dette er lydbog af,
BAIRD T. SPALDINGs,
ØSTENS VISES LIV OG LÆRE,
Bog 4.
udgivet på dansk 1980 af,
STRUBES FORLAG Viby, Sjælland.
Kapitel I,
UDGIVERENS BEMÆRKNINGER
Både Baird T. Spalding og Mr. de Vorss (som kendte
Spalding personligt) døde i 1950'erne, og de personer, der
var sammen med Spalding på ekspeditionen, er også døde.
Vi er derfor uden mulighed for kontakt med noget
menneske, der har haft førstehåndskendskab til arbejdet,
således at bøgerne er vort eneste kildemateriale. Så vidt vi
ved, eksisterer der ikke noget kort over ekspeditionens
forløb og heller ingen fotografier. Vi har gentagne gange
forsøgt at fremskaffe supplerende materiale tillige med
fotodokumentation, men uden held. Vi beklager dybt, at vi
ikke har yderligere oplysninger til rådighed.
De Vorss & Company
DET STORE HVIDE BRODERSKAB OG
VERDENSFREDEN.
Før vi går videre i studiet af visse grundliggende love og
kendsgerninger bag mestrenes lære, vil det være nyttigt at se
på de perspektiver, der omfattes af deres vision. Man må
udvide sit sind og sit syn på tilværelsen, til det er på linie
med mestrenes for fuldt ud at forstå det centrale i deres lære.
På dette tidspunkt vil vi hovedsagelig beskæftige os med det
område, der skal behandles, og menneskehedens generelle
udviklingslinier for helt at kunne sætte os ind i det studium,
der ligger foran os. For at kunne udvælge de rette værktøjer
og lægge en plan for det arbejdsområde, vi skal i gang med,
er det nødvendigt at kende dets beskaffenhed og omfang.
Var det en mark, vi skulle i gang med, måtte vi vide, hvad
den var forberedt til, hvilke afgrøder, der skulle dyrkes, og
hvilket formål dyrkningen skulle tjene. Der må være et
formål bag ethvert arbejde, og det, vi skal beskæftige os
med, ligger langt ud over de grænser, vi normalt kender til i
vor menneskelige natur. Hvert menneskes natur er på den
ene eller anden måde vitalt knyttet sammen med alle andre
menneskers liv og trivsel, og det, der berører den ene, må i
en vis grad påvirke resten af menneskeheden.
Jeg har en fornemmelse af, at denne diskussion om fred bør
holdes på et meget generelt plan, da det er noget, der
interesserer alle. Det er en kendsgerning, at verden er ved at
blive mere indstillet på fredstilstande, og at folk synes, vi
har fået nok af krig. Folk er ved at begynde at forstå, at krig
ikke er nogen naturlig tilstand, og at alle de, der påtager sig
rollen som forsyn ved at stille sig selv an som en
personificering af retfærdigheden
lykkeskabere - blot er bedragere. Fred og lykke, som er
det, hele menneskeheden ønsker så brændende, er ikke en
gave, der gives menneskene, men må erhverves ved en ærlig
indsats. Der sker ikke politiske mirakler. Mennesket må
indse, at det selv har magten og evnen til at afgøre sin
skæbne ved hjælp af sin egen intelligens.
3. Det brusende tidevand, der er skabt af menneskets iver
efter det, der kan fremme og garantere freden, er et
uundgåeligt resultat af den universelle lov, der altid arbejder
for at fremme det, der er til gavn for alle. Gud kender ikke
til personanseelse, og denne vækkelse af menneskene i
retning af fred er deres reaktion på den fredens ånd, der er
fostret af mestrene. Kun i samme grad som den enkelte
identificerer sig med den universelle lov, kan han eller hun
forvente at finde det, der er til gavn for hver især, thi det er
uløseligt forbundet med det, der gavner alle. Derfor sker det
sande fremskridt så langsomt, og derfor er der så mange, der
må have det ondt.
Der findes et storslået broderskab overalt i verden, som i
årtusinder har arbejdet for fred. De står bag enhver
bevægelse til sikring af verdensfreden og bliver stadig
stærkere og stærkere. Der er nu omkring 216 grupper verden
over. Der er altid en central enhed, der udgør en første eller
samlende enhed omgivet af 12 enheder, som skal give den
større styrke og kraft. De arbejder også for hele verdens
oplysning.
Disse grupper er sammensat af mennesker, der sættes i gang
af det hvide broderskabs ophøjede tankegang. Alle disse
grupper arbejder sammen og udvirker en meget stærk
påvirkning af hele verden hen imod fred og oplysning.
Der findes mange forkerte forestillinger om det hvide
broderskab. Det må først slås fast, at de aldrig præsenterer
sig selv som sådan, og de står aldrig alene bag nogen ydre
organisation. De er universelle i deres funktion og formål,
og de arbejder afgjort med den universelle lov for at opnå
universelle mål, hvilket indebærer, at alle enkeltpersoner
eller grupper, der arbejder for de samme mål uden selviske
motiver, kan modtage deres fulde støtte. Denne støtte kan
forekomme i skikkelse af et menneske, men det er mere
sandsynligt, at den fremkommer som et incitament. Det vil
sige, at det er lidet sandsynligt, at hjælpen vil komme fra et
bestemt sted eller en person, hvorimod de, der modtager
denne støtte, kun er sig hjælpen eller den positive
påvirkning bevidste.
Folkeforbundet var oprindeligt et redskab for det hvide bro-
derskab, men det blev af visse nationer og enkeltpersoner
misbrugt på mange måder. Det vil dog under broderskabets
vejledning genopstå engang i fremtiden.
En ny verdensorden er ved at blive skabt, og vi er netop nu
vidner til en gammel civilisations nedbrydelse. Det hvide
broderskab vil, når tiden er gunstig, gøre sig positivt
gældende i de vigtigste forhold.
Vi lever i en tid, hvor der ikke findes nogen mellemvej, når
det gælder menneskehedens renselse, omend enkeltpersoner
eller grupper af mennesker sætter sig op mod det fælles
bedste. Guds kværn maler til tider hurtigt og også fint. Kun
efter sigtningen skal de selviske og aggressivt grådige nå
frem til en ny livsform. Det ville være langt bedre at alliere
sig med rent kreative motiver, der bidrager til det fælles
gode, for derved skal man opnå det, der er godt for den
enkelte.
10. Ofte skabes den virkning, der ligger i universel
tænkning, i
ubemærkethed. Det er, som om det spirer og bevæger sig
fremad
som en smitte, medens manges tanker er så optagne af andre
ting, at de ikke bemærker forandringen. Dernæst synes det
pludselig, som om alle opdager, at der er sket noget nyt, og at det
egentlig svarer til den enkeltes inderste tanker. Og på denne
måde kan man næsten uden at vide af det gå ind i en ny
tankeverden. Det, det drejer sig om, er at være vågen over
for
disse kræfter, der umærkeligt udvikler sig i én og i
menneskeheden, og heri vil man finde nøglen til at opnå den hurtigste
fremgang og til at kunne yde den højeste indsats i
menneskehedens sag.
Indien har bevaret freden ved at anvende metoder, der svarer
til dem, der benyttes af disse 216 grupper, jeg tidligere har
omtalt. Den blev oprindeligt skabt af tolv grupper, men
antallet er blevet forøget og vokser stadig. Disse gruppers
indflydelse har været betydelig og indgår som en fast
bestanddel i indisk tankegang. Set fra et håndgribeligt
synspunkt har de især gjort sig gældende inden for
undervisningen. De videregiver kun deres tanker mundtligt,
og de praktiseres under deres ledelse. Resultaterne beviser
denne metodes effektivitet.
Gandhi studerede begrebet ikke-vold i tyve år, før han begyndte sit arbejde og
fik en indgående forståelse af tanken.
Princippet har eksisteret i Indien i 600 år. På grund af de
"kasteløse" blev det gennem Gandhi bragt i anvendelse i
denne generation. Gandhi færdedes blandt de kasteløse og
lærte dem om ikke-vold, således at det blev et effektivt og
stærkt begreb. Den yngre generation tog det straks til sig. De
anerkendte princippets virkning, og det bredte sig til hele
Indien, og nu har den yngre generation på en stærkere måde
end nogensinde bragt det til folkets bevidsthed. Dette vil i
den sidste ende resultere i kastesystemets ophævelse. De
kasteløse blev noget af et problem for landet, da de udgjorde
65 millioner, og det var nødvendigt med en leder på grund af
den store indflydelse, de kunne udøve. Gandhi har været
næsten eneansvarlig for deres nuværende frigørelse.
Medlemmerne af de grupper, der arbejder for verdensfreden,
er mennesker af meget dyb åndelig indsigt. I hver gruppe er
der én, der har opnået særligt høje åndelige kvaliteter.
I De forenede Stater er der cirka 60 personer, der afgjort
tilhører dette broderskab. De går meget stille med deres
forbindelse til det, og de opgiver ikke, hvor de holder deres
gruppemøder, eller hvad de foretager sig.
15. Dette er baggrunden for, at folk er mere eller mindre
skeptiske over for det arbejde, der gøres af disse mennesker
med den særlige åndelige indsigt. De er så vant til ydre
foranstaltninger og demonstrationer, at de ikke kan forestille
sig, at et stort og betydende arbejde kan gøres på så stille og
enkel en måde. Men hvis man tænker nærmere over det, vil
man indrømme, at alle universets igangsættende kræfter er
lydløse, og de, der arbejder bevidst sammen med disse
kræfter, går frem i overensstemmelse med disse motiver.
Men der vil komme en tid, hvor de vil komme til at arbejde
mere åbenlyst; det vil dog først være på et tidspunkt, hvor
der er åndeligt oplyste mennesker i tilstrækkeligt stort tal, og
som har forståelse for det, de foretager sig. Tænk på dine
egne erfaringer. Er du dig ikke visse stille kræfter bevidst,
som arbejder under overfladen i dit væsen, og som styrer din
tilværelse i langt højere grad end det, du udadtil giver udtryk
for i ord? På lignende vis vil du kun lade disse dine inderste
tanker komme til udtryk, når du befinder dig blandt
mennesker, der harmonerer med dem. Hvis du gransker dig
selv, vil du opdage, at alt i dig fungerer på samme måde, som
det er tilfældet for menneskeheden. "Det, som Faderen ser
hos dig i løndom, vil han belønne dig for i det åbenlyse" er
ikke blot en tom frase, men afslører den måde, hvorpå alt
bliver til og kommer for en dag i den ydre verden. At forstå
dette fører ikke blot til en bedre forståelse af én selv, men
også til forståelse af den måde, hvorpå det universelle,
åndelige arbejde til enhver tid foregår nede under overfladen.
Kun ved at tilpasse sig denne bevidste procedure vil man
blive i stand til klart at spore det hemmelige broderskabs
arbejde. Deres aktiviteter er kun skjult for dem, der ikke
skelner den måde, hvorpå de når deres resultater. Vi er vant
til støj og skuespil, og de stille og dog stærkeste kræfter i os
selv og i verden omkring os går ubemærket hen. Vi følger de
højrøstede ind på sideveje og farer vild fra livets vej, der går
fremad i stilhed gennem vort eget inderste væsen.
16. Dette broderskab er ikke nogen egentlig organisation, da
alle, der arbejder konstruktivt for freden - enten åbent eller i
det stille - kan være med. Det er snarere en sammenslutning
af
åndsfrænder. I virkeligheden samarbejder de med enhver
sammenslutning eller organisation, der arbejder til gavn for
menneskeheden og dens videre udvikling.
Den indiske gruppe arbejder i stilhed, men det er gennem
dens indflydelse, disse organisationer bringes sammen, så
deres aktiviteter kan koordineres. Det var faktisk denne
gruppes aktiviteter, der førte til, at Nobels fredspris blev
indstiftet.
Tolstoi var en væsentlig faktor, når det gjaldt den praktiske
virkeliggørelse af dette princip. Men det er altid blevet
præsenteret gennem Indiens ni herskere. Tolstoi var en meget
avanceret mand. Han arbejdede hele tiden sammen med den
store centralgruppe.
Selv om der ikke er nogen, der ved, hvor nøjagtigt den er
lokaliseret, har gruppe 13 altid spillet en dominerende rolle
på verdensplan i uddannelsessektoren. Denne gruppe på tolv
medlemmer arbejder i ethvert uddannelsescenter i verden.
Disse grupper udgør ikke her eller noget andet sted nogen
organisation, der propaganderer for verdensfreden. Man
indså, at det talte ord, eller det uudtalte ord, når det blev
udsendt til verden, var langt mere virkningsfuldt end det
skrevne ord. Det skrevne ord kan fordrejes. Det talte ord har
en stedse voksende og udviklende indflydelse.
Her finder vi de kloges visdom, der altid har eksisteret. Så
længe konstruktive kræfter arbejder i ubemærkethed, vokser
de og opdages ikke af dem, der ellers ville ødelægge deres
virkning. Verden opdager ikke de konstruktive kræfters
fremmarch, før de allerede har undermineret det lave og
smudsige, som de selviske og egoistiske opbygger, og da er
det for sent. På det tidspunkt, hvor en sådan uhjælpelig
opløsning finder sted, og kun da, er det sandsynligt, at
broderskabets aktiviteter kommer frem i lyset for at styrke
det sande i folks tankegang. Dette er ikke noget, der sker af
frygt for angreb, men skyldes en viden om, at det er den mest
kraftfulde måde, hvorpå man kan frembringe en stor,
konstruktiv bevægelse frem imod en bedre verden. Men de
selviske har ingen adgang hertil.
På en måde er alle de, der arbejder for Indiens frihed eller for
fred og frihed i verden, avatara'er (legemliggørelser) i den
forstand, den vestlige verden ser på avatara. Mange af de
store sjæle har udbredt denne lære i tusinder af år. Jesus har
altid arbejdet bevidst for at forbedre hele verden og gør det
endnu.
Grunden til, at mange mennesker i den vestlige verden ikke
anerkender avatara'ernes arbejde, er, at de kun kan opfatte
det, der udvirkes på overfladen og de bemærkelsesværdige
og mirakuløse ting, der sker i al offentlighed. De ved ikke, at
de sande mirakler altid først udvirkes i stilhed.
Hvad angår voldgift som et middel til verdensfred blev denne
bevægelse først startet i Punjab i Indien. Det er et stærkt
middel til skabelsen af fred i verden. Det har helt overvundet
aggressionen. Indien har aldrig indtaget en aggressiv
holdning og aldrig opfordret til åben krig i området, og
Punjab øvede den største indflydelse i hele denne bevægelse,
der er blevet opretholdt i alle dele af Indien i omkring
tretusind år. Ikke-vold og voldgift har vist deres styrke i
praksis.
Det lykkedes W.J.Bryan, bevidst eller ubevidst påvirket af
denne stille indflydelse, at fa fredstraktater i stand med alle
nationer undtagen fire. Siden da har ingen national skikkelse
vovet at tage arbejdet op, men det vil ske igen en skønne dag
i fremtiden ved dannelse af en gruppe, ukendt for
omverdenen, der vil få fuldmagt fra de fredsorganisationer
og -grupper, der arbejder uselvisk for verdensfreden.
Hvis hele finansverdenen støttede denne enhedsbevægelse,
ville det blive den, der bidrog mest til freden, og der ville
følgelig ikke blive nogen penge til krig. Det ville blive
umuligt at finansiere en krig, og derfor ville krige blive
udelukket. Hvis samarbejdsprincippet blev antaget overalt, ville der ikke
forekomme opblomstringstider og depressioner, og dette
ville også have stor indflydelse på afskaffelsen af krig.
Faktisk er samarbejdstanken ved at slå an, og de folk, der
ikke samarbejder og slutter sig til den nye verdensorden, vil
blive sat helt udenfor.
Som følge af denne voksende tendens til at bandlyse krigen
vil folk fa øjnene op for årsagerne til krig, der ligger i
enkelte gruppers eller nationers trang til at skaffe sig selv
fordele. Praktiserer man et ikke-samarbejde, vil man blive
bandlyst som medvirkende til krigsårsager. Dette bringer
hele sagen ned på det individuelle plan, således at enhver må
fornægte sin selviskhed og egoisme på andres bekostning.
Ethvert menneske vil opdage, at den bedste måde at fremme
sine egne interesser på er at fremme almenhedens interesser,
og den eneste måde at bevare egne goder på er at bevare
alles goder. Denne tendens til udvikling i det stille er nu ved
at vågne over en bred front. Men hvert enkelt menneske må
finde begyndelsen til det i sig selv, og den, der i alvor
ransager sin egen sjæl, vil finde kimen til denne voksende
bevægelse i sin egen natur dag for dag. Det vil spredes fra
menneske til menneske og vokse til en vældig verdensbevægelse og blive til det
endelige motiv i al menneskelig
aktivitet. På samme måde, hvorpå det sker, at det menneske,
der ikke adlyder den evige udviklingstendens i sin inderste
natur, vil blive tilintetgjort, således vil også grupper,
institutioner, religiøse organisationer, racer og nationer gå i
opløsning og overlade verden til dem, der elsker Guds lov og
lever efter den i forholdet til alle andre mennesker og
nationer.
I alle moderne bevægelser afsløres det klart, at ændringerne
først må ske i individet, thi medmindre menneskets egen
natur bringes i overensstemmelse med den bevægelse, der
ligger bag den ydre optræden, bliver mennesket en
ødelæggende faktor i enhver bevægelse, der ellers kunne
frembringe uanede resultater i det godes tjeneste. Et
menneske kan næppe yde noget for verdensfreden,
medmindre det først finder freden i sin egen natur, og man
kan ikke finde fred i sin egen natur, før man i tilstrækkelig
lang tid har været i sand forbindelse med de usete kræfter,
der skaber bevægelsen fremad mod almenhedens vel.
Der er ingen tvivl om, at individet først må finde fred med
sig selv, - og ikke nok med det. Man må gøre sig klart, hvad
fred betyder for individet såvel som for nationen. Hvis
mennesket centrerer om fredens idé, vil det også udstråle en
sådan påvirkning og blive en af de motiverende kræfter i
tidens åndelige udvikling. Fredsbevægelsen er tillige en af de
mest afgørende faktorer til fremme af åndelig erkendelse.
Politik vil bryde fuldstændig sammen, når dette system skabes. Men så længe de
nuværende politiske forhold råder, kan
der ikke fremsættes noget virkelig effektivt program endsige
nåes nogen tilfredsstillende resultater. Enhver, der holder sig
i trit med tidens udviklingstendens, modtager al den hjælp,
han er i stand til at tage imod, fra disse højere kræfter.
Nogen modtager hjælpen bevidst, andre ubevidst, men
hjælpen er ikke desto mindre til rådighed. Der er nogle, der
er kommet så langt, at de kender og anerkender denne hjælp.
Politiske partier vil sandsynligvis, når de bearbejdes af de
konstruktive kræfter, der arbejder under overfladen, smelte
sammen til ét stort parti til fremme af en mere ukompliceret
regeringsform. Disse ændringer må komme gennem vort
partisystem, der arbejder hen imod en ét-kammer- og ikke en
todelt lovgivning. "Det hus, der er i splid med sig selv, vil gå
til grunde." Dette vil eliminere mange af vore politiske
onder. Dette vil altsammen begynde i De forenede Stater
takket være de ændringer, der dér vil finde sted, og det vil
komme som en national bevægelse i USA.
Freden er hos os! Når vi sætter os selv i relation til dette
store princip, gør det os til en virksom enhed.
TIL BRUG FOR UNDERVISEREN
Pkt. 1. I begyndelsen af studiet bør der klart gøres rede for,
at folk i almindelighed har behov for et nyt perspektiv i
deres åndelige udvikling. Vi har for størstedelen forfulgt
hele emnet som havende indflydelse udelukkende på det
fysiske og det, vi forestiller os som fysiske behov, men i
virkeligheden er selve legemet afhængigt af noget, der går
langt videre end de fysiske behov.
Pkt. 2. Om muligt bør det yderligere illustreres, hvorledes
folks almene reaktion går i retning af fred, og at bag dette
ligger selve universets formål eller Gud.
Pkt. 3. Vis de studerende, hvorledes denne fredsbevægelse,
der er ved at bryde frem, er identisk med deres egne idealer
og gør dem opmærksomme på, at de i deres eget indre
aktiveres af de universelle strømninger, hvilket er alle de
åndeligt oplystes formål. ¦
Pkt. 4-12. Vis, hvorledes broderskabet opstår ved lydighed
mod de inderste impulser, der tjener til almenhedens
fremme, og at forskellen mellem éns forhold til andre, når
det gælder enighed, og det hvide broderskabs forhold til
helheden kun er en forskel i den grad, hvori man aktiveres af
disse dybere impulser.
Pkt. 13 og 14 vil uden tvivl blive stående nogenlunde som
de er, medmindre man har en udvidet viden om nogle af de
ting, der kun flygtigt er berørt i disse afsnit.
Pkt. 15 og 16. Disse afsnit skulle gøre det klart, hvorfor det
er umuligt for gennemsnitsmennesket at forstå, hvorfor
mestrene ikke giver sig åbenlyst til kende i deres arbejde.
Der kunne med fordel skrives mange bøger om dette, men
det er også grunden til, at man somme tider end ikke vover
at udtale sin mening inden for sine egne fire vægge. Man
ved, at så længe man tier, har man ingen opposition, men så
snart man lukker munden op, er hele emnet åbent for
modsigelse. Men da sker det igen, at det rette øjeblik til at
udtale sig kommer, og da kan det, man siger, accepteres, og
alle samarbejder. Det, der rører sig i universet, rører sig også
i det enkelte menneske. Det at forstå sig selv i nogle af disse
enkle forhold er menneskets nøgle til større forståelse og
indflydelse.
Pkt. 17-26. Motivet er omtrent det samme her, blot er der
lagt yderligere vægt på betydningen af det stille samarbejde
til positiv realisering af den store skabende ånd, der i større
eller mindre grad arbejder gennem alle mennesker. Det, der
for vort vedkommende er vigtigt, er, at vi gør det til noget
mere væsentligt i vort eget liv.
Pkt. 27-32 giver yderligere lejlighed til uddybning af de
foregående emner og kan blive væsentlige faktorer til folks
frigørelse, så de kan gøre fremskridt. Lær folk at forvente og
forberede sig på ændringer. Vær lydhør og følsom over for
de ændringer, der er på vej under overfladen inden for den
politiske og økonomiske struktur. Den forandring, der frigør,
findes ikke i nogen af disse ydre former, men i
menneskehjerter.
Kapitel II,
DEN STYRENDE TANKE.
Vi har vidnesbyrd om den styrende tankes magt. På ethvert
område vil vi lægge mærke til den styrende tankes
indflydelse. Selv i denne "båd" vil I opdage, at der er én
chef. Derfor er der én, der har mange aktiviteter under sit
lederskab, og alle disse sekundære aktiviteter udgår fra den
centrale styrelse.
Det er kun gennem denne magtkoncentration og autoritet, at
der skabes nogen form for harmoni i de handlinger, der udgår
fra de organiserede sektorer i samfundet eller fra individer.
Vi ved alle, hvad der sker, når magten deles, eller når der
sker forsøg på at splitte autoriteten uden hensyn til det
centrale, motiverende udgangspunkt. Når der udgår ordrer fra
to steder til forskellige aktivitetscentre, kan det kun resultere
i forvirring og kaos. Hvis magten udgår fra mere end én
central styrelse, vil autoriteten ødelægges og hele den
opbyggede struktur vil bryde sammen.
Hvor der er ét styrende element, der råder, regerer og leder
enhver motiverende handling, bringes vi direkte i forbindelse
med dette ene element og til at udføre entydige handlinger,
som vi så ofte tidligere har talt om. Det er gennem den form
for handling, vi når frem til resultater, og vi bringes herved i
harmoni med den centrale ledelse, så vi ikke spreder vore
kræfter, men arbejder som med én styrke eller kraft, som har
det fulde herredømme.
Man vil altid bringe sig selv i overensstemmelse med det,
man har uddelegeret magt til. Det vil sige, at hvis man tror på
verden og omgivelsernes magt, bliver man tilsyneladende
direkte styret tusind forskellige steder fra, og det er grunden
til den forvirring, der griber én. Man ved ikke, om man skal
adlyde et tilsyneladende krav fra den ene eller den anden
side, og denne splittelse i bevidstheden nedbryder hele
strukturen i menneskets natur. Mennesket må vide, "hvem
det har sat sin lid til, og så tro på, at Han er i stand til at
bevare det, mennesket har betroet Ham, indtil den selvsamme
dag".
Den højere styrelse er til rådighed for hvert eneste menneske,
hvis det blot vil gøre brug af den, men det må ske bevidst.
Den højere styrelse må bevidst rettes imod eller benyttes til
gavn for det mål, man har sat sig eller etableret. Når vi lader
denne styrelse komme til, bliver vore tanker koncentreret i en
fælles magtfuld handling eller et fælles tankeudtryk, og man
kan ikke lade være at udtrykke de tanker, der strømmer frem.
Med andre ord, så må det grundliggende princip, vi
fastlægger, også blive til virkelighed. "Den, I adlyder, hans
tjenere skal I også være", og de håndgribelige resultater vil
uvægerligt blive bestemt af, hvorledes den motiverende kraft,
hvorfra I modtager jeres styrelse, bringes i anvendelse.
Resultaterne vil aldrig kunne blive større end den kraft, der
ligger i den højere autoritet.
Denne universets centrale styrelse kaldes lige så ofte Det
store Princip som Den højeste Tanke, men ordet Princip
virker måske ikke så stramt afgrænsende som Den højeste
Tanke. Dog er det klart, at princippet styrer og råder og ved,
hvad det gør. Det styrer med intelligens og må derfor være et
tænkende princip. Hinduerne betegner altid denne magt
Princippet eller Den Almægtige, hvilket betyder, at
mennesket bliver det almægtige, styrende element.
Mennesket står i sin almægtighed i det øjeblik, det lader sine
tanker være åbne for den centrale styrelse, den højeste og
styrende autoritet.
Det er altsammen såre enkelt, hvis man betragter hele situationen med et åbent
sind og et fornuftigt forhold til tingene. I
kan sige til jer selv, at et bestemt menneske eller en bestemt
situation kan gøre jer kede af det. Derved giver I en sådan
bestemt
situation eller person magt over jer, og hvis I adlyder den
autoritet, I således har givet fra jer, så skaber I i jer selv den
mentale eller følelsesmæssige tilstand, som I anerkender som
værende til stede i denne autoritets eller magts væsen. I
kunne umuligt tænke jer, at glæde kunne komme til udtryk
fra en kilde, I tror kun har evne til at gøre jer kede af det, og
gennem lydighed mod den magt, I har givet tristheden til at
gøre jer kede af det, siger I "jeg er ked af det". I bliver det, I
giver udtryk for. Dette er selve den hemmelige magt, men for
at manifestere den almægtige kraft, som er til vor rådighed,
må vi kun udpege én styrende oprindelse, og vi må adlyde
den alene og udtrykke de egenskaber, den besidder. Da
skulle vi ikke tøve med at udråbe: "Jeg er det", som
hinduerne siger, idet 'det' betegner den tilstand, vi har
udtrykt. Dette vil komme til at stå fuldkommen klart for
enhver, der vil beskæftige sig med dette forhold i nogen tid.
I denne tilstand tjener viljestyrken ikke noget formål som
kontrollerende faktor. Viljen giver os incitament til at
fremkalde denne magt, men det er ikke viljen, der er den
motiverende faktor bag denne magt. Viljestyrke kan være
noget vidt forskelligt fra magt og myndighed. Egenviljen er
aldrig i stand til at styre tanker frem til et centralt punkt.
Bevidst kontrol eller tankevirksomhed er i stand til at bringe
tanker, følelser eller handlinger frem til en central styring,
som er en bestemt egenskab eller et element, mennesket
benytter til stadighed, og som det har magt til at arbejde med,
ikke til at dirigere med, men til at arbejde sammen med. Det
er den selvsamme kraft, mennesket kan aktivere i samme
øjeblik, det bringer sine tanker til at være i fokus med
Princippet, der aktiverer alle tilstande.
Lad os benytte en meget enkel illustration. Mennesket har
magt til at lade sine tanker underkaste sig matematikkens
grundsætninger eller dens love, men det har ikke viljen til at
fa disse grundsætninger eller love til at fungere. Lovene
fungerer af sig selv og er det eneste styringscenter inden for
sin sfære. Mennesket kan bringe sin vilje til princippets
aktivitetspunkt, men derfra er det princippet, der er den
motiverende kraft, og ved at underkaste sin egen vilje - for at
være mere nøjagtig - finder mennesket hemmeligheden bag
sin matematiske evne. Princippet bag den menneskelige vilje
er, at den skal underkastes en højere autoritet, hvorved
mennesket kommer til at personificere denne højere autoritet
og kommer til at besidde dennes evner. Menneskets svaghed
fremkommer, når det underkaster sig noget, der ikke har
nogen magt eller evne, og dette burde være menneskets bevis
for den umådelige magt og formåen, der er inden for dets
rækkevidde. Mennesket må nu lære at anvende dette princip
af egen fri vilje og erkende, at styrke, kraft og formåen kun
eksisterer i Det store Princip.
Vort daglige liv er en konkret anvendelse af dette faktum,
idet vore udtalelser er i overensstemmelse med Det store
Princip eller Den højeste Tanke. Vi ser et ideal for os - eller
vi fremsætter det for os. Lad os sige, at dette ideal gælder
fuldkommenhed. Vi kommer straks i direkte
overensstemmelse med Den højeste Tankes styrelse eller
Princippet, og vi fremkalder et ideal, som vi selv skal
opfylde. Hvis det er et højt ideal, bliver denne kraft straks
aktiv og gør idealet til virkelighed. I samme øjeblik idealet
fremsættes, og kraften bag det aktiveres igennem det, er
idealet fuldført. Det vil sige, at så snart idealet frigives fra
vor vilje og gives videre til Princippets handling, er det en
fuldført kendsgerning.
Så længe der eksisterer en dobbelt betydning er det vanske-
ligt at forstå, hvorledes dette kan lade sig gøre på det
åbenbare plan, men mestrene beskæftiger sig ikke med noget
andet plan end det åndelige - det åndelige gjort til
virkelighed. Hvis vi ikke beskæftiger os med noget andet
plan end det åndelige, må dette være en virkelighed til
stadighed, når først det er udtalt, og endogså før det kommer
til udtryk. Det er en åbenbar kendsgerning, at vi holder os
selv tilbage fra opfyldelsen af vore idealer, fordi vi forventer,
at opfyldelsen skal kunne ske på tre niveauer. Men i dag er
man nået til den afgørende opfattelse, at det kun sker på ét
plan, det åndelige. Det gør det altid, og det er altid noget
håndgribeligt, en realitet.
Hvis vi nu holdt os til og forblev på det åndelige plan, ville
vi se det i sit sande udtryk. Vi ville overhovedet ikke have
behov for at se hen til det materielle, for gør vi det, er der
tale om materialisationer, og de repræsenterer ikke på det
åndelige plan nogen realitet. Selve det skabte er til enhver
tid det reelle. Det er det åndelige gjort til virkelighed. To
plus to er fire efter det matematiske princip, - det er det også
i tanken og i virkeligheden. Dette er ikke tre forskellige
planer, men alle tre udgør det matematiske faktum og kan på
intet punkt adskilles eller differentieres fra hinanden.
Efter manifestationen siger man, at det ikke kan skade at
kalde det "materielt" eller "fysisk", fordi man ikke kan
skade det, der er et faktum. Men det løftes eller ophøjes altid
til det åndelige. Det var det, Jesus mente, da han sagde:
"Hvis I ophøjer alle ting og ser dem i ånden, så findes de
allerede", og det var åbenbart det, han havde i tankerne, da
han bad bønnen: "Fader, jeg takker dig, fordi Du har hørt
mig, og fordi Du altid hører mig". Han var ganske klar over,
at det, han så som et ideal for sig, allerede var blevet til
virkelighed. For ham blev det straks opfyldt, og dernæst
sagde han: "Gå ind i vingården og se, den er rede til
høsten".
Hvis vi indtager denne bestemte holdning, er der ingen tvivl
om, at vi straks vil være ude over vore vanskeligheder. Han
hævede sig over enhver vanskelighed ved selve den
holdning, han havde til tingene. For ham var det ikke en lang
og trælsom proces, - det skete øjeblikkeligt. Han så helt klart
tværs igennem vanskelighederne, der derved mistede deres
eksistens. Det betyder ikke, at han fornægtede deres
eksistens, - han fornægtede aldrig nogen tingenes tilstand,
men han hævede sig altid over disse tilstande til den sande
åndelige tilstand, og så var der ikke noget behov for at
fornægte eller være opmærksom på noget andet end denne
sande, åndelige tilstand, og han sagde: "Jeg lever altid i det
åndelige".
Vor Bibel siger: "Jeg lever altid i ånden", hvilket er en helt
forkert fortolkning, og den har forårsaget mange
misforståelser.
Den kristne Bibel siger: "Gud er et åndeligt væsen". Det
oprindelige var: "Gud er det åndelige", hvilket ikke
begrænsede ham til én egenskab eller én tilstand. En
forfatter sagde: "Det er som at presse Gud ned i vort
intellekts litermål". "Ånd" og "tanke" er synonymer og
udgør én og samme vibratoriske påvirkning. Det, der
tilsyneladende gør en forskel, er, at vi tager vore tanker for
værende et tegn på forstand. Forstand er bevidsthed, thi
forstand og bevidsthed er uadskillelige. Bevidsthedens
element er tanken, og når den bliver sig et åndeligt faktum
bevidst, er der for os ingen forskel på forstand og ånd. Vi er
i en tilstand af åndelig bevidsthed.
I har ret, når I mener, at tanken er bevidstheden, der handler.
De to er ligeledes synonymer, og hver af dem kan komme til
at være passiv eller nedsænket eller skjult i individet, men de
er ikke skjulte i den ydre tilstand. Hvis det ydre er som det
indre, så er tanken aldrig skjult i individet, men kun uvirksom. Individet tror
blot, tanken er skjult, og for et sådant
menneske kan tanken ophøre at eksistere, fordi det ikke er
sig den bevidst. Bevidstheden er altid til stede og springer
øjeblikkelig i aktion, hvis man styrer den frem mod det, der
altid eksisterer, nemlig det åndelige faktum.
Bevidsthedselementet er mere tankens styrende end dens
motiverende kraft og er derfor uundværlig, når der skal
fremsendes tankepåvirkninger eller - som vi siger - når
tankens udstråling skal accellereres til sin sande status under
forudsætning af, at bevidsthedselementet er i
overensstemmelse med det åndelige faktum.
I dag er videnskabsmændene ved at nå frem til samme
konklusion, når det gælder alle tings oprindelse. De opløser
selve stoffets struktur og fører det tilbage til en
strålingsenergi identisk med begrebet ånd. Ånd
gennemstrømmer alt, manifesterer sig i alle ting. Man har
fundet ud af, at alle grundstoffer, også radium, reduceres til
det ene primære grundstof: strålingsenergi. Men, når alt
kommer til alt, er denne energi ikke nogen blind kraft,
men en intelligent kraft. Den ved, hvad den foretager sig.
Videnskabsmænd indrømmer, at der endog er en vis form
for "elektricitet", der synes at vide, hvad den foretager sig.
Denne altgennemtrængende og skabende energi bag alting
er sig selv bevidst og er sig bevidst, hvad den gør, og
hvorledes den gør det, og derfor kalder vi den Ånden eller
Gud. Den er allestedsnærværende, almægtig og alvidende,
således som den kristne Bibel udtrykker det.
Når mennesket i sin bevidsthed begynder at samle de aktiviteter, der svarer til
et princip, så begynder det at sige: "Det
er mig". Således centraliserer mennesket princippets
autoritet i sig selv. Dette "Jeg er" gør sindet dynamisk i
stedet for at lade det hvile i noget potentielt. Det bliver
dynamisk i samme øjeblik, vi fokuserer tanken på jeg er.
Dette fokus er altid i centrum, og fra det udgår de
autoritative befalinger, der styrer og bestemmer menneskets
hele status. Dette jeg er må anvendes til at angive
menneskets sande tilstand, den, man virkelig er, og ikke den,
man selv tror, man er. "Jeg er nøjagtig den, som jeg er",
hvilket vil sige et legemligt udtryk for universets
motiverende autoritet, -og uden for dette selvsamme jeg er
findes der ikke nogen sand eksistens, kun vildfarelse.
Dette udtryk: "Jeg er" var Moses' Gud. Det er blevet overleveret ned gennem
tiderne som "Jeg er". For hinduerne er det
Aum, som betyder det samme, og også for arierne er det
Aum. Kineserne anvender det som Tau.
De såkaldt "blinde pletter" i æteren, der er fælles for radioen
og for videnskabelige områder, er på en måde symbolske for
de blinde pletter i den menneskelige bevidsthed.
Radiostrålen passerer lige gennem disse ikke-magnetiske
felter, som om de ikke eksisterer. Vore atmosfæriske lag, de
koncentriske bælter af atmosfæriske tilstande, er i
bevægelse. På vor jord er de stationære. Når et ikke-
magnetisk felt bevæger sig hen over et magnetisk felt i vore
koncentriske bælter, opstår der en vakuumagtig tilstand, og
når et magnetisk felt passerer hen over et ikke-magnetisk felt
på jordens overflade, går det lige igennem det og forsvinder.
Dette fænomen er ofte af større styrke om natten end om
dagen. Disse ikke-magnetiske felter er som de statiske
tilstande i den menneskelige bevidsthed, de er mere intense,
jo større uvidenhedens mørke er. Men de positive
bestrålinger fra det åndelige jeg er såvel som påmindelserne
om det, som mennesket egentlig er, trænger gennem disse
statiske felter i bevidstheden, som om de slet ikke eksisterer.
En vedvarende påmindelse om åndelige fakta om
menneskets natur og dets placering i universet vil i den
sidste ende eliminere alle disse statiske felter både i
menneskets bevidsthed og i dets gøren og laden.
Den højeste Tanke skaber ikke konstant nye tanker. Den
manifesterer tanker, der blev skabt fra begyndelsen, for Den
højeste Tanke er og har altid været alvidende. Den har aldrig
været og vil ej heller nogen sinde blive mindre end sig selv.
Det er alt sammen en tilbagekastnings- eller genlydsproces.
Det er som med vore radiobølger i dag. De strømmer frem
og tilbage eller tilbagekastes fra et rum til et andet, fra punkt
til punkt, om man så må sige.
Tanken er naturligvis den stærkeste af alle bestrålinger, fordi
den har magt over både elektricitetens og radiobølgernes
vibratoriske område, og i virkeligheden vil begge disse altid
ramme og tilbagekastes fra tankens vibratoriske felt.
Radiobølger følger et spor i atmosfæren uafhængigt af en
leder, - de følger et reelt spor eller en reel bane og virker
gennem æteren. Men tanken "bevæger" sig ikke i denne
forstand, for tanken er allestedsnærværende, - den er der
allerede, uanset hvilket punkt man refererer til. Det er
tankens påvirkning af elektronerne, der får det til at se ud,
som om tanken bevæger sig. Forstanden er det motiverende
element, og tanken følger hele tiden med. Når derfor tanken
rammer elektronerne, skabes al bevægelse på de
håndgribelige tings plan.
Det, vi kalder rummet, er i virkeligheden Den højeste
åndelige Tanke. Det er det princip, hvorved den
menneskelige sjæl, som er en gengivelse af den åndelige
tanke, kan vinde over tid og rum,
men en intelligent kraft. Den ved, hvad den foretager sig.
Videnskabsmænd indrømmer, at der endog er en vis form
for "elektricitet", der synes at vide, hvad den foretager sig.
Denne altgennemtrængende og skabende energi bag alting
er sig selv bevidst og er sig bevidst, hvad den gør, og
hvorledes den gør det, og derfor kalder vi den Ånden eller
Gud. Den er allestedsnærværende, almægtig og alvidende,
således som den kristne Bibel udtrykker det.
Når mennesket i sin bevidsthed begynder at samle de aktiviteter, der svarer til
et princip, så begynder det at sige: "Det
er mig". Således centraliserer mennesket princippets
autoritet i sig selv. Dette "Jeg er" gør sindet dynamisk i
stedet for at lade det hvile i noget potentielt. Det bliver
dynamisk i samme øjeblik, vi fokuserer tanken på jeg er.
Dette fokus er altid i centrum, og fra det udgår de
autoritative befalinger, der styrer og bestemmer menneskets
hele status. Dette jeg er må anvendes til at angive
menneskets sande tilstand, den, man virkelig er, og ikke den,
man selv tror, man er. "Jeg er nøjagtig den, som jeg er",
hvilket vil sige et legemligt udtryk for universets
motiverende autoritet, -og uden for dette selvsamme jeg er
findes der ikke nogen sand eksistens, kun vildfarelse.
Dette udtryk: "Jeg er" var Moses' Gud. Det er blevet overleveret ned gennem
tiderne som "Jeg er". For hinduerne er det
Aum, som betyder det samme, og også for arierne er det
Aum. Kineserne anvender det som Tau.
De såkaldt "blinde pletter" i æteren, der er fælles for radioen
og for videnskabelige områder, er på en måde symbolske for
de blinde pletter i den menneskelige bevidsthed.
Radiostrålen passerer lige gennem disse ikke-magnetiske
felter, som om de ikke eksisterer. Vore atmosfæriske lag, de
koncentriske bælter af atmosfæriske tilstande, er i
bevægelse. På vor jord er de stationære. Når et ikke-
magnetisk felt bevæger sig hen over et magnetisk felt i vore
koncentriske bælter, opstår der en vakuumagtig tilstand, og når et magnetisk
felt passerer hen over et ikke-magnetisk felt
på jordens overflade, går det lige igennem det og forsvinder.
Dette fænomen er ofte af større styrke om natten end om
dagen. Disse ikke-magnetiske felter er som de statiske
tilstande i den menneskelige bevidsthed, de er mere intense,
jo større uvidenhedens mørke er. Men de positive
bestrålinger fra det åndelige jeg er såvel som påmindelserne
om det, som mennesket egentlig er, trænger gennem disse
statiske felter i bevidstheden, som om de slet ikke eksisterer.
En vedvarende påmindelse om åndelige fakta om
menneskets natur og dets placering i universet vil i den
sidste ende eliminere alle disse statiske felter både i
menneskets bevidsthed og i dets gøren og laden.
Den højeste Tanke skaber ikke konstant nye tanker. Den
manifesterer tanker, der blev skabt fra begyndelsen, for Den
højeste Tanke er og har altid været alvidende. Den har aldrig
været og vil ej heller nogen sinde blive mindre end sig selv.
Det er alt sammen en tilbagekastnings- eller genlydsproces.
Det er som med vore radiobølger i dag. De strømmer frem
og tilbage eller tilbagekastes fra et rum til et andet, fra punkt
til punkt, om man så må sige.
Tanken er naturligvis den stærkeste af alle bestrålinger, fordi
den har magt over både elektricitetens og radiobølgernes
vibratoriske område, og i virkeligheden vil begge disse altid
ramme og tilbagekastes fra tankens vibratoriske felt.
Radiobølger følger et spor i atmosfæren uafhængigt af en
leder, - de følger et reelt spor eller en reel bane og virker
gennem æteren. Men tanken "bevæger" sig ikke i denne
forstand, for tanken er allestedsnærværende, - den er der
allerede, uanset hvilket punkt man refererer til. Det er
tankens påvirkning af elektronerne, der får det til at se ud,
som om tanken bevæger sig. Forstanden er det motiverende
element, og tanken følger hele tiden med. Når derfor tanken
rammer elektronerne, skabes al bevægelse på de
håndgribelige tings plan.
Det, vi kalder rummet, er i virkeligheden Den højeste
åndelige Tanke. Det er det princip, hvorved den
menneskelige sjæl, som er en gengivelse af den åndelige
tanke, kan vinde over tid og rum,
tid eller rum. Det er det, der menes med ordene: "Lad det
samme sind være i dig, som var i Kristus". Det er i
virkeligheden en tilstand af fuldkommen enhed mellem
individet og universets sjæl, og dette må blive en bevidst
kendsgerning for individet. Det er den fuldendte og
komplette tanke; den styrende tanke, der bevidst virker
gennem individet.
26. Det fysiske menneske, eller mennesket, der kun er sig
selv bevidst som et fysisk væsen, der tror, det er adskilt fra
Gud, fra Den højeste Tanke, og tænker på sig selv som
værende i bevægelse fra sted til sted, bevæger sig kun i
illusionens baner og er derfor ulykkelig. I realiteten lever
mennesket i og ved Den højeste Tanke og bevæger sig og
har hele sit væsen i Den. Af alle Jesu udtalelser var den
største denne: "Vær stille". Det bliver aldrig sagt med høj
stemme eller projiceret ved menneskets vilje, men i overensstemmelse med den
rolige, indforståede styrke, der kommer
med følelsen af enhed og fællesskab. Dér ligger den største
tryghed og den største styrke. Vi har set nogle af de største
storme lægge sig ved denne simple ytring, og ligeledes
"stilles" menneskets tilsyneladende "sindsstorme", til det
kan føle Den højeste Tankes styrende magt.
TIL BRUG FOR UNDERVISEREN
Pkt. 1 og 2 giver rig lejlighed til endegyldigt at pointere, at
individet, så længe det har et splittet sind, og ved selve
splittelsen, har mistet sin fornemmelse af styrke og retning.
Uanset hvad man vil opbygge, kræves der et vist grundlag,
visse forudsætninger, og før disse er til stede, kan man ikke
komme nogen vegne. Det må være det, Jesus mente, da han
sagde: "Du skal dyrke Herren din Gud og tjene Ham alene".
Pkt. 3. Dette ene grundliggende livsprincip, Gud, er
universets styrende og herskende magt, og mennesket kan
kun finde sin identitet i relation til dette princip. Den eneste
måde, hvorpå mennesket kan bringes i harmoni, er ved at
bringe dets hele natur i overensstemmelse med de
kendsgerninger, hvorpå hele dets eksistens beror.
Pkt. 4. Det er mennesket selv, der har tildelt sine omgivelser
den magt, de udøver, for oprindeligt har de ingen magt, og
det har de heller ikke, selv om mennesket tilsyneladende har
tildelt dem en sådan. Magten forbliver stadig hos mennesket
selv, og det, der synes at være en magt udøvet af
omgivelserne eller af noget som helst andet uden for
menneskets eget væsen eller centrale identitet, er en
perversion af menneskets egen magt. Magten forbliver altid
menneskets egen, og den handler efter de ordrer, den mod-
tager. Men bag det hele ligger universets styrende kraft, og
det, 'jeg er' som individ, må være ét med det universelle 'jeg
er'. Der må være fuld overensstemmelse mellem årsag og
virkning, thi det, der rører sig i årsagen, er det, der lever i
dens virkning.
Pkt. 5, 6 og 7 kan udvides efter samme retningslinier, og
lektionen kan blive til uendelig gavn for den enkelte. Der er
ikke noget, der som dette falder så fuldkomment i tråd med
det sande budskab, Kristus forsøgte at give til verden. "I skal
gøre større ting end disse", var hans vurdering af
menneskets potentielle evner.
Pkt. 8 og 9. En højst nyttig lære og befriende praksis kan
uddrages af disse to afsnit. Et forsøg på ad viljens vej at
tvinge tanken ind i et materielt plan er en håbløs opgave, og
det er ødelæggende for den, der forsøger på det. Vejen til
frigørelse går gennem en accept af Den universelle Kraft
som en central og styrende udstråling, der skabte himlen og
jorden som den allerede fuldførte manifestation af sig selv
og det faktum, der ligger bag enhver konstruktiv
mennesketanke.
Pkt. 10 viser proceduren i en såkaldt demonstration, som i
den
for i det åndeliges verden findes ikke tid eller rum. I det
åndelige er alt komplet og fuldendt, og derfor kan der ikke
blive tale om sidste ende er ensbetydende med at gå bort fra
vor følelse af ufuldstændighed og ufuldkommenhed og
acceptere kendsgerningerne, som de er.
Pkt. 11 viser mere udførligt, hvad det er, der sker med hensyn
til manifesterede resultater. En frigørelse afsindet fra enhver
dualitet er løsningen på hele spørgsmålet.
Pkt. 12 er en videre udbygning af den samme idé.
Pkt. 13, 14 og 15 kan benyttes til at understøtte det
foregående.
Pkt. 16. Kan vi ikke én gang for alle slå fast, at de forskellige
udtryk for "sind", "forstand" og "tanke" egentlig dækker det
samme begreb. Når "sindet", "forstanden" eller "tanken"
fungerer, så er det den samme åndelige evne, som mennesket
besidder, men den fungerer på sit laveste niveau, idet den
ledes på afveje for at opfylde lavere formål. Når mennesket
tænker i samme baner som "Guds tanker", da beåndes dets
tanker, og de bevæger sig i overensstemmelse med Guds
tanker, eller rettere, da ved mennesket, hvad Gud ved. Den
menneskelige forstand tænker. For Gud er det at tænke det
samme som at vide og erkende.
Pkt. 17, 18 og 19 giver udmærkede muligheder for at
videreudbygge denne idé og understrege den opfattelse, at
mennesket først lever fuldtud, når det fungerer i bevidst
harmoni med sin oprindelse.
Pkt. 20 og 21. Den sande brug af "jeg er" ligger i bevarelse
af menneskets oprindelige identitet og overensstemmelse
med sit ophav, dvs. ved ikke at tillade sig selv at synke ned
til en position, hvor man lader sin natur omfatte egenskaber,
som ikke er en del af menneskets sande jeg. Mennesket er
ikke lig sine erfaringer; det er sig selv lig som det, det er.
Erfaringer med noget, der synes at være mindre end
menneskets egentlige væsen, bør aldrig få lov til at indgå i
menneskets vurdering afsig selv. Jeg er altid lig det, jeg er i
ånden, og ikke det, jeg synes at være ifølge erfaringen, eller
det, jeg har oplevet i verden. Uanset hvad jeg har gennemgået
eller synes at gennemgå, så vil jeg stadig forblive mig selv i
den oprindelige betydning, dvs. mig selv i lighed med Guds
billede.
Pkt. 22 viser den vidtrækkende indflydelse, det åndelige
faktum har, når det bevæger sig ud over enhver fornemmelse
af begrænsning. Ånd lader sig ikke standse af ondskab, af
berøvelse, af savn, fattigdom eller sygdom, idet disse ting
kun repræsenterer blinde pletter i den menneskelige
bevidsthed. For den, der ved og erkender, findes disse ting
slet ikke, og et sådant menneske fortsætter uanfægtet med
det, det ved, erkender og er.
Pkt. 23. Den tanke, som er Gud, er den samme i går, som den
vil være i al fremtid. Det, der for os synes at være en ny
tanke, er blot vor opdagelse af noget, der altid har eksisteret.
Helbredelser og såkaldte "demonstrationer" er ikke
nyskabelser, men en opvågnen til den tilstand, der altid har
været den dominerende i den sande virkelighed.
Pkt. 24. Den såkaldte "tankens kraft" er ikke nogen
tankekraft, for tanken er kun en formidler af kraften. Kraften
ligger i ånden, og tanken overfører eller bærer kun kraften i
den udstrækning, hvori det stemmer overens med de normer
og formål, der er åndens. "Mine ord er ånd", siger Jesus,
hvilket vil sige, at hans ord er i fuldkommen
overensstemmelse med den universelle holdning, som han
kaldte "Guds vilje".
Pkt. 25 og 26 præsenterer mennesket som en integreret del af
det uendelige rum og ikke som et isoleret væsen blandt
isolerede former. "Ved én ånd er vi døbt til at være ét
legeme". Det at finde ro i denne evige alle tings enhed er vor
magtposition, hvor enhver modstridende illusion opløses i
illuminationens fred og stilhed.
Kapitel III,
DEN DUALISTISKE TANKE.
Mange i den vestlige verden betragter dualiteten i stedet for
at se hen til Den entydige tanke eller Det ene princip.
Derved spredes kræfterne, og man er ikke i stand til at
fastholde sin tanke, som man er det, når man kun ser en
eneste kraft eller det ene princip og ser sig selv og alle ting
som integrerede dele af dette ene.
"Se, vi har kun én Gud"., siger skriften, og det er kun i bevarelsen af denne
fundamentale sandhed, at mennesket lever i
harmoni med sin egen natur. Mennesket er ikke en skabning
for sig, eller som er slynget bort fra sin oprindelse.
Mennesket er tværtimod skabt i Guds billede og i hans
lighed. Det er kun i menneskets egen følelse af isolation,
som er roden til al uretfærdighed, at det mister det skabende
princips velgørende indflydelse, der ellers er til rådighed for
mennesket som en naturlig tingenes orden. I denne følelse af
ensomhed har mennesket forestillet sig, at alt muligt går det
imod, og det er ofte tilbøjeligt til at give det universelle
system skylden for denne modgang. Men i virkeligheden er
det mennesket selv, der skaber denne modgang, thi universet
isolerer ikke nogen eller kan gøres ansvarlig for de
vanskeligheder, der opstår på grund af menneskets
selvskabte isolation. "Hold jer til mig, og jeg vil være med
jer", siger Herren. Sådan lyder tilbudet fra den eneste Gud til
den, der vil acceptere sin retmæssige plads i skabelsens hele
guddommelige orden.
Dualiteten fremkommer gennem tanker og handlinger, der
ikke tager hensyn til helheden. Men vender man den
dualistiske tanke i modsat retning eller bringer tankerne frem
til en enhedshandling, så elimineres dualiteten fuldstændigt.
Det er et velkendt faktum, at vi ikke kan nå frem til nogen
resultater, hvis vort mål er dualistisk, eller hvis vort væsen er
tvedelt.
Der findes faktisk ikke nogen dobbelthed i naturen. Der er
negativt og positivt, godt og ondt, varmt og koldt, som alle
repræsenterer modsætninger, men når disse modsætninger
bringes sammen med deres modpoler, bringer de tanken
frem til ét mål, én handling, ét princip. I forbindelse med
sådanne modsætninger behøver man ikke at anerkende dem
som modsætninger eller modpoler. Det, der er væsentligt, er
at erkende det entydige mål. Jesus sagde altid, at hans største
gerninger blev udrettet med en urokkelig trofasthed eller,
som han sagde, med det ene mål for øje. Denne trofasthed
mod målet bringer os til enhed med det altid tilstedeværende
princip. Det er det punkt, hvor man føler princippets nærhed.
Og da finder man i stedet for dualitet "det eneste ene" eller
det entydige jeg er.
Der er mange hinduer, der benytter betegnelsen "jeg", men
også mange, der benytter betegnelsen "jeg er". Nogle mener,
at dette var begyndelsen til dualiteten - tvetydigheden
mellem "jeg" og "jeg er" - idet mange tror, denne
forskellige praksis var ensbetydende med to forskellige
holdninger eller mål, men i virkeligheden er det blot en
sammenhæng eller underkastelse af alle ting for det "ene
mål". Der er ingen dualitet i princippet. Princippets enhed
findes i alle ting. Ordene "jeger" udtrykker endog det
eksakte princip eller sandheden. Som de udtrykker det,
tillader ophøjelsen af det entydige princip, at det virker
fuldgyldigt i samme princip. Vi ser heller ikke nogen
dualitet i naturen og anerkender den derfor ikke, og da
dualiteten således ikke anerkendes, bliver den harmoniseret.
Sommer og vinter er ikke to ting, men faser i naturens gang.
Vinteren er lige så væsentlig for vegetationens vækst som
sommeren, og de beskriver blot to faser i én og samme
proces. Det, vi kalder det onde, indeholder kimen til det
gode, og når man gennemskuer det onde og ser det gode
igennem det, forsvinder
det onde, og man har tilbage kun følelsen af, at alle ting
arbejder sammen for det gode. Tilsyneladende onde forhold
som fattigdom og smerte, som skyes af menneskene, ville
forsvinde, hvis man gjorde front imod dem for at finde det
gode bag dem. Jesus lærte, at blindhed ikke var et onde eller
resultatet af det ondes magt, men en mulighed for at
demonstrere "Guds herlighed". En opgave er ikke noget
fremmed for matematikken eller en hindring for den, der
ønsker at blive matematiker. Opgaven er blot fremstillingen
af visse betingelser, på hvilke matematikkens principper kan
anvendes til fremskaffelsen af den ønskede løsning, og det præsenterer en
mulighed for udvikling hos det individ, der
går i lag med opgaven. De livsforhold, der synes at gå imod
vort livs højeste opfyldelse, tjener blot som
træningsopgaver, indtil vi når karakterstyrke nok til at se og
manifestere det fuldkomne, som er livets eneste formål. Når
man betragter tilværelsen på denne måde, forsvinder alle
ubehageligheder, og alt bliver en slags øvelsesleg, i hvilken
vi ser, oplever, bevæger os og lever, for at det godes
eksistens skal vise sig i vor egen karakter og i vor verden.
Da er naturen harmonisk. Alt er harmoni. Alt virker under
det ene formåls indflydelse.
7. Akkurat som selv en novice på området kan høre forskel
på en fuldendt akkord og en disharmoni, således er det
enkelte menneske i stand til at vide med sig selv, hvad der er
i harmoni med det universelle princip, og hvad der afviger
fra det. Enhver uharmonisk tilstand i menneskets natur er et
vidnesbyrd om, at dette menneske er ude af harmoni med
tingenes naturlige orden, og hemmeligheden ved en fuldendt
udvikling ligger i altid at tage fat på ethvert forhold på en
måde, der bevarer fornemmelsen af en indre ro. Denne ro er
umulig at opnå, så længe der eksisterer en følelse af
adskillelse fra det gode, der gennemstrømmer alle ting.
Menneskets natur er evigt indstillet på det gode, fordi det har
sin oprindelse hos Gud, og Gud er god. Når man er sig
bevidst, at det gode altid og til stadighed søger at
manifestere sig i alle ting og i menneskets egen natur, er det
i harmoni med sig selv og med hele sit væsens princip. Når
man arbejder på at finde frem til det gode, der er indeholdt i
enhver erfaring, er man straks på et plan, hvor det, der for
andre synes at være noget ondt, for én selv bliver
begyndelsen til noget godt.
Naturligvis finder vi frem til, at vi med modpolernes relation
til hinanden kommer til den samme holdning. Det siges, at
der kan forekomme mange modsatte manifestationer, men
de vil kun være i modsætning til hinanden, hvis individet
tillader en sådan opposition. Individet må harmonisere
modsætningerne i sin egen holdning til dem, for i
virkeligheden er de på intet tidspunkt ude af harmoni. Når vi
kommer til det punkt, hvor vi erkender, at alt er harmoni, så
ser vi de harmoniske relationer i alle ting og i os selv. Vor
holdning bliver den enkle, at alt er i fuldkommen harmoni,
og da kan disharmoni ikke forekomme hverken i vor
tilværelse eller i vor måde at leve på. Der kan ikke
forekomme nogen disharmoni mellem modsætninger, for de
har alle deres fuldendte relationer til hinanden i princippet.
Mange videnskabsmænd er i dag kommet til det samme
resultat i deres forskning, når de siger: Den eneste
disharmoni, der eksisterer, findes i mennesket eller
individet, og denne disharmoni skabes gennem
disharmoniske tanker. Man siger i dag, at det amerikanske
folk er det mest disharmoniske i sin tankegang, og det er
ganske åbenbart, at dette skyldes de mange forskelligartede
holdninger i tankesæt, der hidrører fra de talrige
nationaliteter, der her er bragt sammen. Disse nationaliteter
er endnu ikke blevet fuldt assimileret, men man mener dog,
at denne assimilering nu skrider meget hurtigt frem.
10. Det matematiske aksiom, at kun størrelser, der er lig
med
samme størrelse, er lig med hinanden, er, når alt kommer til
alt,
nøglen til al harmoni. Kun når Amerikas forskellige
folkeslag
aktiveres af en fælles impuls, vil noget, der ligner harmoni,
kunne
etableres. Dette gælder også for den øvrige verden og for
hvert
individ. Kun når alle de kræfter, der er involveret i en enkelt
eller mange organismer, animeres af én og samme impuls og
bevæger sig i enhed mod et givet mål, er der fuldkommen harmoni til
stede.
Der er ingen tvivl om, at Jung i sit arbejde ramte noget meget
centralt med hensyn til alle tings harmoni, da han fortalte om
sine erfaringer med at trække sig tilbage til en hule. I mange
egne af Indien trækker folk sig tilbage til huler for at være i
fuldkommen stilhed til udarbejdelsen af en bestemt
konklusion om visse afgørende faktorer. I alle de tilfælde,
hvor rapporter herom har været tilgængelige, har man fundet,
at man, når man er i fuldkommen ro i forhold til
omgivelserne, træder ind i sit livs største aktivitet. Man ser
længere frem, jo længere ens visioner strækker sig fremad.
Man ser tværs igennem det materielle eller fysiske til det, der
betegnes som en fuldendt tilstand, hvori enhver aktivitet er
harmonisk. Det, man da ser som noget sandt universelt, er
blot forbundet med tingenes verden. Det vil ikke sige, at
verden er underkastet det spirituelle eller åndelige, men blot
beslægtet med dets oprindelige tilstand, og den åndelige
verdens fuldkommenhed bliver da straks manifesteret. Denne
aktivitet, der er i fuldendt harmoni, arbejder under disse
menneskers vejledning til fuldkommenhed.
I realiteten er det den samme procedure, alle mennesker
følger, når de anvender et princip. Det er nødvendigt først at
forlade den ydre form, hvorigennem princippet udtrykkes,
indtil man klart skelner tendensen i det princip, der er tale
om. Princippets tendens forbindes dernæst med den ydre
form, hvorefter vi får harmoni og rytme i musik, de rette
opgaveløsninger, fuldendt arkitektur, fuldendte malerier og
perfekte statuer. Alle disse manifestationer skabes ud fra
individets evne til at identificere sig selv med den
tilgrundliggende realitet, og denne realitet eller virkelighed
frembringes dernæst i sin form med den samme skønhed og
harmoni, der ligger i selve princippet.
Dog vil disse mennesker sige, at det ikke er nødvendigt, at
alle mennesker bliver ligesom de for at komme til at leve i
dette harmoniske forhold til omgivelserne, men at denne
tilstand kan etableres i almindelige menneskers liv. For deres
eget vedkommende bringer de sig med fuldt overlæg i denne
situation for at finde ud af, hvad der sker, og for at nå frem til
en endelig konklusion. Når de har nået en sådan konklusion,
er de i stand til at belære andre, men de lærer dem ikke at
gøre det samme, som de selv har gjort. De lærer andre, at det
samme kan ske i praksis, at det ikke er nødvendigt at
tilbringe mange år i meditation for at nå frem til den ønskede
holdning, fordi de har fundet en kortere metode eller en
lettere måde, dvs., at i samme øjeblik man bliver stille, da er
man i harmoni eller i overensstemmelse med princippet. Og
fra samme øjeblik vil der ske en stadig fremgang. Den
tankemæssige indstilling ændrer sig fra forvirring til
harmoni, og uoverensstemmelser ses ikke. Følgelig har man
hævet sin krops vibrationer til en vibrationsfrekvens, hvor
uoverensstemmelser ikke længere eksisterer.
14. Hvis ét menneske er i stand til at opnå denne tilstand, så
kan alle, men ikke alle behøver at gå den lange og
møjsommelige vej. Når først et faktum er afdækket, behøver
man blot at acceptere dette faktum. Mestrenes tanke er: Vi
har gennemgået den proces, der førte til opdagelsen af et nyt
faktum, og vi ved, hvad de afgørende faktorer er, men resten
af menneskeheden behøver ikke selv at gøre samme
opdagelse. De kan nøjes med at acceptere det, der er blevet
erkendt. Derfor er det ikke nødvendigt, at masserne sidder i
samadhi, og de udtrykker dette ved at sige, at ét menneske,
der sidder i samadhi, er i stand til at lære andre, hvad han er
fundet frem til. Alle kan godt praktisere samadhi, hvis de har
lyst til det, skønt det ikke er nødvendigt af følgende grund:
Hvis man accepterer de forhold, der er blevet afdækket,
finder en vis udjævning sted, - der skabes en vital tilstand,
hvori man ser tingene mere klart. Ved at begynde med den
allerede erkendte viden bliver det lettere at indstille sig på
stilheden eller på de harmoniske omgivelser og
kendsgerninger. Ved således at følge de konklusioner, der er
nået af andre, der har taget de indledende skridt, bevæger
man sig direkte frem til den samadhiske tilstand. De, der har
fulgt hele vejen frem til denne tilstand, optræder som
vejvisere eller lærere. Som de selv siger, er det ikke
nødvendigt at følge læreren skridt for skridt, for de har banet
vejen. De har realiseret den tilstand, som dernæst er blevet
almindelig, således at vejen står åben for alle.
Dette er sandheden bag Jesu soning på andres vegne. Han
forklarede som banebryderen, at vi er ét med Faderen,
ligesom han var ét med Faderen. Vi behøver ikke at kæmpe
os tilbage til denne tilstand, for han afslørede det som et
etableret faktum. Vor del består blot i at antage det, han
beviste som værende sandt. Vi behøver ikke at bevise, at
summen af alle vinklerne i en trekant er lig to rette vinkler,
fordi det én gang er blevet bevist. Når det er et faktum, man
er fundet frem til, behøver vi blot at acceptere det. Hvis dette
ikke var tilfældet, ville hver især være nødt til for sig selv at
bevise alt inden for matematikken, mekanikken, kunsten etc.
Men når andre én gang har bevist disse ting, træder vi ind i
deres arbejde og begynder, hvor de slap, og går fremad til
næste stadium inden for det pågældende princip.
Jo større en gruppe er, eller jo større et antal personer, der
deltager i en gruppe, jo større bliver dens indflydelse. Og jo
større indflydelse, des større kraft. Man siger således, at hvis
en gruppe på et hundrede sad i samadhi eller fuldkommen
stilhed, så ville den påvirkning, der skabtes, være
tilstrækkelig for tusinder. Derfor ville tusinder blive opløftet
til en højere erkendelse gennem de et hundrede.
Det er på dette punkt, yogierne spiller en væsentlig rolle. De
giver med fuldt overlæg en vis del af deres liv til at udsende
denne påvirkning, især når det gælder legemlig
fuldkommenhed. Man siger ofte, at det ikke er nødvendigt,
at alle gennemgår yogasystemet for at nå legemlig
fuldkommenhed, fordi nogle er gået hele vejen og har gjort
fuldkommenheden mulig for alle. Det var det samme, der
kom til udtryk, da Jesus gav sit liv på korset. De vidste,
ligesom Jesus, at de ikke opgav livet. De gav en vis del af
det til et højere formål, således at alle kunne få mulighed for
at erkende og følge det. De blev banebrydere eller lærere, og
de, der dernæst kunne føre udviklingen videre, ville komme
endnu længere og i større skridt ad gangen.
Dette er baggrunden for udtalelser om, at det ikke er nødvendigt at gennemgå
alle de mange stadier i yogaen. Mange
når igennem disse stadier på blot nogle få timer, fordi de får
øget kraft via dem, der har ofret længere tid og flere kræfter
på denne tjeneste. Der er visse udvalgte grupper, der arbejder
med dette hele tiden. Denne påvirkning kan opfanges, idet
den udsendes fra forskellige grupper og centre hele tiden.
Denne påvirkning opfanges på det åndelige plan akkurat som
radiomusik opfanges på det elektriske plan. Men medens
radiomusik, der opfanges fra det elektriske plan, høres og
føles på det materielle og mentale plan, så manifesterer disse
åndelige påvirkninger sig på alle lavere planer, fordi det er
noget altomfattende. Det foregår alt på et åndeligt plan, et
universelt plan, der fungerer i fuldendt harmoni med sig selv,
når det enkelte individ vågner op og ser, hvad det egentlig er.
Kontakten skabes ikke ved at søge mestrene eller deres
påvirkning, men ved at søge det plan eller niveau, hvor den
harmoniske tænkning og åndelige påvirkning foregår, der
gennemtrænger tid og rum.
En linie har tilsyneladende to modsatte ender, men bringer
man disse ender sammen, har man en cirkel, hvorved de
modsatte ender forsvinder. Udvider man cirklen, har man en
fuldendt sfære, der har et komplet, synkroniseret forhold
mellem alle grundstoffer. Som Millikan siger: "Det
kosmiske bliver til vor globus." Man har da fuldendt cirklen
på alle måder og skabt fuldendt harmoni. Et punkt bliver til
en linie, linien bliver til en cirkel, og cirklen bliver til en
globus. Dette gælder enhver tankerække, og gennem den
fortsatte proces, der sætter alle ting i relation til enheden i
stedet for at adskille alting, etableres harmoni og enhed eller
"målrettethed".Når den enkelte opnår tankekoncentration, går man ind i den
samadhiske tilstand, og da begynder man for alvor at præstere noget, - man får
en entydig "målretning".
Man bør dog huske på, at denne koncentration eller "målrettethed" er en udvidet
og ikke en sammentrængt tilstand. Den
skabes ud fra princippet om at sætte alle ting i relation til
hinanden snarere end ved den misforståelse, det ville være at
udelukke noget. Samadhi giver individet mulighed for at se
direkte igennem alting til helheden, sandheden eller
princippet.
Dette eliminerer det begreb, man opererer med i Vesten, om
bevidsthed og underbevidsthed I virkeligheden er der kun én
bevidsthed, som vi kunne kalde superbevidstheden. Det er
det niveau, hvorpå bevidsthed og underbevidsthed er i
harmoni med hinanden. Da er man sig alle ting bevidst. Da
findes der ikke nogen adskillelse, og hvis der ikke er nogen
splittelse, er vi i fuldkommen og bevidst harmoni.
Bevidsthedens opdeling i det bevidste, det underbevidste
osv. blev i begyndelsen fremsat som en hjælp i
undervisning. Men nu er det det modsatte, der er tilfældet.
Vi kan bedst forstå sindet og bevidst gøre fremskridt i
åndelig udfoldelse ved at tænke og arbejde ud fra ideen om
én bevidsthedstilstand. Opdelingerne indgik i
undervisningen af symbolismen, som nu hører fortiden til.
Det har måske nok været en nødvendig klassifikation i den
pågældende periode, men menneskeheden har nu fuldstændig arbejdet sig ud af
symbolismen. Vi accepterer alle symbolers harmoni med hinanden. Når vi bliver ét
med
denne entydige tankeholdning, begynder vi at se resultater.
Jeg har talt med mænd, der har ydet en betydelig indsats, og
fundet ud af, at de for størstedelen arbejder ud fra den
entydige tankegang og i bevidstheden om, at alle ting er til
stede og til rådighed hele tiden. Det har været deres
indstilling, og det er selve den holdning, der for tiden er ved
at blive så dominerende, at vi vil komme til at opleve, at den
ændrer hele vort økonomiske system. Hvis vi kunne blive
helt og holdent ét med den tanke, ville der ikke blive nogen
modstridende hensigter. Energiforbruget ville blive 90
procent mindre. Denne energi vil hurtigere og i stadig større
målestok blive brugt til højere og større formål i stedet for at
blive spredt på forskellige forsøg på at tage fra andre, hvad
man selv har brug for. De virkelig store personligheder
behøver aldrig at gå ud og tage fra andre for selv at kunne
frembringe noget. For dem er alt det, der eksisterer, deres
ejendom, og det, der tilhører dem, kan de frit bruge.
TIL BRUG FOR UNDERVISEREN
Pkt. 1 og 2. Ethvert princip, vi beskæftiger os med, tager udgangspunkt i en
bestemt forudsætning, og kun hvis man
holder sig til denne grundliggende forudsætning, er det
muligt at opbygge noget. Årsagen til, at menneskelivet
tilsyneladende er gået i opløsning, er, at mennesket har
fornægtet livets grundliggende faktum, som går ud på, at
hele det universelle system består af én enhed, og at
mennesket er en integreret del af dette system. Mennesket er
på ingen måde adskilt fra universet, - det er udelukkende
menneskets egen opfattelse af, at det skulle være et isoleret
væsen, der har forårsaget, at det har mistet sin retmæssige
plads og autoritet.
Pkt. 3 og 4. I disse afsnit kan det klart pointeres, hvorledes
dualiteten udviklede sig, og på samme tid hvorledes den kan
overvindes.
Pkt. 5 og 6. Individets "jeg" er det centrale i menneskets
natur, den egentlige identitet. "Er" betyder det, der omgiver
dette "jeg" - den individuelle identitet med alt, hvad den
omfatter. "Jeg'et er en positiv hævdelse, og betegnelsen
"er" dækker det kvalificerende element. "Jeg" er maskulint,
og "er" er det feminine princip. "Er" bringer det til verden,
som det favner eller undfanger. "Er" -elementet må være
ubesmittet i sin favnelse, hvis mennesket skal frembringe
åndens frugter. Den sande brug af ordene
er: "Jeg", som er min identitet i ånden, og "er", som er det,
der favner og omfatter alt det, der findes i Gud. "Jeg er den,
som jeg er" er ensbetydende med Gud. Jeg kan i realiteten
aldrig blive noget andet end den, som jeg er i ånden. "Jeg er
den, som jeg er, og der kan ikke være noget andet jeg for
mig."
Pkt. 7 og 8 giver rig lejlighed til at demonstrere
nødvendigheden af og fordelen ved at bringe alle ting i
harmoni med hinanden. Det er naturligvis umuligt at
harmonisere alting i vor egen tanke og opfattelse, men vi
kan i det mindste anerkende det faktum, at om en ting
eksisterer overhovedet, da må den til en vis grad indeholde
elementer af helheden. Ved at se det i forhold til helheden og
at harmonisere det med altet undgår vi i det mindste den
disharmoni, der opstår i vor egen natur, hvorved vi bevarer
vort eget forhold til helheden. "Guds veje er uransagelige",
og skønt vi ikke helt kan se, hvorledes alle ting arbejder i
fuldendt harmoni med det universelle mål, så kræver det dog
ikke så megen fantasi at indrømme, at det må være sådan i
betragtning af Guds sande væsen.
Pkt. 9. Der findes ingen disharmoni i universets naturlige
orden. Enhver disharmoni ligger i vor reaktion mod det, vi
forestiller os er forkert eller ikke på sin rette plads. Det er
kun i samme grad, som vi er ude af trit med tingenes
faktiske tilstand, at der opstår disharmoni i vor egen natur.
Disharmonien eksisterer ikke udenfor, men inden i vor egen
natur. For at undgå denne disharmoni må vi bringe os selv i
harmoni med den åndelige virkelighed, der ligger bag det
ydre. Amerikas forskelligartede tanker er blot et symbol på
den forskel, der findes i de enkelte amerikaneres tankegang,
og der vil finde en harmonisering sted, efterhånden som vi
bevæger os fremad mod det fælles mål.
Pkt. 10 er en illustration af pkt. 9.
Pkt. 11 og 12 viser klart, hvorledes harmoni kan skabes. De,
der når de store resultater, lader sig ikke påvirke af verdens
gøren og laden, men beskæftiger sig alene med det, der bør
gøres.
Pkt. 13, 14 og 15 demonstrerer klart den genvej, der er skabt
til åndelige resultater, og skulle gøre det klart, at man for
stedse kan befri den enkelte fra den opfattelse, at man må
gøre sig en mængde anstrengelser, før man kan nå frem til
en åndelig afklaring. Den enkelte må acceptere sin åndelige
tilstand som et resultat af det, som alle vore afklarede lærere
lige fra tidens begyndelse har erkendt, og selve denne
afklarede indstilling er i sig selv en præstation.
Pkt. 16 og 17 giver på udmærket måde lejlighed til at
understrege den værdi, der ligger i individuel eller gruppevis
meditation om åndelige ting. Dette udgør det egentlige og
grundlæggende arbejde i enhver gruppe eller klasse, og
negligerer man dette, mister man af syne den mest
betydelige styrke i opbygningen af et åndeligt herredømme i
styreform eller individuel kraft til at opfylde hverdagens
krav.
Pkt. 18 og 19 illustrerer samme emner som omtalt i pkt. 13,
14 og 15.
Pkt. 20 og 21 illustrerer princippet i harmoniseringen og kan
med fordel belyses med eksempler.
Pkt. 22. Dette afsnit bør for stedse eliminere elevens
forestilling om, at koncentration er en tilstand, hvori man
mentalt fikserer eller indstiller bevidstheden på tanker, ideer,
billeder eller objekter. Koncentration er en udvidet
sindstilstand, hvori man fornemmer alle tings entydighed og
enhed i modsætning til forsøg på at udelukke noget fra
tanken. Det er en proces, hvori man sætter alle ting i relation
til den egentlige oprindelse.
Pkt. 23 og 24. Den såkaldte underbevidsthed er blot en
reaktionær forestilling i intellektuel tankegang, som har
afskåret en person fra den naturlige aktivitet, der udgår fra
en universel tankegang. Der findes ingen hvirvler i en
vandstrøm, medmindre dens direkte forløb på en eller anden
måde forhindres, og således bliver der ikke tale om nogen
underbevidst tanke, når strømmen af
afklarede tanker forløber uden hindringer. Når man bevæger
sig i selve livets strøm, har man kun fornemmelsen af en
vidunderlig bevidsthed om virkeligheden.
Pkt. 25 er illustrerende og kan udvides alt efter
underviserens egen viden.
Kapitel IV,
GRUNDLAGET FOR EN FREMTIDIG ÆNDRING I SAMFUNDSSTRUKTUREN.
Når vi tager fat på dette emne om en ændring i samfundets struktur, vil vi
begynde med Hawaii og situationen der. Der er en stor lighed
mellem tankegangen hos det hawaiianske folk og vort eget amerikanske, især når
det drejer sig om tanker baseret på erfaringer. Man
kan anbringe en hawaiianer hvor som helst på havet, og han vil altid kunne
orientere sig. Aldrig er de taget ud i deres kanoer, uden at
der har været mindst én i hver kano, der kunne orientere sig så godt, som havde
de haft verdens bedste kompas om bord. Det var de
øvriges opgave at håndtere båden og denne enes opgave til enhver tid at
navigere. De har bevaret denne evne ned igennem tiderne.
Engang bragte vi en hawaiianer med ud i Atlanten, hvor han aldrig havde været
før, og vi konstaterede, at han var født med denne
orienteringsevne. Vi satte ham i en båd sammen med søfolk, der intet kendte til
navigation, og han styrede dem frem til Kap-Verde-øerne hundreder af kilometer
derfra. Hawaiianerne sidder lige så stille og finder uden videre en løsning. De
benytter denne evne ganske
bevidst.
Den store opfinder-evne, som amerikanerne besidder, er en funktion af den samme
evne. Forskellen ligger hovedsagelig i de områder,
evnen rettes imod, og vi benytter denne evne i langt højere grad, end vi selv
gør os det klart. Når vi ved, hvordan vi fungerer ifølge vor
natur og dernæst bevidst begynder at arbejde i harmoni med os selv, vil vi gøre
langt større fremskridt i alle retninger. Har du aldrig
observeret, hvorledes du på visse måder
ofte handler efter en indre fornemmelse eller tilskyndelse og
så bagefter finder frem til argumenterne derfor? Mange
mennesker prøver på at argumentere på forhånd, men så
kommer de aldrig videre end til at gruble, for der er ikke
nogen åbenbar løsning på noget, før man har gjort det.
Fornemmelsen af, at noget kan gøres eller bør gøres, eller at
det var bedre på den og den måde, er den første form,
hvorunder denne evne gør sig gældende, og hvis man så
stopper op i stilhed, kommer resten af sig selv og
kompletterer hele aktionsplanen. Og på det tidspunkt kan
den intellektuelle forklaring eller de tanker, der definerer
processen, let formuleres. Den ræsonnerende tanke, som vi i
almindelighed kender den, bevæger sig kun inden for de
områder, den kender på forhånd, men tanken er aldrig
komplet, før denne anden evne er taget med i betragtning.
Den nye samfundsorden vil komme på samme måde som
opfinderens ideer. Den vil så at sige komme som en
tankeåbenbaring, hvorefter den vil blive formuleret og ført
ud i livet. Menneskets beskrivelse af denne nye orden vil
først blive fuldført, efterhånden som systemet kommer til at
fungere. Fornuften er beskrivende, men denne anden evne
ser ud over og fører videre end fornuften og åbner vejen for
en højere form for fornuft.
4. Dette er ikke en fase, der kan betegnes som noget
superbevidst, som nogen kalder det, eller som noget
underbevidst. Det er evnen til at trænge igennem til begge.
For hawaiianerne er det noget helt bevidst. Det bringes frem
ved involution - en tilbagevenden til det oprindelige. Det er
en gave til dem, og den udvirkes igennem dem. Dengang, de
bevægede sig til fods rundt på øerne, dvs. før de havde
nogen former for transport, droges de til steder, hvor der var
behov for dem. Jeg har set fyrre eller halvtreds hawaiianere
vandre tværs over øen, hvor de fandt nogle af deres folk i
vanskeligheder. Og somme tider kom deres venner fra den
anden side af øen over til dem. De svigtede aldrig. De var i
stadig kontakt med hinanden hele tiden. Jeg har spurgt dem ud om dette forhold,
men de tænker ikke på det som noget
særligt. De fungerer simpelt hen på denne måde, fordi de
aldrig har tænkt på det som andet end en naturlig ting.
Hvis de mennesker, der boede på den ene side af øen, kun
tænkte på sig selv, ville de ikke bekymre sig om, hvad deres
venner på den anden side kunne trænge til. De er forenede i
fælles interesser og bekymrer sig om, hvorledes mennesker
omkring dem har det, og det er denne interesse for andre, der
gør dem følsomme over for de behov, der opstår hos
mennesker uden for deres egen kreds eller lokale område.
Opstår der et behov eller nød blandt deres fæller, så drager
de denne følelse af behov til sig ved hjælp af den sympati,
der forbinder dem og gør dem til ét, og således kommer den
ene gruppes behov øjeblikkelig til en anden gruppes
kendskab. Selviskhed og egoisme adskiller os og isolerer os
fra den øvrige del af menneskeheden, og denne følelse af
isolation gør mennesker immune over for andres behov,
hvorved den sociale balance forstyrres. Det er på denne
måde, det går til, at der udvikler sig stadig større behov hos
én gruppe, mens en anden udvikler stadig større overflod,
således at balancen i hele samfundsstrukturen forskydes, og
der skabes krige og modsætningsforhold. Kan I forestille jer
to grupper, der går i krig, hvis hver især bestræber sig på at
møde den anden gruppes behov? "Naturen har en rædsel for
det tomme rum," og ligesom voldsomme storme og uvejr
opstår på grund af ekstreme forskelle i lufttryk, således
opstår krige primært på grund af ekstremer i de
menneskelige vilkår.
Den evne, som hawaiianerne besidder, består hovedsagelig i
en erindring, der går tilbage til tidligere generationer. De har
aldrig været den foruden. Der findes ikke nogen barriere
mellem dem og deres forgængeres liv. De siger selv: "Vi har
ikke levet på dette sted altid, men vi ser altid alle disse
steder som fra ét udgangspunkt. Vi har aldrig været adskilt
fra det. Vi behøver blot at være stille, så ved vi, hvor vi vil
hen."
Det er på en måde det samme instinkt, som dyrene bruger,
men ligesom mennesket er en langt højere stående skabning
end dyret, således er også alle dets evner langt mere
udviklede. Hos dyret er der tale om et instinkt, men hos
mennesket er det en langt finere evne, som kan betegnes
intuition eller en form for
åndelig skelnen eller klarsyn, om man vil. Dyret besidder
kun denne evne i en vis grad, men for menneskets
vedkommende er den helt suveræn. Mennesket kan se klart
for sig nøjagtigt det, han vil opnå eller skabe. Dyret bevæger
sig på det område, som det kender, men mennesket kan
bevæge sig, hvorhen det vil, uden at være bundet af det
kendte.
Man kan ikke med bestemthed fastslå, i hvor høj grad denne
evne kan føre dyret ad nye veje, men vi er helt klare over, at
det er denne evnes primære funktion, der har banet vejen for
de fremskridt, der er sket inden for alle områder af
menneskets udvikling. Den eneste forskel, der er mellem de
mennesker, der har skabt de store fremskridt, og de, der
forbliver i middelmådigheden, er den, at de "store ånder"
beskæftiger sig meget lidt med det, der tidligere er gjort,
eller med det, der kan stå i vejen af hindringer eller
tilsyneladende fornuftgrunde, men koncentrerer sig
udelukkende om det, der kan eller bør gøres. De, der i deres
tanker og følelser retter blikket bagud og nægter at lade
denne evne række frem og nå ud i det uopdagede, ødelægger
denne evne i sig selv og lukker sig derved inde i
begrænsningernes fængsel. Men man bør notere sig, at dette
fængsel blot er et udtryk for deres egen naturs tilbageslag
eller refleks. Geniet er den, der går fremad trods ydre
betingelser og konditioner, og som til enhver tid udvikler og
udvider den nyskabende kraft.
Muligheden for at benytte denne evne til ubegrænset frem-
skridt er til rådighed for enhver. Alle kan benytte den.
Hawaiianerne er sig den langt mere bevidst end andre folk,
vi kender til, med undtagelse af polyneserne. De kan komme
til Hawaii på besøg over en afstand af et par tusind
kilometer. De ægte polynesere og hawaiianere er ægte
kaukasere. Det ser ud til, at denne evne gør sig afgjort
gældende hos den ægte kaukasiske race. Hvis de ikke
undertrykker den ved at tvivle på dens eksistens eller lade
den standse af tilsyneladende begrænsninger, synes den at
blive stadig stærkere.
10. Det var det samme, Theodore Roosevelt mødte i
Afrika, og
det forekommer også i Alaska og Sibirien. Da jeg i 1905
rejste ud for at bringe hjælp til Amundsen, var der ikke tegn
på noget spor overhovedet, men da vi var ca. 15 kilometer
fra den pågældende landsby, kom beboerne os i møde og
kunne fortælle os, hvor mange hunde og slæder vi havde og i
store træk alt om vort selskab og dets udstyr.
Grunden til, at amerikanerne ikke ejer denne evne, er den, at
de har alt for mange bekvemmeligheder. Vi har blot ladet
den slippe fra os og ikke bevidst gjort noget for at bevare
denne evne. Underbevidst eller ubevidst har amerikanerne i
høj grad denne evne, og de fleste amerikanere har haft
erfaringer med den, men de viger tilbage fra at bruge den i
almindelighed eller at sige noget om den.
Gennemsnitsamerikaneren mener, at det er et tegn på, at man
er lidt til en side, hvis man foreslår noget, der ikke synes at
være en åbenbar grund til. En sådan indstilling er et resultat
af uvidenhed om menneskets sande evner og det mest
væsentlige middel, mennesket besidder, til at opnå resultater.
Det er menneskets manglende tro på sig selv og på denne
evne, der holder det tilbage. "Hvis I blot tror og ikke tvivler,
er intet jer umuligt," sagde Jesus. Denne evne er den
primære forudsætning for sund tænkning, medens de øvrige
tankeprocesser, man normalt forlader sig på som den eneste
basis for intelligent tænkning, er sekundær. Store resultater
er blevet hentet hjem fra områder, der lå uden for fornuftens
grænser, og ræsonnementerne derfor viste sig først bagefter.
Sund fornuft etableres ved først at skue klart frem gennem
begrænsningerne og fange et glimt af det, der ligger hinsides
det åbenbare, og som dog er fuldt muligt, og ved dernæst at
opbygge de ydre ræsonnementer efterhånden som disse
kendsgerninger udarbejdes. "Læg viden til troen," siger
skriften, men de fleste af os forsøger at finde frem til troen
ved først at vide alt om en ting på objektiv måde.
På samme måde lader vi andre tænke for os. Vi slår vor lid
til andre, når det kommer til at udtænke alle ting og til at
give dem
form, og vi forlader os dernæst på det færdige produkt. Den,
der frembringer og skaber bliver dygtigere og dygtigere, og
den afhængige bliver mere og mere afhængig. Det var det,
Emerson mente, når han refererede til den kendsgerning, at
det, vi vinder på ét område, tabes på et andet. Vi har
urværker, men vi har mistet evnen til selv at finde frem til,
hvad tid på dagen det er. Det at forsømme sin egen udvikling
ved at være afhængig af noget uden for sig selv er
ensbetydende med at svække sin egen natur.
De kaldæiske astronomer fandt frem til deres oplysninger om
astronomi ved brugen af intuition - eller evnen til ad tankens
vej at trænge igennem til kendsgerningerne. De forlod sig
fuldstændigt på denne evne og udarbejdede dernæst alle deres teorier. De gamle
kaldæere medtog det, de fandt frem
til ved hjælp af denne evne, i deres historie, og den har altid
været åbenbar. Dens påvirkning eksisterer stadig, og hvis vi
ønsker at gøre brug af den, behøver vi blot at gøre os til ét
med den.
Dette er "sjælens øje", som mystikerne skrev om. Med dette
"øje" har menneskene læst og vil vedblive med at læse de
"aka-shiske" optegnelser. På samme måde kunne vi måske
opfatte ting, der sker et stykke borte fra os eller med lysets
hastighed ( 300.000 km i sekundet) forudse fremtidige
hændelser. Det hænder for os fra tid til anden i forbindelse
med et jordskælv eller anden ekstrem begivenhed.
"Fremtidige hændelser kaster deres skygge foran sig." Alt
sker først på et højere plan, dernæst kommer reflektionen
her. Det finder sted i den "devashanske" periode mellem
bevidsthed og form. Det er de to hoveder på gargoylen ved
tempelporten. Ser den til den ene side, må den lade vildfarelsens begrænsning få
adgang til templet, det menneskelige
væsen, - ser den ind i åndens rige, giver den adgang for
illuminationens frihed og kraft.
Hawaiianerne ejer en betydelig naturlig indsigt, og de kan
forudsige ting og anstille prognoser. Der er en bestemt
gruppe hawaiianere, der samles for at lytte sig til de
påvirkninger, der er til stede. Hvis de opfanger en
påvirkning, der ikke er til gavn, overlader de den til en anden
gruppe for at den skal modarbejde den, og således kommer
den aldrig til at manifestere sig. Hinduerne siger, at ét
menneske kan profetere, og et andet kan afværge opfyldelsen
af profetien.
I vor erfaring med hawaiianerne kunne vi ikke finde ét
eksempel på, at det ikke var lykkedes dem at afværge de
negative begivenheder, der var blevet forudsagt. Man påstår,
at de har afværget mange invasioner. De, der udførte denne
mission, trak en bestemt linie, som fjenden ikke kunne
overskride. Ofte udgør noget sådant en del af deres legender.
Til tider var det end ikke muligt for deres fjender at gå i land
på deres kyster.
Carnegie Instituttet eksperimenterede for nogen tid siden
med en gruppe indianere i Arizona. Denne gruppe trak en
bestemt linie, som ingen kunne overskride undtagen i
kærlighed. To mænd forsøgte at tvinge sig vej med magt, og
de mistede begge livet.
De, der ikke ejer illuminationen, gør sig skyldige i den
fejlagtige tro, at en profeti er uundgåelig, og at noget, der er
ved at ske, absolut må ske. "Omend der findes profetier, så
skal de ikke gå i opfyldelse," siger skriften. Profetier
kommer for det meste fra den etablerede mentalstruktur, der
umiddelbart omgiver jorden, idet den er en projektion af
menneskets egen, begrænsede tankegang. Hvis man styrer
sin opfattelsesevne mod dette felt, kan man fornemme den
retning, i hvilken denne mentale påvirkning går, og hvad det
sandsynlige resultat vil være på det materielle plan. Dette
tilhører de falske profetiers gebet og kan altsammen lægges
til side. Skriften advarer mod falske profeter, der drager
menneskenes opmærksomhed bort fra Gud. Den sande
profeti er resultatet, når man vedholdende styrer denne sans
imod det åndelige plan, indtil individet opfanger tendensen i
den universelle lov. Universets lov tilsidesætter uden
vanskelighed hvad end, der har ophobet sig af modsat art i
enkelte menneskers eller folkeslags tankegang. Dette opnås
med samme lethed, som skygger bortjages af lyset. Solen fordriver natten, og et
enkelt lys vil bortjage mørket fra et værelse, thi uanset hvor stort eller lille
et lys er, har det ubegrænset magt over omgivende mørke.
Selv en ubetydelig illumination i det enkelte individ kan
bortvejre det negative, begrænsningerne eller de falske
profetier, der omgiver det, for disse er blot vage skygger
uden nogen kraft i sig. I skal ikke acceptere profetier om
ødelæggelse eller ulykker. Se frem mod åndens sfære, så
forsvinder de.
På Hawaii var der en gruppe mennesker, der kom fra Japan,
og som bragte sort magi med sig. De påstod, de kunne bede
en person ihjel, men denne gruppe eksisterer ikke længere.
Før et menneske kan praktisere sort magi eller optræde som
antikrist, må det først være øvet i kristus-bevidsthedens
kræfter, dvs. dette menneske opnår en kristus-magt og
bruger den forkert. Resultatet af en sådan praksis er
selvødelæggelse, og samtidig med tilintetgørelsen af de
mennesker, der hengiver sig til at praktisere sort magi,
forsvinder også deres kunst.
Det mest smertelige om end ikke den hurtigste vej til
selvødelæggelse er misbrug af åndelig indsigt. Det
menneske, der fristes til at bruge denne åndelig indsigt til at
påvirke og kontrollere andre eller vinde sig fordele på andres
bekostning, bør erindre sig, at alt, hvad han udsender fra sin
egen tanke eller gennem sin tale, passerer hans eget væsen
og bliver til en magtbefaling i hans egen natur, som påvirker
ham selv på samme måde, som han havde til hensigt at
påvirke andre. Det var det, Kristus mente, når han sagde, at
himmeriges rige fandtes i os selv. Jeres væsen er et rige, der
kan styres af den eller det, I selv bestemmer jer til. Om hans
befaling accepteres af en anden, gør ikke nogen større
forskel for den, der udsender befalingen. Den modtages og
adlydes i hans eget rige, og han er sikker på det mest
fuldstændige resultat i sit eget væsen. Det rige, der findes i
den enkelte, vil kun blive et himmelsk rige, hvis han
udsender befalinger, der kommer fra himmelske sfærer eller
fra den ånd, hvori alle ting bevæger sig i harmoni for at
fremme trivsel og fremgang for alle mennesker på jorden.
"Gaven er giverens og vender tilbage til ham," hvad enten
den er god eller ond. "Som I giver, således skal der gives
jer."
En retning inden for rishi'erne i Indien er i stand til at
forudane en begivenhed, der forestår. Hvis det er en skadelig
begivenhed, bliver den straks overtaget af en anden gruppe,
der sørger for, at den slet ikke finder sted. Dette gjorde sig
også tidligere gældende inden for den jødiske race, og de
forhindrede mange stridigheder blandt deres folk på denne
måde.
Der er mange, der benytter den samme metode i dag til at
afværge ulykker. Mange mennesker udsættes aldrig for
ulykker. Vi arbejdede sammen med en gruppe på over
syvhundrede mennesker i USA, der ganske konkret
arbejdede for at afværge ulykker, og i de treethalvt år, vi var
sammen med dem, skete der ikke nogen ulykke for nogen i
gruppen. Denne gruppe er nu blevet forøget til i dag at
omfatte cirka 4000 medlemmer. De arbejder i det stille og er
ikke kendt af offentligheden.
Hvorfor skulle mennesket ikke bruge alle sine kræfter på at
arbejde for et godt formål? Ved at bevare sin evne til
forudanelse, eller hvad man nu vil kalde den, i virksomhed
inden for det åndelige felt, hvor alt bevæger sig i harmoni
henimod det fuldendte liv for enhver, udvikles der en
tilsvarende virksomhed i alle folkeslagenes tankegang. Hvis
de alle arbejdede i lydighed mod den magt, der virker for
alles vel, ville de umuligt kunne sige eller gøre noget, der
ikke var til gavn for hinanden. Med andre ord: ved lydighed
mod den højeste lov ville der ikke kunne opstå konflikter
mellem mennesker. Krige ville ikke forekomme - eller
ulykker, og ej heller noget af alt det andet, der skaber
elendighed for menneskene.
Denne evne kan bruges på forskellige måder. Der er
eksemplet med verdenskrigsveteranen, Dejong, der blev
behandlet på Letterman-hospitalet i San Francisco, og som,
skønt han var blind, demonstrerede, at han havde modtaget
denne højere illumination ved at gøre bil gennem San
Franciscos og Los Angeles'
gader. Denne unge mand havde tidligere udviklet denne
evne, men dette var blot hans pludselige opvågnen til brug af
den, - og dette sker ofte.
Dette indebærer, at hvis evnen kan vækkes, som det i så
mange tilfælde er blevet bevist, så er det, fordi den er til
stede. Hvis den er til stede, så kan man også komme til at
forstå den, og ved at styre den i den rigtige retning kan den
vækkes til sin rette brug. Vi må beskæftige os med disse ting
og gå intelligent til værks for at afdække de latente
muligheder, der ligger i vor egen natur, hvis vi vil nå op på
et plan, der svarer til mestrenes. Og der er ingen andre end
os selv, der kan gøre dette for os.
Dette kræver fuldkommen følelsesmæssig kontrol mere end
psykisk kontrol. Vi må bringes frem til en entydig
målrettethed. Når vore kræfter centreres, fungerer denne
positivt. Som Jesus sagde: "Det ene mål er Gud."
Hele spørgsmålet om vor sociale reorganisering centrerer
omkring en dybere forståelse og indsigt. Mennesker må lære
at udvikle denne evne. Dette vil blive den sociale
reorganisation: At have indsigt nok til at gøre de rette ting på
de rette tidspunkter. Det vil hjælpe os nu at fastholde tanken
om altid at foretage de rette handlinger. Vi vil nå til et punkt,
hvor vi vil være sikre på, at det, vi gør, er det rette, og at
tidspunktet er det rette. Dette er det væsentlige i fremtidens
sociale funktion.
TIL BRUG FOR UNDERVISEREN
Denne lektion beskæftiger sig med det motiv, ud fra hvilket
den nye sociale orden vil udvikle sig og opstå af disse
skiftende tider, og som vil vende tilbage til menneskets
primære evne til at skelne tingenes åndelige tendens fremfor
at forlade sig på fortidens intellektuelle normer og materielle
værdier. Vore tidligere erfaringer har på en måde sløvet
denne åndsevne, og den må nu genopvækkes, hvis vi skal
kunne indstille os på den retning, hvori de universelle love
bevæger sig.
Pkt. 1 og 2 viser, hvorledes de mere primitive racer, som vi
kalder dem, har en sans, der på visse måder er højerestående
end vore, og viser, hvorledes de på nogle områder er bedre
farende end vi.
Pkt. 3 viser, på hvilket felt denne evne mest klart fungerer
hos os, men den må udvides i åndelig retning, hvis vi skal få
det bedst mulige ud af vore muligheder.
Pkt. 4 og 5. Denne evne kan betegnes forskelligt, men i den
mystiske videnskab kaldes den "den penetrative sans" eller
evnen til at presse eller lede tanken ud på nye områder. Når
den styres mod sit højeste formål, vil den lede os frem til
åndelige værdier på samme nøjagtige måde, som den har ført
os frem til geniale opfindelser.
Pkt. 6, 7 og 8 forklarer sig selv, men kan udbygges alt efter
omfanget af underviserens viden.
Pkt. 9, 10 og 11 giver lejlighed til klart at vise, hvorledes
menneskets tankegang forplumres ved alt for megen
bekymring om tingenes virkning, og viser hvorledes den kan
klares op ved at rette tanken tilbage mod årsagerne.
Pkt. 12 skulle give sig selv, men giver rig lejlighed til
uddybning. Pkt. 13 kan behandles på samme måde.
Pkt. 14 vender tilbage til samme kategori som pkt. 1 og 2.
Pkt. 15 og 16 trækker i nogen udstrækning de muligheder
frem, der er forbundet med denne evne, og ligeledes de
områder, hvori den normalt gør sig gældende. Man kan sige
mere om, hvad denne evne egentlig består i. I sin enkleste
form er det den tankefase, der ser bagud for at fastslå, hvad
vi gjorde i går, eller hvad vi håber på at kunne i morgen ...
den simpleste form for opmærksomhed. Hvis vi retter tanken
mod formen, opdager vi kun dens komplikationer, men
retter vi den mod det åndelige, udvider den sig til det, der
omfatter den åndelige virkelighed.
Pkt. 17 bringer nogle af de muligheder frem, der åbner sig
ved denne evnes brug. Dette kan i høj grad uddybes og kan
blive til stor gavn for eleven, hvis han vil rette sig efter de
råd, der ligger heri. Pkt. 18 behandles i samme forbindelse.
Pkt. 19. Det, der bør gøres klart opmærksom på i dette
afsnit, er, at en profeti ikke er nøjagtig, når den er baseret på
det psykiske eller fysiske plan. Noget, der er helt organiseret
på det psykiske plan, kan vise sig på det fysiske plan,
medmindre det tilsidesættes ved en direkte anvendelse af
åndelig autoritet. En sand profeti proklamerer de
konstruktive resultater, der følger af den autoritative
anvendelse af klarlagte åndelige bevægelser.
Pkt. 20. Det tåbelige i at misbruge åndelige kræfter skulle
stå klart for enhver, men det bør bringes til at gøre et tydeligt
indtryk på hvert individ som en
selvopholdelsesforanstaltning. Den vane, der udvikler sig i
mange metafysiske kredse, og som går ud på at påvirke folk
til at gøre andres vilje, er sort magi i sit allerførste stadium
og kan kun føre til kaos.
Pkt. 21 bør behandles i forbindelse med pkt. 20.
Pkt. 22 og 23 kan behandles som pkt. 19 og kan udbygges
yderligere under instruktørens ledelse.
Pkt. 24 taler for sig selv, men giver praktisk mulighed for at
vise grundlaget for det reelle samarbejde, der skal til ved
indførelsen af tingenes nye orden. Den åndelige aspirants
sande motiv er i harmoni med det universelle motiv, der
arbejder lige godt for helgen som for synder, rig og fattig,
trællen og den fri, og i et fælles motiv kan der ikke opstå
uenighed eller strid, og derfor heller ikke krig. "Hvis flere
faktorer er lig den samme størrelse, er de også lig med
hinanden," og dette er grundlaget for universel enhed.
Pkt. 25 og 26 giver lejlighed til at indprente hver enkelt elev
det faktum, at der ikke er nogen, der nogensinde har udviklet
eller udtrykt såkaldt usædvanlige kræfter eller evner, men at
den samme potentielle kraft eller evne er til stede i enhver,
og det er den enkeltes sag at udvikle sine egne evner, hvis
han skal kende omfanget af sin egen sjæl.
Pkt. 27. Man kunne skrive en hel bog om nødvendigheden af
selvkontrol. Den er lige så væsentlig for individets kraft og
fremgang, som det at organisere og anvende energi er
væsentligt for mekanisk kraft. Uden den er der ikke nogen
praktisk kraft til rådighed til konstruktive formål på nogen af
disse områder.
Pkt. 28 kan suppleres ud fra den enkelte undervisers
kapacitet.
Kapitel V,
DET TALTE ORDS MAGT.
Det talte ord har stor magt, men én ting er sikker: Vi må
udvælge ordene og dernæst give dem magt. Der er ikke
nogen magt i et negativt ord, medmindre vi udvælger ordet
og giver det magt. Det har ingen magt i sig selv. Ordet far sin
magt tildelt af den, der udtaler det. Men naturligvis er den
tanke, der går forud for ordet - efter Østens filosofi -
vigtigere. Følgelig kan tanken være den motiverende kraft
bag det talte ord, og på denne måde tilsættes der magt, så
ordet - som mestrene udtrykker det - må træde frem og være
skabende.
Hvis et ord på den anden side udtales tilfældigt eller uden
tankekraft, skaber det intet. Ved udvælgelse af det samme
ord kan den magt, der gives det gennem tanken, ikke undgå
at skabe netop det, den blev udsendt til. Det er baggrunden
for, at de fordrer en sådan udvælgelse af det talte ord og for
deres udtalelse om, at det talte ord altid er selektivt.
Den magt, vi sætter bag ordet for at opnå en virkning, må
være den energi, vi selv opfatter. De siger det på denne
måde, at ikke den energi, vi giver ordet, men den energi, der
skal til for at opfylde ordets hensigt, er det, vi opfatter og
modtager.
Jesus sagde: "Mit ord er ånd og liv, og det opfylder det,
hvortil det blev udsendt." Ånden er den skabende kraft i
universet, og vore ord er kun magtfulde i samme grad, som
denne ånd er den skabende kraft bag dem. Det er den
aktivitet, der ligger i naturens kraft, der far frøet til at spire,
for intet frø har nogen magt i sig selv. Det er et
opbevaringssted eller et redskab for denne kraft. Det samme
gør sig gældende med hensyn til ord. Skriften siger: "Ordet
er som et sædekorn," og åndens kraft virker på ordet,
ligesom naturen gør det på sædekornet. Vor bevidsthed eller
fornemmelse af ånden er det centrale i dette spørgsmål om
ordets magt. Intetsigende og tomme ord er uden kraft og
skaber ikke noget, selv om de på en vis måde kan være
medvirkende til den hypnotiske tilstand. Frygter man
negative ord, øger man blot deres hypnotiske energi og øger
derved den påvirkning, der udgår fra negative ord. Den magt,
der ligger i uvidende eller intetsigende ord, består blot i, at
de kan intensivere menneskesindets hypnotiske tilstand, men
de ændrer overhovedet ikke noget ved den oprindelige,
skabende kraft. Den magt, der tillægges negative ord, er blot
en modernisering af den gamle opfattelse af djævelen og er
et direkte brud på den kendsgerning, at der ikke findes nogen
anden magt end Gud. I den universelle udvikling findes der
ikke nogen magt, der står i modsætning til det absolut gode.
Det, der synes at stå i modsætning hertil, eksisterer i vore
egne tanker, som ofte arbejder i modsat retning af den
guddommelige hensigt. Universets skabende udvikling, eller
Guds vilje og hensigt, går i retning af en ophævelse af
uvidenheden på samme måde, som lyset ophæver mørket;
5. Vi har set dem - "dem" brugt i denne forbindelse refererer
altid til mestrene - fremsætte et ord, hvorefter det, som ordet repræsenterede,
straks blev til virkelighed. Der var slet ikke
tale om noget tidselement. I virkeligheden er der ingen måde,
hvorpå noget tidselement kan sættes i forbindelse med det
talte ord, hvis energien - ånden - er med i det. Som de siger,
må et ord, der udtales direkte og med sand tankekraft bag
sig, instantant skabe den selvsamme kondition. Det er helt
åbenbart, at den vestlige verden betragter ordet som mindre
kraftfuldt. Det vil sige, at et ord kan udtrykkes, men er der
ingen energi bag det, mister det fuldstændigt sin virkning.
Det siges ofte, at dette er grunden til, at den vestlige verden
fortaber sig i barnlig snak. Man forsømmer at tillægge
ordene den rette værdi.
Men ordet bør altid gives den tanke, der ejer den rette
selektivitet, eller som har den tilhørende styrke - ikke for at
gennemtvinge ordet med viljens kraft, men for at give ordet
den magt, der tilkommer det. Det drejer sig naturligvis om
åndens kraft, og den indeholdes kun i vore ord ved hjælp af særligt udvalgte
tanker, der svarer til universets kreative
hensigt. På denne måde er det viljen med sin styrende evne,
der udsender ordet, men det er ikke viljen, der giver det talte
ord magt. Viljen udvælger eller indgår i tankeudvælgelsen
og i udtalelsen af ordet, men magten gives det eller
indrømmes det ved en udvidet bevidsthed om åndens tilstedeværelse og kraft. Men
når et ord udvælges for sin mening
eller sin brug, udvælges det altid i den frekvens, hvor det
hører hjemme, og hvor det også placeres.
Dette skulle eliminere den frygt, som mange mennesker har,
for negative ord, og burde på samme tid inspirere individet
til en mere intelligent udvælgelse af sine ord og en bedre
anvendelse af dem. "At tænke Guds tanker efter" er
essensen af åndelig magt, for bag sådanne ord ville ligge
selve den kraft, der skabte himlen og jorden. Menneskenes
ord burde altid være et udtryk for deres medfødte åndelige
natur og et middel til skabelsen af denne åndelige natur i
menneskers ydre liv. Udelukkende at udtrykke sig i harmoni
med de højeste og mest konstruktive idealer ville være
ensbetydende med at udtrykke sig med den største kraft, og
på denne måde ville det, der synes højst usandsynligt, blive
det mest sandsynlige, fordi sådanne ord har den største magt.
Med andre ord: Jo mere guddommelig tanken, realisationen
og bevidstheden er, jo større er den kraft, der involveres i
processen.
Som Østens filosoffer udtrykker det, så kan man ikke fjerne
sig en tøddel fra princippet, hvis blot man bruger selektive
ord. Hvert ord, der udtales, kan derfor gøres selektivt, og
man giver ikke energi til noget negativt. Man giver kun
energi til den eneste mulige konklusion.
Hinduen - eller det ariske menneske - siger det således:
"Mennesket er skaberen af ord, og derfor er mennesket den,
der udvælger eller har herredømme over ordene. Han
udvælger eller anbringer de ord i sammenhæng, der skal
virke eller have tillagt magt." Og i det omfang mennesket
bruger dette på den rette måde, er der ingen grund til at
forbinde denne magt med negative ord, som de udtrykker
det. Følgelig indgår negative ord ikke og får heller ikke
nogen opmærksomhed fra den, der ønsker at frembringe
former eller manifestationer. Denne beskæftigen sig med
manifesteret form går altid ud på at etablere den tilstand,
hvori mennesket er i stand til at skabe. Det er her, mennesket
har magt over hvert udtalt ord. Sproget sanskrit giver i en af
sine sætninger mulighed for denne tilstand. Heri ligger
evnen til at manifestere. Hermed mener vi, at én position i
sanskrit kun giver mulighed for fire positive ord eller udtryk,
dvs. ord, der kan blive til positive udtryk, hvorfra man ikke
kan afvige.
Naturligvis spørger alle, hvad det er for fire positive ord. Det
er altid ord, der indebærer den positive ytring af et faktum.
Enhver kan udvælge dem. Naturligvis er det første ord det
mest positive, nemlig Gud, og idet man går tilbage til dette
princip, formulerer man sin ytring med dette som basis. Man
formulerer altså med dette ord den positive sætning, man har
tænkt sig. Hertil kommer så den magt, der ligger i det talte
ord. Nøgleordet er altid den højeste eller Gud. Dernæst
udvælges de ord, der skal ledsage det, så de udgør den
positive ytring.
Akkurat som al matematik udspringer fra den enhed, der er
symboliseret ved tallet 1, således må alle ord udgå fra en
enkelt afledning eller et enkelt princip. Gud er - og
eftersom Gud er til, gælder det, at jeg er. Gud er liv, altså: jeg
er liv. Gud er intelligens - jeg er intelligens. Gud er magt -
jeg er magt. Gud er alt stof- jeg er alt stof osv. "Fader" på
sanskrit betyder: 'den, der først bevæger sig', og tankens
første bevægelse i det enkelte menneske må altid udgå fra den egentlige
oprindelse og styrkes og opretholdes gennem
bevidstheden. Giver man noget som helst, der ikke har sin
oprindelse i Gud, adgang til sin bevidsthed, forfalsker man
den livsproces, der foregår i én, og i samme grad mister man
bevidstheden om sin egen guddommelighed. Mennesket må
hengive sig til hele tilværelsens grundliggende
kendsgerninger, -det må vente i Jerusalem - dets kontakt
med altet - indtil Helligånden - eller hele Guds ånd - er
blevet den motiverende drivkraft i hver tanke, hvert ord og
hver handling.
Mennesket kan ikke udtrykke et ord eller en tanke uden for
sit eget kompetenceområde med nogen skabende kraft.
Mennesket kan ikke gå uden for dette område, fordi selve
det ord, der udtales, afgrænser det område, hvori mennesket
kan handle.
Gennemsnitsmennesket ved faktisk ikke, hvad et ord repræsenterer. Det er blot et
middel, der anvendes i hjernens
processer til at formidle eller præsentere visse
tankeprocesser. Ordet kan ikke formidle noget, der ikke er til
stede i tanken. Webster siger, at ordet "navn" betegner en
tings "inderste natur". Et ord er kun navnet på visse
bevidsthedstilstande, og det er noget, der kommer an på
hvert individ. En person kan sige: "Jeg er lykkelig," og det
vil måske ikke formidle noget som helst til den, der hører
ordet. Hvis personens bevidsthed ikke er særlig glad,
formidler ordene ikke megen autoritet. Men hvis samme
person stråler af glæde, vil hans ord formidle fuld
overbevisning. Intetsigende ord er tomme ord, ord, der ikke
indeholder bevidstheden om virkeliggørelsen af et åndeligt
faktum. I vil indse, at de ord, vi bruger, har værdi efter det
indhold, vi giver dem, og bestemmes af vor bevidsthed, som
igen bestemmes af den grad af intelligent udvælgelse, vi
foretager.
Det er ikke gentagelser, der gør et ord effektfuldt. Den første
ytring er tilstrækkelig, hvis den er sand. Der er ikke andet at
gøre end at stå ved sin udtalelse, at stå fast på sine ord.
Gentagelsen er dog ofte en effektiv måde, hvorpå man kan
bringe sig selv i overensstemmelse med de muligheder, der
er indeholdt i en ytring. Man kan ofte gentage en sætning
eller en forskrift om og om igen, før meningen klart går op
for ens bevidsthed. Uden denne udvidelse af tanken frem
imod de inderste kendsgerninger er gentagelsen kun af
hypnotisk virkning.
Hvis man gentager ord, og de ikke virker hypnotisk på en
selv, så bringer denne gentagelse én i nærmere
overensstemmelse med de kendsgerninger, der ligger bag
ordene, og det bevirker en højere grad af realisation. Det er
umagen værd at fortsætte med gentagelser, indtil et vist
punkt er nået, men derefter gavner de ikke, for så har ordet
fæstnet sig. Når man bliver klar over, at ordet klart er
etableret, er gentagelser ikke til nogen som helst nytte. I
virkeligheden forstår vi, at vore ord altid etablerer sig, og så
gentager vi dem aldrig.
Hvis den manifestation, vi har ønsket med vore ord, udebliver, er det ikke noget
bevis for, at de har været uvirksomme.
Den bedste fremgangsmåde i sådanne tilfælde er at takke for,
at manifestationen er sket. På den måde forsvinder tvivlen
fuldstændigt, men hvis man fortsætter med at gentage sine
ord, kan man meget hurtigt komme i tvivl. Hvis man
derimod udtaler taknemmelighed, kommer man i bedre
harmoni med sine ord og bliver lettere overbevist om, at ens
ord har gjort sig gældende.
En blot og bar gentagelse af et ord gør ikke noget til, at det
realiserer sig. Gentagelsen bringer blot én selv i harmoni
med det, der ligger i ordet, - det, der er. Det er ofte muligt at
bringe sig selv i et mere harmonisk forhold ved at takke for,
at det nu eksisterer og er blevet realiseret.
Når man gør sig klart, at hele spørgsmålet om resultaterne af
manifestationer mere er et spørgsmål om at åbne
bevidstheden og at se eller omfatte noget, der allerede
eksisterer i virkeligheden, end om at prøve på at bringe
noget, der ikke eksisterer, til at manifestere sig i form, er
sagen meget mere ligetil. Hele mysteriet ligger i dette: "Det
land, som I skuer, det vil jeg give jer til arv." Det er en
realitet i ånden, det er en realitet hvor som helst og på
ethvert såkaldt plan, for der findes kun ét plan, og det er det
åndelige. Når tanken udvider sig for at se eller fatte den
åndelige kendsgerning, så kan der ikke være tale om nogen
tvivl med hensyn til denne kendsgernings manifestation.
Hvis det er således hos Gud, så er det således alle vegne, for
Gud er i alt. Det er
ene og alene et spørgsmål om erkendelse fra vor side, og vor
erkendelse må udvides, så den omfatter bevidstheden om det
åndelige faktums realitet og eksistens.
Det var den måde, Jesus arbejdede på. Hvert ord blev til
virkelighed for ham. Han opløftede hvert ord gennem sin
bevidstheds opløftelse, idet han vidste, at alt allerede var
blevet til virkelighed. Hinduen befinder sig i samme
position. Han fremsætter sin ytring og siger måske, at det er
fuldendt. Han indtager den holdning, at det allerede er
fuldført, det eksisterer allerede, det er hans, og så går han
videre. Man opnår langt mere på denne måde end ved at ty
til gentagelser, og tilsyneladende gør det én stærkere for hver
gang.
Når talen er om behandling af såkaldt sygdom, gør de fleste
metafysikere den fejl, at de beskæftiger sig med sygdom og
sundhed som to modsætninger, og den ene tilstand skal
afløse den anden. I Østen arbejder man ikke på denne måde,
og det gjorde Jesus heller ikke. Når man søger
fuldkommenheden, så må man vide, at den allerede er blevet
til virkelighed for én. Opløft fuldkommenheden, - den
eksisterer uafhængigt af begge modpolerne sundhed og
sygdom. Fuldkommenheden er i al evighed et etableret
faktum ifølge "princippet" og er komplet i sig selv på hvert
såkaldt plan. Ifølge Østens filosofi er både sundhed og
sygdom vildfarelser, for de udgør begge en del af den
menneskelige opfattelse. For eksempel er jeres opfattelse af
sundhed og godt helbred i dag en anden, end den vil være
om fem år, for sundhed er noget relativt i jeres egen
bevidsthed. Der er ikke noget i det skabte, der er relativt, alt
er komplet, alt er fuldendt, og den sande læge identificerer
sig selv med virkeligheden og beskæftiger sig ikke med
vildfarelser. Giv helt slip på alle modsætninger og lad
fuldkommenheden tage deres plads. Vi ved, at Jesus ikke på
noget tidspunkt behandlede modsætninger. Han satte den
sande fuldkommenhed i stedet for begge modpoler. Han
udtalte altid ønsket om det fuldkomne, og det var denne
fuldkommenhed, der altid blev til virkelighed for ham.
Hvis jeg skrev på tavlen: To plus to er tre og dernæst: To
plus to er fem, ville I så begynde at beskæftige jer med tre og
fem for at finde frem til den rigtige løsning? Nej, I ville
ignorere disse to tal, beskæftige jer med det faktiske forhold,
at to plus to er fire, og disse to yderligheder ville forsvinde.
Alt, hvad der er større eller mindre end det rigtige svar, har
intet at gøre med det faktum, der eksisterer ifølge
"princippet", og det er kun ved at anvende dette på
situationen, at det rette svar er muligt. Vor opfattelse af
sundhed og sygdom er ikke på højde med det fuldkomne, der
er at finde i universets grundprincipper, og det, der er mindre
end fuldkommenheden, kan aldrig bringes i overensstemmelse med den. I
beskæftiger jer med noget, der ikke
har relation til nogen af disse ekstremer. "Vær da I
fuldkomne, ligesom jeres Fader i himlen er fuldkommen," er
den rette fremgangsmåde.
En såkaldt demonstration mislykkes for de fleste mennesker,
idet de udtaler ønsket om virkeliggørelsen af noget
fuldkomment, men dernæst straks begynder at vende blikket
tilbage mod de ekstreme modpoler. Kun "når dit blik er
rettet mod dette ene, skal du fyldes med lyset". Lots hustru
vendte sig om og så de to alternativer, og hun blev til en
sten- eller saltstøtte. "Derfor skal I herefter kun fæstne jeres
blik på det fuldkomne," sagde Jesus. I samme øjeblik vi
etablerer fuldkommenheden, fremstår Jesus som den
sejrende. Hver af disse ting virker til skabelsen af den anden,
for det faktum, der eksisterer i ånden, er selve det, der skabes
ved virkeliggørelsen.
Resultatet af en sand, åndelig behandlingsmåde er ikke af-
hængigt af den "behandlede" persons grad af åndelig
udvikling. Vi behøver ikke beskæftige os med denne persons
bevidsthed, for den er baseret på troen på modsætningerne,
ellers ville han ikke være syg. Det åndelige faktum er en
realitet, og i samme øjeblik vi fremtræder i fuldkommenhed,
er vor bevidsthed også fuldkommengjort.
Selve det "at tale ordet" er aldrig af hypnotisk virkning, for
det er essensen af selve skabelsens sande natur.
Sygdomsbehandling eller det "at tale ordet" er ikke et
spørgsmål om at fremsætte vore tanker om sundhed for at
modvirke sygdom; det ville være hypnotisk. "At tale ordet"
er kun et spørgsmål om at tale sandhed og at erklære det for
sandt, der ifølge "princippet" altid har været og altid vil
være sandt for det enkelte menneske, dets omgivelser eller
vilkår. Hypnose er et resultat af en talen ud fra den
menneskelige tankegang med dens ufuldkomne opfattelser.
Det er ikke en forudsætning, at den person, der er syg eller
har andre behov, beder jer om hjælp, og heller ikke at han er
sig bevidst, at I udsender "ordet" til ham. Hvis I udsender
det til ham ad den "direkte Kristus-bølge", så er der blot tale
om, at han modtager sin egen iboende fuldkommenhed, og
på denne måde frigør I både jer selv og ham, for I har blot at
gøre med noget, der er et faktum. I arbejder ikke mod noget
menneskes vilje, når I arbejder med fuldkommenheden, for
ethvert menneske er født med viljen til fuldkommenhed.
Dette frigør snarere menneskets vilje fra de forvirringer, der
er blevet til ved beskæftigelsen med falske vaner og
opfattelser. Der er ikke tale om nogen form for såkaldt
"påvirkning" i denne måde at se situationen i øjnene på. Der
er blot tale om at vække noget til live, der hele tiden har
været der, således at det tiltrækker opmærksomhed fra alle
involverede parter, så de ser, hvorledes det hænger sammen.
Der er altid magt i det talte ord, hvis vi ser det som ånden,
for så kan det ikke være andet end ånd. Det er os, der afgør
det. Vi er på samme tid magten og den, der giver udtryk for magt, og det er os
alene, der afgør, hvad ordet skal bringe
med sig, og der er magt i medicinen på nøjagtigt samme
grundlag. Den er blot overbringeren eller formidleren,
hvorved patientens sind udvides til at acceptere universets
kreative autoritet. Gud er til stede i lægen, i patienten eller i
tabletten. Ethvert individ uanset profession eller status
behøver blot fremkalde fuldkommenheden. Naturligvis ville
vi, hvis vi altid arbejdede med denne fuldkommenhed og
manifestation af det fuldkomne, snart komme til det punkt,
hvor vi kunne undvære medicinen helt og holdent, idet vor
verden ville være helbredt.
Der er ikke noget forkert i at bruge hjælpemidler af en eller
anden art i et forsøg på at afhjælpe menneskehedens lidelser.
Der findes mange trin på vejen og mange metoder, men kun
én kraft. Hvis vort ideal er fuldkommenheden, vil vi nå til et
punkt, hvor der ikke er brug for hjælpemidler. De
hjælpemidler, den enkelte benytter sig af, indikerer blot den
udvikling, han er nået til i sin egen tankegang med hensyn til
de mest velegnede og mest effektive midler til at opnå
fuldkommenhed. Nogen mener, fuldkommenheden opnås
ved hjælp af en pille, en anden tror, den vil komme gennem
højtidelige erklæringer, men uanset hvorigennem den
kommer, er det princippets fuldkommenhed, der manifeste-
rer sig. Kun de højeste idealer er store nok til at rumme det
fulde mål af kraft, der udgår fra det guddommelige princip,
for jo større et kar, jo mere kan det indeholde. Når karret og
dets indhold er ét -fuldkommenhed - så er det
fuldstændigheden opnået på ethvert plan.
Skal man give behandling på afstand eller det, metafysikerne
kalder fjernbehandling, er tanken både hurtigere og mere
kraftfuld end ord. Tanken kender ikke til tid eller rum,
medens et ord eller en lyd tilhører det materielle plan og må
passere gennem rum og vedvare i tid for at nå sit
bestemmelsessted. Bemærk, hvordan din tanke øjeblikkeligt
er hos solen, jordens centrum eller et hvilket som helst andet
sted. Tanken bevæger sig ikke, den er der med det samme.
Ethvert åndeligt faktum er allerede til stede, og desuden er
det allerede åbenbart. Ser man dette faktum, løfter man sig
selv ind i det, og ser man det for en anden, løfter man ham
ind i det. Hvis jeg blev løftet op, dvs. hvis den perceptive
eller modtagelige evne løftes op på virkelighedens plan, så
ville den drage alle ting ind i denne sfære. Dette er den sande
fremgangsmåde frem for at prøve at løfte noget eller nogen
op i den perfekte tilstand. Hvis det var tilfældet, så kunne vi
lige så godt forsøge at udvikle energi af jord ved at bruge
hakke og skovl.
Vi kender en mand i Indien, der vandrer gennem et uvejr blot
ved at forestille sig uvejrets fuldkommenhed. Han kan gå
lige igennem en regnstorm uden at blive våd. Vi har set ham
standse ildebrande og uvejr. Mennesket selv er Guds ord,
hvis han bliver i dette ord. "Hvis I forbliver i mit ord, og mit
ord forbliver i jer, så er I i mig og jeg i jer," er hele
sandheden i denne sag. Da Jesus udsendte sit ord og
helbredte høvedsmandens datter, sendte han ikke noget, vi
kan måle i vor tredimensionale verden. Jesus, eller Kristus,
var selve ordet, og der blev ikke skabt noget andet end det,
som det selvsamme ord skabte. Derfor var der ikke tale om,
at det ord, han "udsendte", bevægede sig gennem rummet,
for ordet var allerede til stede som sandheden i
høvedsmandens datter, ligesom den var det i Jesus. Det, der
ganske enkelt skete, var, at Jesus udtrykte et universelt, sandt
og åndeligt faktum, og at de omkringværendes tanker
vågnede op til dette faktum.
"Den hjælp skal ofte søges i os selv, som vi tilskriver
himlen" - Shakespeare.
TIL BRUG FOR UNDERVISEREN
Pkt. 1. Er det ikke sandt, at herredømmet over alle ting i
begyndelsen blev givet til mennesket? Hvis dette er tilfældet,
så er den magt stadig menneskets, og den tilsyneladende
magt, som noget som helst kan have over mennesket,
udvirkes af den magt, som mennesket selv har givet sådanne
ting. Men selv om magten synes at komme fra en bestemt
ting eller person, så tilhører den i virkeligheden det enkelte
menneske, for det er i mennesket, magten lever og føles. Det
bør derfor være en af menneskets primære hemmeligheder,
når det drejer sig om magt, at kunne styre sin egen naturs
handlinger og reaktioner. Det altid at bevare sin natur i
fuldendt overensstemmelse med fuldkommenhedens
guddommelige ideal, vil derfor være ensbetydende med at
have al magten i himlen og på jorden.
Pkt. 2, 3 og 4. Det bør stå klart for enhver, skønt det ikke
synes at være tilfældet, at de ord, vi taler, ikke har nogen
som helst magt, lige så lidt som det er tilfældet med
cylindrene i en bilmotor. De formidler blot energien, og
alene arten og kraften i den energi, der forplanter sig gennem
dem, afgør deres styrke. Da Jesus sagde: "Mine ord er ånd,"
mente han, at han var sig bevidst, at Guds kraft virkede
gennem det, han sagde eller tænkte, og det var denne
motiverende energi, der udvirkede den synlige helbredelse.
Forfægtelsen af fakta er uendelig i sin kraft over for det, der
ikke udgør et faktum. Forfølg denne tanke med eksempler
på, hvad der er sandt og falsk, lys og mørke.
Pkt. 5. Det, der er vigtigt i dette afsnit, er at gøre eleven
opmærksom på, hvilke uendelige muligheder hver især går
glip af ved at tale med tomme ord. Hvis blot man går frem
med omtanke, vil ens ord i stedet kunne formidle en endeløs
energi, som ville befri én fra middelmådigheden.
Pkt. 6 bør behandles omhyggeligt, og vi bør skelne mellem
den naturlige kraft, der ligger i et anerkendt faktum, og vore
viljers forsøg på at fremtvinge en tilstand, som vi tror er
bedre end den, der allerede eksisterer. Det at acceptere en
given ting kræver aldrig nogen viljestyrke. Det at tage imod
en gave, der gives én, er uendeligt mere effektivt end at
forsøge at tvinge nogen til at give sig noget, som den
pågældende ikke har i sinde at give fra sig. Det at acceptere
et faktum, der har universel gyldighed, kræver ikke nogen
hævdelse af den enkeltes vilje. Fuldkommenheden skabes
ikke ved, at vi udkaster vore tanker, men ved at vi vågner op
til erkendelse af, at den allerede eksisterer som en del af
tingenes orden.
Pkt. 7. Sørg for definitivt at befri eleven fra den opfattelse, at
negative ord har nogen som helst magt. De repræsenterer
kun et spild af tid og bidrager til en hypnotisk tilstand. Jo
højere idealet, jo klarere er tanken, og jo mere kraftfuld
bliver den. Dit letteste ord er det ord, der indeholder den
største illumination.
Pkt. 8. Brug jeres dømmekraft rigtigt ved udvælgelsen af
ord, så kun det, der svarer til jeres højeste idealer,
videregives eller bringes til at manifestere sig.
Pkt. 9. Menneskets herredømme er det, det har over sig selv.
Menneskets væsen burde være "himmeriges rige". Kun den
lov, der råder i det uendelige rum, bør styre menneskets
tanker og følelser, dets fysiske og reelle tilstand. Det rige,
mennesket regerer over, ligger i dets eget væsen, og det er
kun et himmelsk rige i den grad, hvori det styres i
overensstemmelse med de fakta eller kendsgerninger, der
udgår fra princippet.
Pkt. 10 og 11 viser klart, hvorfra alle konstruktive tanker og
ord udgår, og at hele den sfære, der omfattes af tanke og
handling, bør udvikles efter denne procedure.
Pkt. 12 og 13 viser, hvad det er, der giver et ord magt:
Gentagelse kontra realisation.
Pkt. 14, 15 og 16. Ordenes funktion eller selve ordet er ikke
det at frembringe noget nyt, men det er ensbetydende med at
udvide menneskers sind og tankegang, så de ser det, der altid
lige fra verdens begyndelse har været til stede. "Jeg har
været til før Abraham" gælder lige så vel for ethvert faktum i
ånden som for Kristus.
Pkt. 17, 18 og 19 er en videreudvikling af den samme
sandhed - at træne sindet og tanken til at se igennem
hypnosens slør, igennem tempelforhænget og ud på den
anden side, hvor alt allerede er fuldkomment og åbenbart.
Det er altsammen et spørgsmål om at træne tanken til at se.
Pkt. 20 og 21 indeholder praktiske råd ikke blot til
metafysikeren, men også til den, der ønsker at hjælpe en ven
i nød. Der er så megen mental praksis, der udelukkende er af
hypnotisk art og kun erstatter én tilstand med en anden, der
er lidt bedre end den hidtidige. Men hvorfor erstatte den ene
menneskelige tilstand eller opfattelse med den anden, når
Guds egen fuldkommenhed er til stede og blot venter på at
blive erkendt?
Pkt. 22. Proceduren består i at stå fast ved det faktum uanset
konsekvenserne. Det eneste, man kan miste, er sine
illusioner, og det, man vinder, er selve livets sandhed, så
hvorfor skulle vi tøve.
Pkt. 23, 24, 25 og 26 er tilstrækkeligt klart definerede og
skulle give enhver den højeste grad af illumination, men de
kan godt uddybes yderligere alt efter, hvor rigt underviseren
selv er begavet.
Pkt. 27. Forskellen mellem formidleren og det, der skal
formidles gør hele forskellen på, om man har held til at
gennemføre nogen form for helbredelse. "Det er ånden, der
befordrer sagen," og behandlingens resultat afhænger af, i
hvor høj grad ånden har været med i udøvelsen.
Pkt. 28 og 29 eliminerer den opfattelse, at der kan være tale
om helbredelse af sygdom over en afstand, for i ånden findes
der ikke nogen "afstand". Ånden er til stede til enhver tid og
er den samme hvor som helst, - den skal blot erkendes.
Kapitel VI
BEVIDSTHEDEN.
Bevidstheden er menneskets tilstand, når det er vågent og
åbent for indtryk. Det er evnen til at erkende og vide, og
erkendelse og viden er afgørende for menneskets evner og
muligheder på alle felter. Mennesket kan være sig sandheden
bevidst, men det kan også udvikle en bevidsthed om noget,
der ligner sandheden, men som er fuldkommen falsk. Hvad
der for et menneske er sandt eller falsk afhænger derfor af
dette menneskes bevidsthedstilstand.
Bevidstheden må være det, der repræsenterer de højeste
egenskaber, og den må sættes i relation til alle ædle
egenskaber. Vi bringer vor bevidsthed i overensstemmelse
med en Guds-bevidsthed, der indebærer, at vi er os alle ting
bevidste, inklusive os selv som værende på det højest mulige
niveau. Det er den tilstand, hvori vi gennemskuer alle
konditioner og alle vilkår. Som mestrene udtrykker det, vil
det sige, at sløret er fuldstændig væk -det slør, som hidtil
syntes at adskille det dødelige eller fysiske fra ånden. Her er
der ingen begrænsninger. De dødelige og fysiske opfattelser
forlades fuldkommen til fordel for det rent åndelige.
Den åndelige bevidsthed udelukker ikke sanseaktiviteter.
Den højeste bevidsthedstilstand omfatter altid en sand
sanseaktivitet. I sin retmæssige funktion er sanseaktivitet en
ægte åndelig aktivitet. Kun når de såkaldte sanser ikke styres
af den rette påvirkning, fungerer de på begrænset vis. Når de
aktiveres uf åndelige fakta, fungerer sanserne fuldtud, og
man kan da sige, at der er
blevet åbnet op for dem.
Man stilles ofte over for det spørgsmål, i hvilken
bevidsthedstilstand man befinder sig, når man er i trance.
Trance er kun et delvist udtryk for sanseaktivitet. Vi kan lige
så godt bringe vor bevidsthed til sand aktivitet eller
fuldstændighed hele tiden, og i så fald bliver dette delvise
udtryk en ægte aktivitet, så vi aldrig vil være i trance eller i
en destruktiv hypnotisk tilstand.
Det samme gør sig gældende for det, vi sædvanligvis
klassificerer som bevidsthedens underafdelinger. Man burde
ikke forsøge på at klassificere bevidstheden, for den kan ikke
underopdeles. Der er en bevidsthed, og i den tilstand kan vi
ikke begynde at tænke i afdelinger og adskillelser.
Underafdelingerne er udtryk for illusioner, ligesom trance er
det. De er så underfundige, at de kan være meget vildledende
for den, der ikke benytter sig af en udviklet form for skelnen.
Det er meget lettere at betragte det hele som en enhed. Det
var mennesket, der fandt på underafdelingerne, og som
betragtede dem som attributter, hvilket de i hvert fald slet
ikke er.
Det, de fleste undervisere koncentrerer sig om, er muligvis at
formidle budskabet med størst mulig klarhed, men det er
bedre, hvis de altid koncentrerer sig om én ting. Enkelhed er,
når alt kommer til alt, det, der giver størst klarhed. Det, der er
det kedelige ved underopdelinger, er, at de næsten altid
betragtes som attributter. Det er bedre at holde blikket
fæstnet på én enhed. Vi geråder i en negativ tilstand, når vi
benytter underopdelinger. De er næsten altid symbolske, og
de fleste af vore symboler repræsenterer bevidsthedens
underafdelinger. Det er endnu en grund til, at symboler ikke
længere er sagen. Det er velkendt, at vi i dag har arbejdet os
igennem symbolismen. Som mestrene siger, er vi i
bevidsthedens klare dagslys. Det bliver langt enklere at have
den bevidsthed, det fuldkomne lys, som vort mål - uden
nogen som helst underafdelinger.
Tænk på en ting som det at spise, fordøje, assimilere og
genopbygge kroppen ved at konvertere føde til energi,
muskler, knogler, blod, tænder, hår osv. Forestil jer, at I
udarbejdede en
teori om, at hver af disse forskellige funktioner skulle
behandles særskilt, og at I ved hvert måltid skulle tage
stilling til, hvilken del af føden, der skulle behandles under
hver af disse særskilte funktioner, og hvornår hver af dem
skulle træde i funktion. Hvordan ville I undgå den store
forvirring? I virkeligheden anerkender I det hele som én
proces, der består af mange faser, og hver af disse faser er en
selvstændig proces inden for ét system. Under en normal
fysisk tilstand er der ikke en enkelt fase i det samlede
system, der fungerer uafhængigt, men hver af de forskellige
faser udgør selve systemets funktion.
Kroppen er kun et symbol på sjælen eller det menneske, der
lever i kroppen. Dvs. at kroppen er et symbol på
bevidsthedens funktion. For at beskytte bevidstheden og
bestemme det, der trænger ind i bevidstheden, hvilket sker
gennem opmærksomhedens kontrol, opererer hele
bevidsthedssystemet som en enhed. Der er ikke noget, der er
bevidst, underbevidst eller superbevidst, men kun én
strålende og levende bevidsthed om det, der er
virkeligheden. Dette er en tilstand, der betyder fuldstændig
frigørelse fra symboler og derfor også fra hypnose.
Nogle mennesker bliver så interesserede i den psykiske sans
eller bevidsthedens laveste faser, at hele deres jordiske liv
overgives til dette i en sådan grad, at den ægte bevidsthed
ikke kan manifestere sig. Den bedste løsning på dette er
simpelt hen at give slip på det og blive ét med helheden. Det
var det, Paulus konkluderede, da han sagde: "Betragt jer selv
som døde for synden, men levende for Gud." Forskellen
ligger i en klar erkendelse og en viden, der er blevet givet
gennem påvirkning. Klarsyn er det, som clairvoyance har til
hensigt at formidle, men den almindeligt anerkendte
betydning af dette begreb er kun et delvist og tåget syn -
man ser kun en del af helheden.
10. Det kan forekomme, at visse relative fænomener
virkeliggøres ved clairvoyance og clairaudience, (det at høre noget, der
ellers ikke er hørligt), således som det praktiseres, eller ved
en
hvilken som helst af de fem af bevidsthedens afdelinger,
men de
kan aldrig udgøre eller føre til helheden. De kan nemlig
blive falske, og under en manifestation af disse tilstande vil
vi kunne få en fuldkommen forkert opfattelse, hvilket jeg
som regel refererer til som en negativ opfattelse. Når vi gør
os til ét med helheden, kan vi hverken blive negative eller
falske. Det skulle være en klar erkendelse af selve
sandheden. Vi kan ikke opnå denne erkendelse eller
entydige bevidsthed gennem medier eller nogen anden form
for hypnose. De er alle afgjort ødelæggende for åndelig
udfoldelse.I denne ophøjede sans bliver alle sanser forenet. De bliver
alle til en enhed i fuldendt harmoni. Vore sanser er
fuldstændigt koordinerede, og hver del og celle i vore
legemer er koordinerede og vibrerer i forening. En stor gene
ved disse øvrige tilstande er, at vi kan risikere, at et lem i vor
krop vibrerer inden for det forkerte område, og da føjer de
nye celler sig ikke rigtigt til det organ, de tilhører. Enhver
celle, der skabes, repræsenterer det organ, den skal tilsluttes.
Hvis en af cellerne kommer ud af det vibrationsfelt, den
tilhører, vil den måske slutte sig til det forkerte organ,
hvorved der opstår en uharmonisk tilstand.
Denne disharmoni intensiveres ofte stærkt ved de forskellige
okkulte metoder til koncentration om de fysiske centre eller
organer. Denne praksis påfører blot den manifesterede
skabelse en hypnotisk tilstand på mere afgørende vis, og
resultatet er større forvirring. For det første er hypnose kun
funktionen af en partiel bevidsthed eller en specialiseret
bevidsthed under en eller anden særlig form eller i en særlig
retning. Derfor gælder det, at jo mere spredt et område, det
drejer sig om, og jo mere sektions-inddelt bevidstheden er,
jo mere hypnotisk bliver den, og arbejder man bevidst med underafdelinger og
faser af bevidstheden, bliver resultatet
den størst tænkelige hypnotiske påvirkning.
Opmærksomheden bør altid rettes mod helheden, mod den
fuldstændige enhed, så virker fordelingen af
vibrationsenergien gennem bevidsthedens mekanisme,
akkurat som det er tilfældet for kroppens vedkommende. Og
da er der en fuldendt synkronisering eller harmoni hele
organismen igennem.
Tanken om en indre og en ydre bevidsthed er også en
hypnotisk fase, for denne teori nødvendiggør en adskillelse
eller sektionering. I virkeligheden findes der ikke nogen
indre og ydre bevidsthed, en personlig og en universel. Når
selvet bliver bevidst i det ydre, er det blot én
bevidsthedsholdning, og den er på alle måder komplet, - den
er ét med og i overensstemmelse med den universelle
bevidsthed. Jeg og Faderen, vi er et.
Vi har derfor ikke nogen fornemmelse af indre bevidsthed,
for den indre og den ydre er samfaldende. Helheden er altid
åbenbar. Hvis vi ser og projicerer vor vision eller vort ideal,
er det for den fuldendte helheds skyld. Mestrene kalder det at
have et "sundt sind" eller at være sund i sin bevidsthed. Det
er noget fuldendt og noget sundt. Kroppen er ligeledes sund
og fuldendt. Den, der erkender, og det, der erkendes, bliver
til en enhed. Paulus havde dette med i sine skrifter, men det
kom aldrig med i oversættelserne. Vi kan blive det erkendte
lige så vel som erken-deren, hvis vi blot vil bruge de to ting
til fuldkommenhed og forene dem. Problemet består i, at vi
foretager en adskillelse, hvor der i virkeligheden ikke
eksisterer nogen.
I lyset af dette bør man med skønsomhed overveje anvendelsen af fornægtelser som
et effektivt middel til en frigørelse,
der kan føre til denne fuldendte tilstand. Fornægtelsen skulle
udviske fra sindet eller fjerne fra bevidstheden og dernæst
fra menneskets væsen en erfaring eller proces, der ikke er
sand, eller som tilsyneladende er i modstrid med menneskets
fuldkommenheds- eller enhedstilstand. Men er den sædvanlige brug af
fornægtelsen, som den praktiseres i vor
metafysik, et effektivt middel til at frembringe den
frigørelse? Hvis fornægtelsen, sådan som den i
almindelighed benyttes, frembringer det ønskede resultat, da
er alt vel, men hvis ikke, lad os da finde frem til det, der
ligger bag, og til den effektive praksis, der er nødvendig.
Lad os tage et specifikt eksempel på fornægtelse i forholdet
til det, vi i almindelighed betragter som arvelighedsloven.
Der er ikke behov for nogen fornægtelse. Den har en tendens
til altid at kaste én dybere ind i illusionen, fordi fornægtelsen
holder tanken fikseret på den pågældende tilstand, således at
der er større sandsynlighed for, at denne tilstand forstærkes.
Det er naturligt, at tanken forstærker den tilstand, den
koncentreres om. Formålet er, at tilstanden helt skal
elimineres, og for at dette kan ske, må den fjernes helt og
holdent fra éns tankegang. Man bør slet ikke tolerere den.
I realiteten findes der ikke nogen arvelighedslov. Det er blot
en manifestation, og man behøver ikke at fornægte noget,
der slet ikke eksisterer. I vil erfare, at det er langt bedre at
sætte fuldkommenheden i stedet for fornægtelsen, så når I
hurtigere til resultater. Som regel knytter fornægtelsen
tilstanden tættere til individet, hvorimod man ved at erstatte
den med fuldkommenheden langt hurtigere erkender
tilstanden. Det har vist sig ved gentagne eksperimenter, at
det er langt bedre blot at frigive tilstanden. Frigøre den ved
ikke at beskæftige sig med den. Skub den fra jer. Det var helt
åbenbart det, Jesus mente, da han sagde: "Løs ham og lad
ham gå."
Der findes hverken race- eller familiearvelighed, for den ene
er en forudsætning for den anden. Folk ser måske ens ud,
men dette skyldes altid et eller andet tidligere, tæt
tilknytningsforhold eller lighed i tidligere erfaringer og
miljø. Der er en tilsyneladende kromosom-tilstand, der viser
evolutionsprocesser, der løber parallelt, men disse processer
er i realiteten ikke parallelle processer eller parallelle
evolutionstilstande. De løber naturligvis parallelt med den
menneskelige race og også med dyreriget, men slet ikke med
den samme frekvens. Det er i dag et velkendt, faktum, at
enhver frekvens i det menneskelige legeme er højere end
dyrets. Videreførelsen af de tilegnede karakteristika kan
påvirkes af tanken, men den kan også sættes til side ved
modgående tankevirksomhed.
Det er den mentale indstilling, der forårsager de karakteristika, der optræder i
den ydre form, og lighed heri skyldes en
lighed i de mentale og følelsesmæssige erfaringer, der opstår
blandt en gruppe individer. To mennesker, der i begyndelsen
ikke ligner hinanden ret meget, vil ved længere tids
tilknytning til hinanden og ved generelt at være underlagt de
samme mentale og følelsesmæssige reaktioner i den sidste
ende udvikle ensartede karakteristika. Når en mand og en
kvinde lever sammen i en årrække, og hvis de har
samstemmende interesser og gensidige følelsesmæssige
reaktioner, vil de også begynde at ligne hinanden af
udseende. Dette virker som en gengivelse af mentale
tilstande, der ligner hinanden.
I dag går man inden for den medicinske videnskab i modsat
retning af tidligere meninger, hvad angår arvelige
sygdomme. Da Jesus helbredte den epileptiske mand, ville
disciplene vide, om det var manden selv eller hans forældre,
der havde syndet. Dette var hans direkte svar: "Hverken
denne mand eller hans forældre har syndet, medmindre I ser
synden." Det var kun synd på grund af det, der foregik i
forældrenes eller hans omgivelsers tankegang. I
virkeligheden var den eneste synd, der forekom i forbindelse
med hans tilstand, den synd, der bestod i en fejlagtig
tankegang.
Den såkaldte lov om Karma kommer ind under den samme
kategori. Det kan i dag bevises, at der ikke findes nogen
skyld i Karma, at sjælen ikke bringer noget af dette igennem.
Åndelig forståelse tager ikke hensyn til Karmas tilstand eller
til nogen fuldkommen tilstand. Det er lige så tåbeligt som at
sige, at man må korrigere sine fejl i matematik, før man kan
studere reglerne. Faktum er jo, at fejlene korrigeres afsig
selv, når reglerne anvendes. Ens adgang til reglerne er altid
direkte uanset ens fejl, og når først reglerne kendes og
følges, forekommer der ingen forkerte resultater.
De førende og bedre universiteter i Indien, fra Calcuttas universitet især dr.
Bose, hævder i dag, at det, vi kalder
arvelighed, ikke ville forekomme, hvis folk gik fuldkommen
bort fra det i deres tankegang. Også med planter kan man
påvise arvelighed, men den kan korrigeres gennem den
tankegang, der foregår i de personer, der omgiver planten.
Det, der i almindelighed opfattes som arvelig sindssygdom,
er blot en tilstand, der hæftes på ofrene af andre mennesker.
De befinder sig i parallelle grupper. Der er tale om noget,
man får udefra, ikke om arvelighed. I stedet for at acceptere
denne arvelighedsteori skulle vi hellere sætte Paulus' tanke,
at vi har vor arv fra Gud, og at den er uforanderlig og ikke
kan ændres, i stedet. Dette er den effektive måde at fornægte
racearvelighed på, dvs. at sætte det sande i stedet for det
falske og lade det falske helt ude af vore betragtninger. Gud
har intet at gøre med de tanker, der besætter menneskets
sind, og som Guds sønner behøver vi det heller ikke.
Jesus sagde, at vi ikke skulle kalde nogen mand på jorden
vores far, for vi har kun en Fader, som er i himlen. Dette er
da menneskets sande arvelinie, og skal han skaffe disse
forstyrrende mentale processer ud af sin tankegang, behøver
han blot at vende tilbage til sit væsens grundliggende
faktum. I begyndelsen skabte Gud ... dvs. begyndelsen af alt,
hvad der er skabt, er i Gud. Dette refererer ikke til tid, men
til faktum. Når mennesket ikke indlader noget i sin tanke,
der adskiller ham fra denne begyndelse - eller oprindelse -
kan der heller ikke forekomme nogen anden
arvelighedsfølge, for der vil ikke være noget fra nogen
anden oprindelse, der vil få adgang. Tanken er altid den
afgørende faktor, og ved altid at vende tilbage til sin
oprindelse, til Gud, arver mennesket til enhver tid og
gennem sin egen tanke det, der stammer fra hans oprindelse.
I andet kapitel af skabelsesberetningen har vi en forkert
oversættelse, der i høj grad har medvirket til vore forkerte
forestillinger om synd og arvelighed. Det skal ikke forstås
sådan, at mennesket syndede og derfor blev dødeligt, og at
denne dødelighed blev givet videre til resten af
menneskeheden. Det var ikke meningen, at man skulle tro, at
synden ændrede menneskets
natur, men at synden selv kunne være blevet ændret, at den
kunne være blevet korrigeret. Jesus lærte, at synd kan
tilgives, og at den ikke behøver at blive videreført med de
resultater, dette vil medføre. Læren er, at fejltagelser og
vildfarelser kan ændres og styres i modsat retning.
Alle de såkaldte love for menneskelivet eller mentale love
hører hjemme i denne kategori. De udgør alle en fejltagelse,
idet de ikke definerer den sande lov, der styrer universet og
alt, hvad dette indeholder. Men de kan når som helst sættes
ud afspillet. De kan fornægtes ved simpelt hen at afvise dem
til fordel for den sande lov. Bose har endeligt bevist dette.
Han hævder, at alle såkaldte arvelighedslove blot er
manifesteringer, der fremkommer som et resultat af
menneskers tankegang, og at de når som helst kan blive sat
helt ud af funktion.
Men først må vi dog blive ét med Kristus selv. Det kræver
en kristusbevidsthed at tilsidesætte disse love, ligesom det
kræver sand viden at tilsidesætte falske opfattelser. Denne
kristustilstand må først opnås eller udfoldes, og når først
dette er sket, eksisterer der naturligvis intet andet.
Hypnose kan have sin oprindelse i to forhold: Dels en partiel
bevidsthedstilstand og dels en falsk bevidsthedstilstand. En
partiel bevidsthedstilstand tillader visse evner, og man føler
sig begrænset og ude af stand til at bevæge sig ud over det,
bevidstheden indikerer. Enhver begrænsning eller følelse af
manglende evner er blot en tilstand af partiel hypnose. Den
falske bevidsthedstilstand består i en fornemmelse af, at
visse ting er sande, når de i virkeligheden slet ikke er det.
Denne tilstand repræsenterer en komplet mangel på
realitetssans. Det er en mental tilstand, der er opbygget af
indtryk, der er helt falske, og en bevidsthedsholdning
opbygget omkring noget - hvis man kan kalde det det -
som slet ikke eksisterer, eller, på den anden side,
opbygningen af indtryk, der er helt forkerte, omkring noget,
der i sig selv er sandt.
Dette kan illustreres med den opfattelse, menneskene engang
havde om, at jorden var flad. Det hypnotiske resultat heraf
var, at mennesket blev holdt inden for visse begrænsede
aktivitetsområder, idet de frygtede at gå uden for disse
rammer for ikke at styre ud over jordens kant. Denne
opfattelse forekommer os fuldkommen latterlig nu, hvor vi
ved, at jorden er rund. Jorden var hele tiden rund, men
menneskene var akkurat lige så begrænsede i deres
udfoldelsesmuligheder, som hvis jorden faktisk havde været
flad med en stor afgrund uden for dens kanter. Eventyrere,
som havde en anden opfattelse af jorden, vovede sig ud over
disse begrænsninger, andre levede under, og de sejlede ud
over afgrunden uden nogen vanskeligheder. For dem eksisterede denne afgrund
ikke, og det gjorde den heller ikke i
virkeligheden. Men de andre var ikke i tvivl om, at de ville
falde i. Den måde, vilkårene blev mødt på, var ikke et spørgsmål om at komme
tværs over afgrunden, for den
eksisterede ikke. Det var simpelt hen et spørgsmål om at
sejle ud over de meningsbegrænsninger, der eksisterede, og
derved opdagede man, at der slet ikke var nogen
begrænsninger. Det er på nøjagtig samme måde, mestrene
møder enhver situation. De siger: "Det er slet ikke det, der
ser sådan ud, der eksisterer." De bliver ikke hypnotiserede af
de opfattelser, menneskeheden sidder inde med, eller af de
ydre vilkår, sådan som menneskeheden ser dem, for de
kender det, der er virkeligheden. De bevæger sig i en verden
af fakta - eller kendsgerninger - og de bevæger sig gennem
tid og rum, ligesom Columbus sejlede ud overjordens kanter.
Der var ingen yderste kant på jorden, og der findes ikke tid
og rum for mestrene. Alt dette er kun illusioner, ligesom det
var en illusion, at jorden var flad.
Det var dette, Jesus mente, da han sagde: "Vig bag mig,
Satan," som det er oversat. I virkeligheden sagde han: "Vig
bag mig, alle begrænsninger." For de eksisterer ikke. Han
forviste begrænsningen fra sin tanke- og handlingssfære, for
i hans illuminerede tilstand kunne den ikke eksistere. Han så
tværs igennem den hypnotiske fortryllelse, igennem
tempelforhænget og levede fuldt og helt i virkeligheden.
I søvnen bliver bevidstheden helt universel. Den erkender
med alle evner vågne. Det er derfor, vi ofte kan gøre ting i
drømme, vi ikke kan i vågen tilstand. I dagens løb fortrænger
vi det på grund af vore ydre aktiviteter. Vi lever i stor
travlhed hele dagen, så vi er fuldkommen udmattede, når vi
kommer til natten, og så flyder vor bevidsthed straks tilbage
til den alvidende og alt-erkendende tilstand, skønt vi ikke
ved af det. Vi burde være lige så bevidste som i vor såkaldt
vågne tilstand. Søvnen giver den fuldkomne bevidsthed
mulighed for at træde i funktion.
Det er grunden til, at psykoanalysen lægger så stor vægt på
drømmetilstanden som værende den vågne tilstand
overlegen, når den bruges rationelt og i sin rette
sammenhæng. Men de to tilstande - den sovende og den
vågne - burde være akkurat det samme. Hvis vi rettede vore
tanker mod denne højere form for bevidsthed, ville vi altid
være i denne tilstand. Vi ville vide og erkende. Medmindre
vi retter vore tanker mod en højere eller en
erkendelsestilstand, bliver drømmen snarere en meget lav
fremfor en clairvoyant tilstand. Men hvis vi gør det, vil vore
drømme altid blive sande og ikke være noget, der slet ikke er
hændt os. Normalt er drømme en blanding af de jordiske og
højere erfaringer. Hvis vore tanker altid befandt sig i denne
højere tilstand, ville vore drømme svare dertil, og vore dage
ville blive ført tilende i det øjeblik, vi faldt i søvn.
Somme tider, når mennesker på grund af alvorlige proble-
mer, som de ikke kan løse, ligesom kommer til en mur, så er
der noget, der tyder på, at éns udmattede tilstand beroliger
én, så løsningen kan komme igennem. Man har blot fortsat
en forkert levevis, indtil man når til bunden af sine kræfter.
Det er akkurat det samme, som var man faldet i søvn. Den
standsning af aktiviteter, der følger udmattelsen, far éns
tanke til at slippe denne tilstand, og løsningen bryder
igennem.
Den afslapningsmetode, mestrene benytter, går ud på helt at
slippe alle ydre forhold og altid projicere tankerne frem mod
en fuldendt aktivitet. Det fysiske, følelsesmæssige og
mentale må bringes i ro ved at styre opmærksomheden mod
noget højere.
Forskellen på en almindelig drøm og et mareridt består i, at
det psykiske fænomen i mareridtet er åbenbart og forbundet
med en ydre aktivitet, således at det tillader hvad som helst
at komme ind på samme måde som i psykisme eller
suggestiv påvirkning. Jeg har set mennesker blive
hypnotiseret, så de slet ikke var sig selv. De teede sig som
aber eller gik omkring og gøede som hunde. Dette svarer
ganske til mareridtet.
Når man befinder sig i et mareridt, er det muligt at komme
ud af det ved at tænke på det, man i vågen tilstand ville
tænke på. En patient har vist sig at kunne helbrede sig selv
helt for ekstreme tilfælde af mareridt ved at tænke, mens han
havde disse mareridt. "Hvad ville jeg gøre, hvis jeg var
vågen?" Han ville være nået til det samme resultat, hvis han
havde tænkt på, hvad han ville gøre, hvis han havde befundet
sig i en fuldendt, åndelig bevidsthedstilstand og løftet sig
selv nærmere op mod denne tilstand. Hvis han havde spurgt
sig selv, hvad han ville have opnået, hvis han kunne se
direkte frem til det åndelige faktum, ville det have været
langt mere enkelt og nyttigt, fordi tilstanden da havde været
permanent. Man ville automatisk kunne bryde et mareridt,
hvis man, lige før man lægger sig til at sove, erklærer, at man
føler sig ét med fuldkommenheden. Når man befinder sig i
denne tilstand, har det ingen chance for at slippe ind.
Samme praksis kan anvendes lige så vel på den såkaldt
vågne tilstand. Alle negative forhold og vanskelige
problemer kan hver gang løses ved hjælp af denne metode. I
vil opdage, at det er meget praktisk hver gang, man står over
for problemer eller tilsyneladende negative forhold, at spørge
sig selv, hvad man ville gøre, hvis man befandt sig i en
åndelig bevidsthedstilstand. Befri jer på denne måde for de
vanskeligheder, der opstår med den jordiske livsform. Så
enkelt er det virkelig.
At være "stille og vid, at jeg er Gud" dækker fuldtud dette
emne, for det er fuldendelsen af det hele. Og den anden
sætning:
"Gud er i sit hellige tempel, lad hele jorden være stille for
Gud og fryde sig," er lige så anvendelig tillige med dette:
"Alle ting skabes i evig glæde."
Glæde er den allerhøjeste tilstand. Det er sjælens opløftelse,
ligesom den fysiske lystfølelse er kroppens opløftelse. Men
det er menneskets sande følelsesmæssige tilstand, som
skabes ud fra den indre frigørelse hen imod menneskets
sande væsen. Det er kun, når vi kommer bort fra den tilstand
af glæde og harmoni, at vi begynder at fjerne os fra det
højeste. I kommer til at høre en hel del til dette i de
kommende år inden for alle teologiske retninger. Det er
ganske bemærkelsesværdigt, hvorledes dette nu er ved at
ske, og hvorledes denne ændring manifesterer sig endog i
oplæringen af børn til at være harmoniske og til at lade
forvirringen omkring dem gå sin egen gang uden at lade sig
påvirke af den.
I samme øjeblik man øver børn i at reagere på konstruktive
idealer og slutte sig sammen om at fremme harmonien og
derved udvikle masseinstinktet, angriber man selve roden til
fortvivlelse, elendighed, nød og krig i verden. Den hidtil
benyttede metode gik ud på at udvikle og fremme
modsætningerne. I samme øjeblik en eller anden optrådte på
en måde, der vækkede forargelse, vrede og modstand,
begyndte alle at indtage samme holdning, og på denne måde
er vi blevet øvede i at udvikle en følelse af
modsætningsforhold over for andre. Kun ved at vende denne
proces i modsat retning og vende tilbage til den sande
tilstand vil vi opleve tilblivelsen af en fuldendt
samfundsstruktur.
TIL BRUG FOR UNDERVISEREN
Pkt. 1 og 2. Den fulde sandhed bag menneskets udvikling
ligger i ændringen fra menneskets nuværende bevidsthed om
sig selv som en materiel skabning til bevidstheden om at
være en åndelig skabning. Det er en strukturel ændring i
bevidstheden, der må overvejes, for alle de øvrige
ændringer, mennesket har bestræbt sig på at gennemføre, er
afhængige af denne ene. Det er ganske enkelt et spørgsmål
om at være i stand til at skelne forskellen mellem det, der er
sandt, og det, der er falsk, imellem den rette viden og
uvidenheden. At være sig selv bevidst som et åndeligt væsen
udsprunget fra et uendeligt åndeligt system og ét med alle de
kræfter og evner, der hører hjemme i det åndelige system, er
selve udviklingens kerne.
Pkt. 3. En vækket tilstand eliminerer ikke det ydre menneske
eller dets såkaldte sanseaktiviteter. De løftes op i et højere
niveau og bliver formidlere af menneskets illumination i
stedet for at være modtagestation for begrænsede og falske
informationer.
Pkt. 4. Selvkontrol og selvudtrykkelse er livets lov i
modsætning til en underkastelse af ydre kræfters kontrol
eller den kontrol, der kan udøves af partiel viden.
Pkt. 5, 6 og 7. Bevidstheden sløres altid, når der er tale om
en partiel aktion i bevidsthedsmekanismen. Er man kun
delvist bevidst i en af de såkaldte bevidsthedsfaser, er den
centrale bevidsthed ikke komplet. Inden for den nyere
psykologi anerkender man, at sindet er og fungerer som en
enhed, - at der er tale om én proces og ikke om mange
funktioner eller processer. Bevidstheden er det åndelige
menneskes funktion, ligesom det at spise, fordøje og
assimilere er kroppens funktioner, og det fysiske er blot en
ydre gengivelse af det åndelige. Det er derfor, det ydre altid
kaldes symbolet.
Pkt. 8, 9 og 10. Ren viden og en ren livsform er resultaterne
af clairvoyance eller klarsyn, et syn, der ser igennem til det
åndelige
faktum, sådan som det eksisterer i det guddommelige
princip. "Og han løftede sine øjne mod himlen" er den
øvelse, der vækker til rene visioner og til klarsyn. Det, der
sædvanligvis kaldes clairvoyance, er blot en forlængelse af
den fysiske evne til at se, hvorledes de menneskelige tanker
bevæger sig inden for de mentale eller psykiske sfærer. Kun
selve sandhedens udstråling kan gøres til genstand for dette
klarsyn.
Pkt. 11 og 12. Den mest intense form for hypnose består i at
påtvinge kroppen en eller anden tanke i stedet for en tidligere
eller at forsøge med tanken at vække visse fysiske centre, for
det er en bevidst tankepåvirkning, der bliver stærkt bindende.
Har I nogensinde lagt mærke til, hvorledes en levende følelse
af glæde fungerer lige stærkt og helt automatisk ud i hele éns
væsen. I behøvede ikke at stimulere nogen del af jeres væsen
for at opnå denne tilstand af glæde. Forestil jer, hvor lang tid
det ville tage jer at blive glade, hvis I skulle til at koncentrere
jer om at vække alle delene i jeres krop til at føle glæden og
dernæst på samme måde beskæftige jer med hvert center i
jeres krop, indtil I endelig følte jer lykkelige. Mentale
processer fremkalder ikke åndelighed, og de kan heller ikke
vække de fysiske centre. En åndelig opvågnen
gennemstrømmer øjeblikkelig hele menneskets væsen, og når
det centrale jeg opløftes, opløftes hele personen med det.
Pkt. 13 og 14 kan behandles som ovenfor med yderligere
uddybning, hvis man ønsker det.
Pkt. 15 og 16. Fornægtelsen er ikke ensbetydende med, at
man behandler negationen direkte, men anvender den praksis
at ignorere den. Tankens første funktion er opmærksomhed,
og alt det, der optager opmærksomheden, udvikler sig
gennem den mentale proces. Fornægtelsen består derfor i, at
man sætter den pågældende ting uden for bevidsthedens
rækkevidde. "Vig bag mig, Satan" er det samme som at
sætte enhver fornægtelse uden for sit betragtningsområde.
Man behøver ikke engang at beskæftige sig dermed, for det
er kun en skygge. Lyset bortjager skyggen, og viden
eliminerer uvidenheden.
Pkt. 17, 18, 19 og 20. Alle den materielle verdens såkaldte
love er blot forsøg på at definere adfærdsreglerne i det
materielle system. Stoffet er ikke bundet i lydighed mod
sådanne love, men undslipper altid og bevæger sig ud over
disse loves såkaldte grænser, idet de adlyder en højere lov.
Stoffets højeste styrende princip er ånden, for hele universet
er et åndeligt system. Såkaldt arvelighed er slet ikke
resultatet af nogen lov, men af falske tankeforestillinger, som
har tiltvunget sig adgang til livsprocessen. Den såkaldte
arvelighed er ikke nogen lov, men resultatet af en mod-
handling imod den egentlige lov. Livets ånds lov er det
sande, styrende princip.
Pkt. 21. Karma er ligeledes resultatet af en modhandling mod
livets ånds lov. Denne lovs frugter er befrielse, illumination,
fuldkommenhed. Kun så længe denne lov holdes ude fra den
enkeltes bevidsthed, er der noget, der blot ligner Karma eller
resultatet af en anden påvirkning. At besejre Karma er ikke et
spørgsmål om at beherske eller komme over resultaterne af
vore fejltagelser, men om at korrigere fejltagelserne. Dette
sker ved en forståelse af og lydighed mod den sande lov.
Pkt. 22, 23 og 24 etablerer menneskets arv som noget, der
udspringer fra én oprindelse og ikke fra de kanaler,
mennesket har passeret undervejs. Strømmen er vandet, der
flyder ud fra sin kilde, og ikke de bredder, den flyder
imellem. Den far sit vand fra kilden, fra bredderne far den
kun mudder.
Pkt. 25, 26 og 27. Åndens lov straffer ikke synd, men frigør
mennesket fra resultatet af dets fejltagelser. Den forkerte
fremgangsmåde må korrigeres, og der er ikke tale om, at
mennesket må døje resultaterne af sine vildfarelser.
Menneskets natur kan ikke ændres, for det vil altid vedblive
med at være et åndeligt væsen. Mennesket kan kun ændre sin
opfattelse af sig selv. Mennesket burde ændre sin fejlagtige
opfattelse af sig selv som en materiel skabning og holde fast
ved sandheden om, at det er et åndeligt væsen skabt i Guds
billede.
Pkt. 28 og 29. Den bevidsthed, der sætter begrænsninger, er i
samme grad hypnotisk. Mennesket er frit og almægtigt og
har fra begyndelsen fået magt og herredømme over alle ting.
Den eneste begrænsning, der kan gøre sig gældende, er den,
der opstår i menneskets egen bevidsthed. Frigør man
bevidstheden, frigør man også mennesket.
Pkt. 30 er en fortsættelse af den samme tankegang.
Vægten i denne lektion bør lægges på en understregning af,
at det vigtigste er at lære - både i vågen og sovende tilstand -
at bygge bro over den kløft i bevidstheden, hvor enhver
følelse af menneskets begrænsning holder til huse. Så længe
vi på noget punkt holder døren åben for noget, der er mindre
end det højeste, begrænses vor natur i samme grad. Man kan
akkurat lige så godt modtage den rene bevidsthed direkte fra
sin oprindelse, som man kan modtage partiel viden og
erkendelse fra lavere planer. Hvorfor søge det næstbedste,
når det bedste uden begrænsning er til rådighed. Hvorfor
ikke træne os selv og vore børn i erkendelsen af det, der er
realiteter, og lade alverdens begrænsninger og uvidenhed
ude af betragtning?
Kapitel VII,
GUD.
Folk er som regel interesserede i mestrenes forestillinger om Gud og Guds
placering, og vi skal derfor tage emnet op i
dette kapitel. Det vil dog være umuligt at behandle dette
spørgsmål uden også at medtage mennesket, for efter
mestrenes opfattelse kan Gud og mennesket ikke adskilles
fra hinanden.
Mestrene taler meget om Gud, men de betragter begrebet
som en væsensevne - idet væsenet udgør evnen - eller
som én enhed, der omfatter hele universet, det synlige og det
usynlige. Mennesket fik sin opfattelse af Gud ved overtroen
om Gud, og så da ikke andet end billedet af Gud. Det blev
derfor nødvendigt at bringe mennesket tilbage til opfattelsen
afsig selv som Gud og af, at der ikke er nogen adskillelse
mellem det individuelle og det universelle, men at
mennesket er en integreret del af helheden og i sin natur
identisk med helheden.
De lærer, at Gud altid er til stede i mennesket, akkurat som
Jesus lærte. Det har altid været opfattelsen og holdningen
hos dem, der ejer illuminationen. Mennesket er lig Gud. Den
erklæring, at "jeg er Gud", er en af de mest afgørende
erklæringer, mennesket kan fremsætte. Vi har aldrig erfaret,
at mestrene har afgivet skriftlige instruktioner, men de giver
dem mundtligt, ligesom de holder taler. De kalder dog ikke
selv deres taler for instruktioner, - de fastslår jo blot fakta,
der er åbenbare, og de mener, at det åbenbare bør gøres
kendt for alle overalt. Derfor underviser de ikke, men
bekræfter blot det, alle mennesker instinktivt ved, og det,
som er den universelle sandhed.
Som vejledning i individuel udvikling foreslår de læsning af
Mahabharata'en, Vedaerne, Upanishaderne og Gita'en. Man
foreslår denne læsning som en forberedelse for den, der
ønsker at beskæftige sig med virkeligt, åndeligt arbejde og
koncentration. Det er bedst at læse nogle få vers ad gangen.
De foreslår aldrig, at man læser en hel bog på én gang. De
læser ofte kun én sætning på en hel dag. De forskrifter, der
gives i Gita'en, er skridt henimod opnåelse af individets
forståelse af, hvad Gud egentlig er, og at bringe det til at
fæstne sig i bevidstheden, hvad dette indebærer.
Man vil i det hele taget først kende Gud, når man selv har
erfaret ham som en realitet i sit eget væsen. "Intet menneske
kender det, der hører Gud til, før Guds egen hånd, som er i
mennesket, har afsløret det for ham." Det forberedende
arbejde, der går forud for opdagelsen af den åndelige eller
hemmelige læresætning eller doktrin, som den somme tider
kaldes, er resultatet af en træning af tanken til at fatte det,
der ligger i udtalelserne, for det er det, der er det åndelige
arbejde eller den åndelige doktrin. Det er som at læse for at
forstå betydningen af en matematisk læresætning. Tanken er
den, at når man har trænet sig op til at forstå det, der ligger i
den indre mening med læren i Gita'en eller Bibelen eller
andre hellige bøger, da er man i stand til at ransage sit eget
indre for at finde meningen med én selv. Mennesket er ikke
en fysisk organisme, men det indre og åndelige jeg, der lever
gennem den fysiske organisme. Det indre, åndelige arbejde
består i at finde det indre væsen i sig selv, der er lig Guds
væsen.
Der er så mange ortodokse opfattelser i dag, som hælder
mod den teori, at Gud er skabt i menneskets billede i stedet
for det, der er sandheden, at mennesket er skabt i Guds
billede. Men de tænker på mennesket som noget fysisk
snarere end det, der ligger bag det fysiske, det indre væsen.
Mennesket er virkelig Guds billede og udtryk.
Hvis Gud er summen af alle synlige og usynlige ting, den
uendelige, da omfatter Guds billede al tid og alt rum, for der
er intet, som ikke er en del af Gud. Mennesket kunne kun
blive skabt i hans billede, for der findes ikke nogen uden for
Gud, hvoraf mennesket ellers kunne skabes. Mennesket
eksisterer i selve Guds billede, ligesom jeres tanker
eksisterer i og lever som en integreret del af jeres sind og
tankegang. Mennesket er ikke blot skabt i dette Guds billede
eller indeholdt i Gudsaltet, men det er skabt af det inderste
væsen i Guds natur og i lighed med det. Hvis årsagen er
Gud, så er virkningen Gud i manifesteret form. Årsag og
virkning må være en enhed. Kan man forestille sig tanker
uden et sind eller en personlighed, og kan man forestille sig
en personlighed eller et sind uden tanker?
Foreningen af alle konditioner og vilkår bringer mennesket
direkte tilbage til Gud. Mennesket behøver ikke at præstere
noget, for det er selv Gud. Dette betyder, at princippet er helt
og komplet. Det er illusionens materielle karakter, der får os
ud i alle slags vanskeligheder og modsætningsforhold. Med
denne fuldstændige princippets harmoni i mennesket løfter
vi os helt ud af objektiveringen, således som vi kender den.
En ren manifestering af Gud finder sted, men det er ikke
nogen materiel eller begrænset objektivering. Det er en
tilstand, der er betegnet ved et bevidst udtryk for alt det,
princippet står for og indebærer. Men der er ikke tale om
selv den ringeste grad af adskillelse eller begrænsning. Det
er som en lysstråle blandt utallige lysstråler, som tilsammen
udgør det lys, der er universelt, men hver stråle er lys.
Udtalelsen "jeg er Gud" ledsaget af realisationen af det, som
dette i sandhed indebærer, vil helbrede enhver tilstand
øjeblikkeligt. Hvis I forstår dette og ikke ser andet end denne
sandhed, så vil kun sandheden kunne manifestere sig. Når I
skal behandle jer selv eller andre, skal I kun se og påberåbe
jer den evige enhed med Gud. Dette lys frembryder
øjeblikkelig, for det er det sande lys, og vi ved da, at denne
enhed eksisterer i os selv og i alle andre. Det er altsammen
fuldendt. Det er Kristuslyset eller Kristusprincippet.
Dette eliminerer den teori, at det er nødvendigt specifikt at
bearbejde kirtlerne, de fysiske centre, selve kroppen eller
sygdomme, som man kalder det. Det fysiske vil falde på
plads, så snart vi erfarer denne fundamentale enhed. Når
denne tilstand opnås, bliver kirtler og alle fysiske funktioner
stimuleret, indtil de finder en fælles harmoni. Hvert atom i
kroppen stimuleres og vækkes til aktion i fuldendt
koordination med ånden. Det er ånden, der fremmer
processen. Man kan ikke ved en tankeproces hæve kroppens
aktioner til at stemme overens med ånden, for ånden er
hævet over tanken, akkurat som himlene er højt hævet over
jorden.
De ti bud er slet ikke Guds anskueliggjorte lov. Moses for-
søgte i dem at nedlægge en lov for mental og moralsk
opførsel eller levevis, men en sådan måde at leve på kan ikke
lade sig gøre uden for åndens lov, og bevidstheden om
åndens aktivitet må derfor udskilles som den eneste
suveræne lov. Udtrykket: "Når du står forenet med loven, så
vil du ikke" gøre disse ting, var den oprindelige hensigt med
ordene, men de blev senere oversat som "må du ikke" eller
"du må ikke -". Hvis man lever i pagt med fordragelighedens
og harmoniens lov, da vil der ikke opstå ufred og
disharmoni, men blot det at afholde sig fra disse ting er ikke
ensbetydende med, at man lever i overensstemmelse med
harmoniens lov. At holde sig fra ufred og disharmoni kræver
jo blot, at man slet ikke foretager sig noget, og det ville i
hvert fald aldrig kunne frembringe en musiker, og det ville
heller ikke være et udtryk for harmoni. Selve det at udøve
loven frembringer virkninger, der er i overensstemmelse med
loven. Livet er aktivt, dynamisk og ikke statisk. Det er
spørgsmål om at udøve sandheden og ikke blot om at afholde
sig fra det, der ikke er sandheden.
Hvis man lever i lydighed mod selve loven, vil man automatisk afholde sig fra at
gøre visse ting, som ikke hører hjemme
i lovens naturlige funktionsområde. Man gør ikke disse ting,
hvis man følger loven, men selve det at undlade at gøre disse
ting bevirker ikke, at man derfor opfylder loven, - man
adlyder blot sine egne ønsker. "Du må ikke" var den
mosaiske lov, som Moses gav den fra sig. Det var noget, der
blev udsendt af "Sephiroth" eller livets træ. Han tilslørede
dette faktum og anskueliggjorde det for folket, men gav
præsterne den egentlige mening i Talmud.
Da Gud talte til Moses med "høj stemme" eller "høj røst",
som det gengives, var det ikke meningen, at det skulle
forstås således, at han talte højlydt. Gud er en "Stærk røst",
der giver udtryk for lys. Det var det, Moses sagde. En "stærk
røst" ikke en "højrøstet stemme". Der er en betydelig
forskel. Hvis vi har en "stærk røst", så er stemmen en enhed
og vil frembringe lys. Den giver os den evne. Den er måske
helt uden lyd, eller hvad vi ville kalde lydløs. Og det er det,
vi kommer til i dag: lydens lydløshed. Så er vi helt ud over
begrebet støj, og I lægger ikke mærke til støjen eller lyden
omkring jer, fordi I forbliver i den stærke røst eller det
afgjorte princip.
Sundhed er styrke, og da Gud talte med en sund eller stærk
stemme, talte han med hele sin styrke eller hele sin
personlighed. Det er det samme, når vi siger om en person:
"Han lagde hele sin styrke eller personlighed i det, han
sagde." Det er kun, når hele vor personlighed er vågen og i
aktion, at vores stemme er stærk, eller vi taler med styrke
eller overbevisning. Da taler vi ikke stykkevis eller delt, men
som en komplet helhed. Da Gud sagde til Moses: "Jeg er
den, jeg er, og der er ikke andre ved siden af mig," talte han
med en "stærk røst", for han udelod intet fra sin ytring, men
talte som en helstøbt enhed. Dette virker særligt oplysende
og illustrerende, når man tænker på den forkastede
psykologiske tanke, at bevidstheden er noget, der er inddelt i
sektioner eller afdelinger, der hver består af mange
funktioner. Det er den hypnotiske påvirkning, der er
resultatet af manglende sundhed eller styrke. Jo mere man
opdeler tanken eller sindet, jo mere usundt bliver det. Prøv at
studere nogle af de mennesker, der tror på og praktiserer
denne sektionsdeling af sindet, og se, hvordan de
koncentrerer sig snart her, snart der og flytter deres
tankegang rundt fra den ene til den anden del. De er utroligt
usunde og er aldrig trygge på sig selv, og det er heller ikke
forsvarligt at følge dem, for de fører kun mod forvirring. Det
kan
måske være en god måde at opbygge en stor tilhængerskare
på, for en gruppe mennesker, der er mentalt usunde, er lette
at samle i en organisation, men i den sidste ende bliver det til
et trældoms-forhold, især for den, der således forråder folk.
Sundhed er det samme som at være hel - at være en helhed.
Siger I "Jeg er Gud" i bevidstheden om, at I er ét med altet,
og at altet er inden i jer selv, og at I bevæger jer i og deltager
i helhedens aktiviteter, er det den eneste virkelig sunde
erklæring, for den er komplet og altomfattende. En bygning
eller anden form for konstruktion er ikke stabil, medmindre
den er en enhed, og et menneske er ikke stabilt, før det bliver
en fuldendt helhed i og med princippet.
Vi kan ikke standse i vor udvikling med organisationer og
systemer, hvad enten de er ortodokse eller metafysiske, for
de repræsenterer noget sektionspræget, sekterisk, og lærer en
doktrin, der er mere eller mindre påvirket af tanken om
sektionsind-deling. De er blot skridt på vejen i menneskets
forsøg på at finde sig selv. Vi kan ikke standse på noget som
helst punkt uden at blive ortodokse, - det ville hindre al
videre fremgang, indtil vi løsriver os.
Det er her, at så mange mennesker bliver involverede i
bekræftelser og fornægtelser. Naturligvis bliver mange af vor
tids organisationer med bestemte tankeretninger involverede
i samme problematik, når de begynder at fornægte noget. De
hæfter en tilstand på sig, som ikke eksisterer, og når de
dernæst føler den falske påvirkning fra deres egen mentale
reaktion, kalder de den ondskabsfuld, dyrisk magnetisme. De
begynder igen at blive psykisk eller spiritistisk påvirker, idet
de fastholdes i denne tilstand af deres gentagelser.
Man arbejder faktisk ikke godt, når man fornægter noget.
Fornægtelser adskiller os fra ånden, for vi standser op for at
tage hensyn til noget, vi betegner som værende "ikke
åndeligt". I ånden findes der ingen adskillelse, og derfor er
det kun ved adskillelsen herfra, at mennesket involveres i det
psykisk/spiritistiske eller fænomenprægede. Moses
klassificerede alt, hvad der havde med fænomener at gøre,
som en adskillelse fra ånden. Det er åbenbart, at de
ortodokse kirker kommer i vanskeligheder, fordi de giver
plads for adskillelsen. De har opbygget et mægtigt himmelsk
billede, som de kalder Gud. Der ligger en psykisk tendens i
det, som de ser, og de tror, at det billede taler til dem,
medens det i virkeligheden er deres egne stemmer, der taler
til dem gennem psykiske påvirkninger. Guds stemme taler til
mennesket indefra, sådan som Jesus lærte det. Det er
Faderen, der er i os selv.
Kristi fornægtelse af begrænsningen - af Satan - var ikke en erklæring, der gik
ud på, at Satan ikke eksisterede. Han
frigjorde sig simpelt hen for tanken om ham som værende
falsk. Han så helt bort fra tanken om ham.
Når Moses talte om en sondring mellem himlen og jorden,
mente han åbenbart, at jorden var den ydre del. På sanskrit er
der et ord, der definerer jorden som den ydre tilstand eller
sfære. Den skal beherskes, og dette herredømme skal ske i
tanken alene. Det, Moses mente, var, at himlen og jorden
skulle være et komplet hele, en enhed til alle tider. Han slap
jorden fuldstændigt i tanken og derved opstod den entydige
tanke om princippet. Han vidste helt klart, at formen var
åndens fuldendte legemliggørelse som liv.
Det var det samme, Job forsøgte at anskueliggøre, da han
sagde: "End i mit kød skal jeg se Gud." Det udtrykkes endog
på samme måde i Upanishaderne. Frembring i alle forhold
Kristus-personen i jer selv og se virkeligheden i stedet for en
afsondret fysisk skabning. Kroppen er af et udstrålende og
rent, åndeligt stof, og den vil fremvise denne tilstand, når
tanken om dens materielle eksistens trækkes tilbage og giver
plads for sandheden om, at kødet i sin sande tilstand er Guds
strålende lys, hvori og hvorigennem Gud manifesterer sig i
sin åndelige fuldkommenhed.
Kødet behøver ikke at åndeliggøres, for det er allerede manifesteret ånd,
ligesom vand er ilt og brint i manifesteret form.
Vandet er ét med sin oprindelse og i sin natur identisk med
sin oprindelse. At adskille ilten og brinten fra vandet ville
være det samme som at ophæve vandets eksistens. På akkurat
samme måde gælder det, at "jeres legeme er den levende
Guds tempel", og når kroppen genforenes med sin
oprindelse, bliver den ren og fuldkommen som strålende lys,
det lys, der var i begyndelsen og hvorudfra alle ting blev
skabt. Det, der får kroppen til at synes noget andet, er den
forplumrede mentalitet, der har trængt sig ind mellem kødet
og dets sande oprindelse. Kroppen - den levende Guds tempel
- er blevet til et tilholdssted for tyve, der berøver kroppen
dens sande, livgivende princip.
I Fadervor var det ikke tanken med "du, som er i himlen", at
himlen var et andet sted. Jesus mente det, som var
betydningen på sanskrit, nemlig: Den altid tilstedeværende
indre fred og harmoni. Det er himlen i dens sande betydning.
Himmeriges rige er iblandt jer. Der er en indre mening i
Fadervor, der ikke kan forklares undtagen rent personligt og
mundtligt. Hvis mennesket forstod denne indre betydning,
ville det være i himmeriges rige. Dette indebærer en
fuldstændig overgivelse af det, vi hidtil har kaldt selvet og
accepterer det jeg, der er den eneste virkelighed, nemlig det
åndelige jeg, for der findes ikke noget andet. De, der er nået
frem ad vejen, har fulgt dette spor og indgår i den tilstand,
der opløfter alt til ånden. Et sådant menneske erkender sig
selv som Gud.
Dette er vanskeligt for mange at forstå, fordi de kun opfatter
sig selv som det, deres bevidsthed dikterer. Alle sådanne
tanker må fraviges. Virkeliggørelsen omfatter også den
menneskelige bevidsthed, når Kristusbevidstheden er blevet
individets fulde bevidsthed, for den menneskelige bevidsthed
indgår da i den totale og fuldkomne bevidsthed. Alle de
tanker, der omsluttes af vor bevidsthed, og som ikke stemmer
overens med sandheden, må opgives. Det var det, Jesus
mente, da han sagde: "Fornægt jer selv." Opgiv jeres egen
opfattelse af jer selv, accepter, at I står i fuldendt relation til
helheden. Det er ensbetydende med at tage afstand fra alle
ydre forhold til fordel for den arkitektoniske tegning, der er
baggrunden for det hele. Kristusbevidstheden er altid den
samme som Gudsbevidstheden.
Når et menneske når til fuld erkendelse af Gud, vil hans
gerninger straks blive fuldendte. Hvis dette menneske er fuld-
kommen ét med Gud, vil hans arbejde øjeblikkelig blive fuld-
endt. Jesus sagde: "Det er fuldbragt," og gik dernæst videre
til andre opgaver. Hvis vi erkender fuldkommenheden, bliver
vi selv en del af den. Vi har ikke behov for nogen anden
erkendelse. Alt er Gud, hvis vi vil udtrykke det på den måde.
Det var det eneste, menneskene for totusind år siden havde
imod Kristus. De anså det for "blasfemi", at han betragtede
sig selv som Gud, for i deres hypnotiske tilstand kunne de
ikke forstå mysteriet i den position, han hermed tiltog sig,
men som er ethvert menneskes sande position. Det var det
eneste, de holdt imod ham. Når vi påstår det samme over for
mennesker, der ikke har fået denne erkendelse, og som er
dybt forankret i uvidenhed hvad angår al skabningens sande
tilstand, anklager de os for blasfemi i dag, ligesom de
anklagede Kristus for totusind år siden. Men hvorfor skulle vi
tage os af det? Så længe vi tager os af, hvad folk tænker, lige
så længe holder vi os selv fangen i jordens hypnotiske net.
Men et menneske, der er vågnet op til sandheden, går aldrig
omkring og spreder sådanne ydre påstande over for den
profane verden. En af betydningerne i udtalelsen: Jeg er Gud
- er "jeg er tavs".
Forsøget på at gøre Gud til en treenighed kom med tanken
om at differentiere fra den ene. Forenklingen af alle
elementerne til ét element - eller strålingsenergi - fører til
begrebet om tre i én enhed og direkte til den sande treenighed
eller treklang som en eneste væsenskvalitet. Dette er
Helligånden - hele ånden - den skabende ånd som en
fuldkommen handling. I samme øjeblik vi projicerer vore
tanker til Helligånden, projicerer vi os selv til den fuldkomne
skabende ånd i aktion. Det er helheden, der bevæger sig. Når Helligånden kommer
over jer, er I jer bevidste, at
alle handlinger i og uden for jer er fuldendte handlinger
udgående fra princippet i sin helhed uden den ringeste form
for adskillelse eller afvigelse. Det er én eneste handling.
Der kan faktisk ikke syndes mod Helligånden. I den originale tekst finder vi
intet om soningen af synd. Mennesket
alene begår det man kalder synd, og det er mennesket alene,
der tilgiver synd. Menneskesønnen på jorden har magt til at
tilgive synd. Der kan ikke forekomme nogen synd mod
Helligånden, for det er umuligt for mennesket at adskille det
uadskillelige eller at separere enhedens enehandling. Det
synes kun, som om mennesket gør dette. Det er herfra
kongers guddommelige ret stammer. Hvis en konge har en
guddommelig ret, kan han ikke fejle, og er mennesket
konge, da kan det heller ikke fejle. Dette gjaldt ikke blot en
bestemt konge eller en bestemt slægt, der herskede over et
land, men det gjaldt også mennesket, som hersker over sig
selv. Når mennesket hersker over sig selv, bliver det konge.
Hvert menneske er konge, når det erkender sig selv som Gud
og udøver sin guddommelige magt til fuldstændigt at
underkaste enhver del af sig selv den enerådende tanke.
Fortolkningen af Gud som talende til individer eller grupper
af mennesker som særligt udvalgte er falsk. Det, Gud siger
til ét menneske eller én nation, siger han til alle mennesker
og alle nationer, for han skabte alle mennesker og alle
nationer som værende af samme blod, og hos ham er der
ingen personanseelse. Men ud fra denne falske fortolkning
har mennesket opbygget opfattelsen af Gud som værende
Gud for én race eller én nation. Dette har resulteret i
religionskrige og skabt særgrupper inden for nationerne.
Ifølge Dr. Lyman Abbot har de ortodokse kirker på grund af
dette had mere end noget andet bidraget til civilisationens
tilbageskridt. Den vigtigste hensigt med præsentationen af
Gud var at få jer til at rette blikket direkte mod det lys, der
udgår fra hvert individs eget væsen som værende ét og
samme lys, og at Gud på samme måde manifesterer sig for
og igennem alle mennesker uden partiskhed eller
personanseelse. I samme øjeblik I kan projicere jeres vision
til dette lys, er I straks helt bevidste, dvs. i den
guddommelige bevidsthed, og deri kan der ikke eksistere
nogen adskillelse. Når der ikke findes nogen adskillelse, kan
den heller ikke gøre sig gældende mellem trosretninger eller
nationer, og følgelig er der ingen grunde til stridigheder eller
krig.
Her vil jeg gerne referere til "Østens vises liv og lære", hvor
Emil skilte nogle sjakaler ad, der sloges om et ådsel,
hvorefter han sagde: "Det er ikke den person, som I ser, men
udelukkende Guds-jeg'et, der gør dette." Han mente hermed,
at når man slipper frygten for dyret og projicerer Guds-
jeg'et, er der fred og harmoni. Og dyrene fandt sammen og
åd deres måltid i fuldendt harmoni i stedet for at slås.
Dette er teorien bag vort eksperiment med at gå gennem ild.
Mestrene fortalte os bagefter, at vi havde hævet vore
vibrationer til et niveau, hvor der ikke var nogen konflikt
mellem os og ilden. Der var fuldendt harmoni og enhed. Vi
så klart, hvorledes ilden rasede omkring os, men vi følte
ikke nogen hede eller noget ubehag. Vort tøj blev end ikke
svedent. Dette eksperiment blev gentaget for ganske nyligt i
London af en ung hindu-yogi under den strengeste
videnskabelige kontrol. Billeder heraf blev vist i Amerika i
en af nyhedsrevyerne, og den berømte nyhedskommentator,
Edwin C. Hill, skrev ret udførligt om emnet. Kopi af denne
kommentar blev sendt til 100 lærere, der holder forelæsninger om disse
lektioner.
Mestrenes liv er simpelt hen Gudslivet. De siger altid:
"Livet er lyset." "I samme øjeblik vi giver udtryk for lyset,
fremstår livet." Hvis I lever dette liv, vil I nå til vished og
erkendelse, og denne erkendelse er komplet og fuldkommen.
Det er ikke et liv i askese eller afsondrethed. Det er livet og
lyset i en højere enhed, i fuldkommenhed og helstøbthed.
Hvem som helst kan bryde sin tilsyneladende bundethed til
en tilstand, der ikke er af Gud, ved blot helt at slippe denne
bundethed. Det er vi blevet trænede i fra barndommen. Hvis
der
sneg sig en disharmonisk tilstand ind i vore omgivelser, slap
vi den helt og holdent. Der kan somme tider gå hundrede
dage, uden at mestrene spiser noget, - de er ikke bundet på
nogen som helst måde. Men selv om de ikke spiser i det
ydre, så ernærer de sig ved Prana, det åndelige stof, som
omgiver dem overalt. De indtager pranisk stof, og det
assimileres til direkte og fuldstændig opretholdelse af
kroppen. Planterne ernærer sig også ved Prana, og når
mennesker anvender grøntsager i ernæringen, indtager de
også Prana. Mennesker kan endog, hvis de vil, indtage det
direkte og på en lettere måde, end det er tilfældet for planter
og grøntsager.
Det ville ikke være klogt af den vestlige verden at kassere
Bibelen til fordel for Bhagavadgita'en. Vor Bibel er af større
betydning for den vestlige verden, for vi forstår ikke
Bhagavadgita'en. Men den er nummer ét for Østen. Vesten
kan med udbytte læse Bhagavadgita'en, idet det ville spare
den ulejligheden med at kæmpe sig igennem Bibelens
folklore og forkerte oversættelser. Bhagavadgita'en har
fjernet alt dette. Den vediske filosofi er i de fleste tilfælde
det bedste udtryk for mestrenes lære. Mange mennesker får
en mere forenklet tankegang og kan assimilere disse tanker
gennem veda'erne. Dernæst kan de gå videre til den vediske
lære.
Grunden til, at Vestens folk har svært ved at forstå det
spirituelle, er den, at den vestlige bevidsthed altid har været
en undvigelse fra princippet, fordi man ikke vidste, hvad
princippet betød. De vildledte endog sig selv, hovedsagelig
ved at acceptere deres filosoffers lære om, at princippet er en
ukendt størrelse. De, der har en tankegang som mestrene,
ved, hvad princippet er, men vi kan på samme måde
acceptere princippet og erkende, hvad det betyder. Vi må
acceptere det mål, vi arbejder henimod, ellers lykkes vort
arbejde slet ikke.
Man kan ikke tage til Indien med en indstilling baseret på
egoisme, selviskhed og onde hensigter og da få noget som
helst ud af Indien, lige så lidt som man med en lignende
indstilling kan få noget ud af disse lektioner, af Bibelen eller
af en hvilken som helst kilde til sandhed. Der er intet i
sandheden, der er foreneligt med disse holdninger. Man får
det ud af Indien, som man tager med dertil. Det er slet ikke
et spørgsmål om at tage til Indien. Det er en tilstand, der
findes overalt, hvis man er modtagelig for den.
36. Det drejer sig ikke om at tage til Indien, at studere
Bibelen eller Bhagavadgita'en. Det drejer sig om at slippe
alle de forvirrende begreber, der inficerer sindet, og de
forstyrrede tilstande, der resulterer heraf. Man kan dernæst
finde stor åndelig støtte i Bibelen eller ethvert andet skrift.
Vi begynder nu at se, at vi får det ud af Bibelen, som vi selv
tillægger den. Selve beslutningen om at finde meningen med
bogen vil åbne dens hemmeligheder for os i nogen
udstrækning. Hvis vi læser Bhagavadgita'en eller enhver
anden bog, må vi indtage samme holdning til den. Der er
naturligvis ikke noget i Bibelen, der ikke er fortolket i
Bhagavadgita'en, Mahabharata'en eller Veda'erne, for det er
herfra den viden kommer, der findes i Bibelen.
TIL BRUG FOR UNDERVISEREN
Pkt. 1 og 2. Det, der nok er det vanskeligste for
gennemsnitsmennesket, er at gøre sig det klart, at Gud er den
store, universelle skabelsesplan, og dette punkt bør
understreges af underviseren og indøves af eleven, indtil
dette helt fundamentale faktum er blevet til en personlig
erkendelse. Personligheden er en individuel identitet,
medens Gud er den universelle identitet, hele universet som
en enkelt, bevidst identitet, summen af al bevidsthed, magt,
kærlighed, liv og stof.
Pkt. 3. Mennesket kan ikke undslippe den højeste form for
enhed, der består mellem det og universet, for mennesket er
en del af det universelle system. Som et produkt af det
universelle system må mennesket rumme alle universets
muligheder, og uanset hvilket navn, mennesket giver
universet, så er det også dets eget navn og dets egen natur.
En lysstråle er lige så ægte et lys som et dusin lysstråler,
eller en million, en milliard, eller alle dem, der findes.
Pkt. 4 og 5. Det er ikke det, man studerer, men måden, man
studerer det på, der er hemmeligheden bag illuminationen.
Det er ikke det, vi ved om en ting, men det vi har erfaret
med den, der gør forskellen. Man kunne lige så godt give sig
til at klassificere og beskrive størrelsen, formen, farven og
tyngden af frø som et forsøg på at lære naturen at kende,
som man kunne gøre sig håb om at lære Gud at kende ved
blot at læse beskrivelser om ham. At kende naturen er at
kende den i sin helhed, at se dens vækst omkring sig og i en
vis grad føle den kraft, der frembringer den. Mennesket må
være stille og erkende Gud på samme måde. Vi må ophøre
med beskrivelserne og komme til at "føle og mærke ham",
hvis vi skal opleve hans nærhed, hans kraft, visdom og
substans som en bevægende kraft i vor egen natur. Dette er
den åndelige eller hemmelige doktrin.
Pkt. 6 og 7. Her gælder det samme som for pkt. 4 og 5.
Pkt. 8, 9 og 10. Hvis Gud er alt, og mennesket er skabt i
hans billede, hvorledes kan mennesket da udvikle sig på
anden måde end ved at udvide sin bevidsthed til at forstå
storheden i sin skabelsesstatus. Han opnår egentlig ikke
andet end at opdage det, der allerede findes. Spørgsmålet er,
om han vil opdage sig selv lidt efter lidt, eller om han vil
afsløre det endelige faktum fra begyndelsen. Alle vise ned
igennem tiden har erklæret, at dette er den sande måde at
gøre det på. Udtalelsen: "Ved I ikke, at vi er Gud og sønner
af Den Højeste," kalder mennesket tilbage til sin
begyndelse, som er fuldkommenheden i og med Gud.
Pkt. 11 og 12. Hvis man befinder sig i en bestemt
bevidsthedstilstand, udtrykker man ikke automatisk det, der
svarer til den modsatte tilstand. På den anden side
fremkalder eliminationen af visse adfærdsmønstre heller
ikke en modsat bevidsthedstilstand. Det er handling - og
ikke manglende handling - der fremkalder resultater. Det
kan måske nok være en god ting, når man ikke kender
sandheden, at afholde sig fra forkerte tilstande i proceduren,
men det er ikke en sådan fremgangsmåde, der fører til
illuminationen. Hvis man ikke er lykkelig, så bliver man det
heller ikke ved blot at nægte at opføre sig, som om man var
ulykkelig. Og hvis man derimod er lykkelig, så optræder
man ikke som værende ulykkelig eller ser ulykkelig ud.
Dette kan illustreres på mange måder.
Pkt. 13 og 14. Sundhed er det samme som at være hel og
stærk, at være en komplet helhed. I sundhed forekommer der
ikke nogen separation. En sund og stærk bygning eller en
sund og stærk bro er et bygningsværk, der er sammensat af
mange enheder, der er bundet sammen til én enkelt enhed.
Man vil ikke betragte en bygning, der er adskilt i enkeltdele,
som en sund bygning. Sundhed, helhed og styrke er
synonymer. Den sunde eller stærke stemme i denne
sammenhæng refererer som det "sunde" sind i en tidligere
lektion til den entydige bevidsthed i aktion. Et menneske er
ikke sundt, hvis det opfatter sig selv som et sammensat
væsen, og det er det heller ikke, hvis det fungerer delvist, og
på samme måde gælder det, at man ikke taler sund tale, hvis
man kun udtrykker den halve sandhed. Sandheden er det, der
er sandt om Gud, for Gud er alt, og Gud er kun én.
Pkt. 15. Når som helst en gruppe mennesker, en race eller en
nation udskiller sig selv som et udvalgt folk, et særligt folk,
som skulle være mere direkte forbundet med eller
foretrukket af Gud, da er det ikke et sundt folk, og dets
doktriner kan aldrig være sunde. For Gud er der ingen
personanseelse, og hans skabninger er alle en manifestation
af ham selv og udgør uden forskelsbehandling en del af ham
selv. Det kan slet ikke lade sig gøre, at nogle folk er
udvalgte af Gud og andre ikke. Han skabte alle mennesker,
og derfor er alle Guds udvalgte. Alle folkeslag er en
manifestation af Gud selv, ligesom alle former for planteliv
er naturens manifestationer. Ligheden for alle er en del af
livets faktum, og den ydre lighed afhænger af den grad,
hvori vi har realiseret det universelle faktum i os selv.
Pkt. 16, 17, 18 og 19. Fremskridt skabes ikke ved
fornægtelser, men ved at praktisere en stadig forening af alle
ting med den egentlige oprindelse. Når alle ting er forenede
med oprindelsen, begynder de at manifestere deres lighed
med den, og alt det, der ikke svarer hertil, forsvinder,
ligesom uvidenhed forsvinder, når viden træder i stedet, eller
skygger, der viger for lyset. At have at gøre med det faktiske
er ensbetydende med at bortjage det opdigtede. Arbejder
man med tankespind, arbejder man med ingenting, og man
når ingen resultater. Skal man skabe noget, må man arbejde
med noget, der eksisterer. Man kan aldrig skabe noget ud af
ingenting.
Pkt. 20 og 21. Om dit ansigt stråler af glæde eller er hærget
af sorg, så er det dog det samme ansigt, men det ser
forskelligt ud under forskellige påvirkninger. Kroppen er i
lige grad manifesteret, åndeligt stof, hvad enten den er syg
eller rask. Det er kun den bagvedliggende påvirkning, der
trænger til at ændres. Når bevidstheden udvides til sin sande
erkendelse af altet og enheden med Gud, så manifesterer
kroppen automatisk denne tilstand. Det vil sige, at kroppen
vender tilbage til sin sande tilstand som et stof, der udstråler
Guds ord.
Pkt. 22 og 23. Virkelighedens rige omgiver os allerede, og
det eneste, vi behøver at gøre, er at ændre vor opfattelse af,
at det er noget, der ligger langt borte. Alt det, der er Gud, er
noget, der findes indeni, ved og omkring alle mennesker, og
mennesket er selv omfattet af denne altomfattende helhed i
Gud. Det eneste, mennesket kan gøre, er at acceptere denne
kendsgerning, og ved at gøre dette og ved at leve i harmoni
med den bliver den til virkelighed for én.
Pkt. 24 og 25. Årsag og virkning er én og samme ting, og at
erkende sandheden er at blive fri i samme øjeblik. At
erkende Gud som sundhed er at blive rask i samme stund. At
erkende, at Gud forsyner os med alt, er straks at blive
forsynet, for det ene er en forudsætning for det andet eller
omfatter samtidig det andet. Der kan ikke forekomme nogen
adskillelse.
Pkt. 26. Vi må gøre os det klart, at vi er på vej tilbage til vor
Faders hus og ikke på vej bort fra det. Vi går fremad mod
enhed og ikke mod adskillelse. "Se Gud er én Gud" er den
sang, der lyder i den hjemadvendende sjæl.
Pkt. 27. Afslutningen på lektionen forklarer sådan set sig
selv, men kan illustreres og udvides alt efter som
underviseren har lyst eller føler sig inspireret. Hele
lektionens formål er at komme bort fra menneskers
forudfattede meninger, som har ledt dem til en følelse af
adskillelse og splittelse, og lede dem tilbage til bevidstheden
om enheden med verdensaltet, menneskets lighed med
helheden og dets adgang til alt det, der eksisterer i det
uendelige rum.
Kapitel VIII,
MENNESKET.
Ligesom det i foregående lektion var umuligt at studere
Guds væsen uden at medtage menneskets, således vil det i
denne lektion være umuligt at studere mennesket, uden at
det indebærer et yderligere studium af Gud. Den ene
forudsætter den anden, og de er uadskillelige. Det er ikke
muligt at have en konge uden et kongerige, og det er umuligt
at tale om et kongedømme uden at have en konge. Man kan
ikke forestille sig en skaber uden det, han har skabt, og man
kan såvist heller ikke tænke sig en skabning uden skaber.
Det er blot to sider af samme sag, og uden den ene kan den
anden ikke eksistere. Mennesket er derfor en uundværlig del
af den universelle helhed.
Mestrenes opfattelse af mennesket er, at det befinder sig i
sin sande tilstand, når det altid er aktivt og lader princippet
arbejde igennem sig og komme til udtryk. Som de ofte
udtrykker det: "Mennesket, der projicerer Gud, -
mennesket, der bliver Gud, - idealet af al fuldkommenhed,
- en selektiv Gud, men helt universel". Udvælgelsen
foregik åbenbart udelukkende ved menneskets
foranstaltning. Mestrenes opfattelse går altid ud på, at
mennesket må foretage udvælgelsen, men heri kan
mennesket aldrig føre udvælgelsen ud over helheden eller ud
over det, der er i overensstemmelse med princippet eller
ånden. Og det betyder naturligvis, at mennesket aldrig
kommer bort fra sit sande væsen eller sin sande oprindelse.
Hvert menneske er sin egen bestemmende faktor, og denne
faktor er altid ét med princippet, aldrig adskilt og aldrig
afhængig af andet end princippet.
Mennesket kan som menneske aldrig blive en helt
uafhængig organisme, for det er uløseligt forbundet med
helheden. Hvorledes skulle mennesket kunne fjerne sig fra
det uendelige? Isolationen er blot noget, mennesket
forestiller sig, og denne forestilling er den eneste årsag til
menneskets begrænsning. Det er ene og alene indbildning.
Grænserne for menneskets frie vilje - eller ret til udvælgelse
- kan ikke strækkes længere end dertil, hvor dets
forestillinger rækker, men i virkeligheden er mennesket altid
forenet med sin oprindelse. Det behøver blot at frigøre sig
fra sine tomme forestillinger og acceptere det uundgåelige,
og mennesket befinder sig da straks på sin retmæssige plads
i det universelle system. Mennesket er konge alene i den
forstand, at det har det privilegium at udøve kongerigets
love, og enhver konge, der ser bort fra sit riges love, vil ikke
forblive konge ret længe. Kongemagten er underkastet rigets
love, ligesom undersåtterne er det, og de udgør alle en enhed
i et enkelt system, hvori loven til enhver tid er den rådende.
Kun ved lovens bindende magt forbliver kongeriget en
harmonisk enhed.
Mennesket er en treenighed, men denne treenighed deles
aldrig, den er altid en enhed. I forstår alle menneskets evner,
hvis I forstår, hvad mennesket er. Grækerne vidste dette og
udtrykte det således: "Menneske, kend dig selv". Det er
åbenbart, at vi ikke er begyndt at kende os selv, vor
betydning, vor guddommelighed. Med guddommelighed
menes her: at være en del af helheden og som sådan at vide
alt og at være manifestationen af altet.
Der er ikke nogen triangel, medmindre de tre linier, der
udgør siderne, samles. Hvis ikke siderne forenes, er det kun
tre linier og slet ikke nogen trekant. Treenigheden er
afhængig af enhed, og enheden udgør treenigheden.
Mennesket skal ikke analysere sig selv, indtil det forstår sin
treenighed, - det ville kun skabe splittelse. Menneskets
fremgang er en tilbagevenden til sin "Faders hus", og dets
fremgang i denne retning er ensbetydende med, om det
opdager sig selv som en enhed, - den stilling, mennesket
indtager som ikke-adskilt fra den universelle plan.
Det er altid muligt for mennesket at forbedre sin bevidsthed
indtil det punkt, hvor det bliver lig Gud. Det var den første
tanke med kongers guddommelige rettigheder. Det var ikke
en konges sag at opslå sig som guddommelig hersker. Hele
menneskeheden skulle være guddommelige herskere og
herske som konger, men altid i kærlighedens udtryksform,
som er tjeneste. Mennesket er ét med sin egen
guddommelighed og dermed altid til tjeneste. Han opkaster
sig aldrig til herre over et andet menneske. Hvis han er
egoist, vil han ødelægge sig selv. Han kan ikke forblive
egoist ret længe. Menneskets herredømme udspringer fra
dets følelse af at være en del af helheden, og egoisme
kommer af en følelse af, at mennesket er et separat ego i sig
selv og af egen kraft. Derfor er egoisme den største
forsyndelse mod hans væsens naturlige lov, og den
forårsager katastrofale følger.
Oversættelsen af Bibelen er forkert der, hvor den siger, at
mennesket blev skabt i Guds billede. I stedet skulle det have
været "mennesket er Guds billede". Sådan lyder den
oprindelige tekst, og netop her ser vi det illustreret, der er
den største fejl ved den ortodokse opfattelse. Her forsøger
alle at skabe Gud i menneskets billede og har herved skabt
noget, mennesker ikke kan forstå. Mennesket kan forstå sig
selv, og hvis det tænker på Gud som en personlighed
ligesom sig selv, men i større proportioner, kan det aldrig
komme til at forstå det sande forhold, der består mellem
mennesket selv og dets oprindelse. Men hvis mennesket
forstår, at det er en individualiseret udgave af det
universelle, eller at det repræsenterer som individ det, som
Gud er universelt, da har mennesket noget, det kan forstå.
Hvis vi udelader "skabt i", da er mennesket Guds billede.
"Jeg er Gud" er den store erklæring, og den er helt og
holdent menneskets. På sanskrit betyder billede eller lighed:
nøjagtighed. Årsag og virkning kan i betegnelse og væsen
altid erstatte hinanden, for den ene er i sit væsen den andens
modstykke. Årsagens aktivitet er virkningens liv og form.
Nogle vil ganske naturligt sige, at hvis dette er sandt, hvorfor
sagde Jesus så : "Jeg er Guds søn", og aldrig: "Jeg er Gud".
Men dette er kun én af hans udtalelser. Han sagde: "Jeg og
Faderen, vi er ét". Og da oversætterne ikke forstod den
følgende sætning: "Man er Gud i samme grad, som man
præsenterer Gud, derfor præsenterer jeg Gud for jer", udelod
de den helt. Og dog sagde han: "Den, der har set mig, har
også set Faderen - Gud".
9. Man må også erindre, at udtrykket: "Jeg er Gud" var
uudsigeligt for oldtidens mennesker. Teorien gik ud på, at man
aldrig
skulle udtale ordene hørligt. Ordene skulle udtrykkes i deres
egne sjæles stilhed, og den eneste måde, de nogensinde
måtte
udtrykkes på, var i den naturlige udstråling af autoritet, fuldkommenhed og
kraft, der kom fra denne indre og hemmelige
erkendelse. "Faderen, som ser i løndom, skal belønne jer
åbenlyst", er tanken. Det er det stille Gudsvæsens stille udtryk, -
al
skabnings åndelige og universelle faktum. I et tidligere
foredrag
bemærkede vi os, at en anden betydning af udtrykket: "Jeg
er
Gud" er: "Jeg er stille". "Jeg er Gud" er det stille
vidnesbyrd i
menneskets natur om et universelt faktum. Det er det
hemmelige
udtryk, der er gemt i Jesus Kristus, og det hemmelige navn
på et-
hvert menneske, der lever og ånder, og selve navnet er dets
åndedrag.
10. Det blev betragtet som blasfemi at udtale dette
hørligt, og
folk på Kristi tid udlagde hans udtalelser sådan, at de mente,
dette uudsigelige udtryk blev anvendt på ham selv. De
fordømte
ham på basis af deres egne fortolkninger af hans udtalelser.
Men
han var tro imod mystikkens love, og skønt dette faktum i
mange
af hans udtalelser var underforstået, så udtalte han det ikke.
Alle
hans udtalelser såsom "I har sagt", "Jeg er" og "den, der har
set
mig, har set Faderen" refererer til dette faktum, men hvad
end
han har sagt indirekte, så har han aldrig udadtil udtalt
ordene:
"Jeg er Gud". Teorien er, at mennesket selv er ordet, og at
menneskets egen tilstedeværelse i universet er det udtalte
vidnes-
byrd, og det behøver ikke nogen yderligere ytring. I
begyndelsen
var ordet, og ordet blev kød, og da mennesket skabtes, blev
mennesket det ord, der ikke kan udtales i lyd eller stavelser, for
mennesket er det fuldkommengjorte ord i sin egen person. Hvis jeg
er, omfatter alle ting, - er en levendegørelse af alting, da er det
åbenbart og behøver ikke nogen videre projicering. Alt,
hvad der bliver talt ud fra denne bevidsthed, er universets
autoritet, der taler med al magt i himlen og på jorden.
Det indgik i hans udtalelse om, at "jeg var før Abraham",
for mennesket som det formgivne aspekt af den universelle
Gud har altid været og vil altid være den åbenbarede Gud.
Han refererede helt tilbage til den gamle sanskrit-lov om
Abraham: A-Brahm - lys-Gud. Dernæst kom David,
lysbæreren, den, der bar lyset til hele menneskeheden, og
Maria, der anskueliggjorde det skabende princip. I kan føre
det hele tilbage til Ah Brahm", der betyder: kristusbarn,
foreningen af alle kræfter til at præsentere verden for
kristusidealet: At mennesket er Gud.
Der bør ikke skelnes mellem det universelle og det individuelle menneske. Man
kan lige så lidt skelne mellem disse to
som mellem omkredsen og centrum af en kugle. Det er her,
problemet er opstået. Man kan ikke splitte mennesket op.
Mennesket er en enhed, og ét med Gud. "Jeg og Faderen, vi
er ét" var Jesu sande vidnesbyrd, og han gik endda videre,
da han sagde: "Når i beder, da skal I bede til Gud, Kristus,
og tag jer selv med som Kristus".
Mestrene taler ikke om Gud og mennesket. I deres opfattelse
er der altid kun én, - der er ikke tale om nogen adskillelse
overhovedet. Der er ikke tale om en præst for sig og en
menighed for sig. Menighed og præst er en enhed.
Huxley og Darwin og deres lige frembragte mange kendsgerninger om det dødelige
menneske og prøvede på at
bestemme det menneskeliges eller dyriskes oprindelse, idet
de dermed håbede på at kunne forkaste skabelsesteorien.
Mestrenes opfattelse bygger på teorien om menneskets
guddommelighed, at mennesket har en guddommelig
oprindelse og aldrig på nogen måde er adskilt fra sin
guddommelighed. Darwin, Huxley og alle de andre
opbyggede deres bevismateriale på den forudsætning, at der
ikke fandtes nogen Gud overhovedet, og det er grunden til
deres fiasko. Det mislykkedes dem totalt at føre deres
undersøgelser tilbage til princippet. Darwins allersidste
udtalelse var: "Ud over det, vi har opbygget, forbliver
princippet bag det hele stadig en gåde for os". Der findes
ingen virkning uden årsag, og det er umuligt at fatte
virkningen uden at have forstået årsagen.
Det er derfor, Emil med sand barnlig enfoldighed siger: "I
kan gøre alt dette ligeså let, som jeg kan". Det var
baggrunden for Jesu store gerninger, at han udelukkede
enhver form for selviskhed. "I skal gøre større ting end
disse".
Mennesket som en separat enhed formår ikke noget som
helst. "Af mig selv formår jeg intet", siger Jesus. Når
mennesket står isoleret, er det som en sporvogn uden
forbindelse til luftledningen. Det har mistet kontakten med
den motiverende kraft, der er den store grundliggende årsag
til enhver manifestation. Den aktivitet, der er årsag, er ikke
blot den motiverende kraft, der frembringer virkningen, men
er også selve virkningen, og den eneste måde, hvorpå
mennesket kan fortsætte, er ved at bevare kontakten med
det, der i første omgang projicerede det. "Det er Faderen,
der gør sin gerning i mig". Årsagen må altid være den
motiverende kraft i virkningen, for virkningen kan ikke
frembringe sig selv.
På denne rejse har vi indtil dato set mange racer, der er
meget forskellige fra hinanden i udseende og skikke.
Mestrene ser alt i lyset af én bevidsthed. Hvis vi tænker på
dem som forskellige bevidsthedsfaser, er vi tilbøjelige til at
etablere en adskillelse fra den rette ene. Forskellene består
kun i det ydre, for alle motiveres af det samme indre - eller
åndelige - ideal, som er Kristus, eller for hver isærs
vedkommende den kerne, der kan betegnes: "Jeg er Gud".
Vi må bedømme alle mennesker ud fra dette, hvis vi skal
kunne se bort fra de ydre forskelle. Når det, der er det indre,
bliver det ydre, da vil der ikke være nogen ydre forskel og
derfor ingen uoverensstemmelser, ingen begærlighed og
ingen krig. Der
er mange frø og knopper, men når hver af dem har opfyldt
sin bestemmelse i den ydre form, udgør alle tilsammen
naturen som én harmonisk helhed.
Det er ud fra dette synspunkt, mestrene betragter reinkarnationen. De siger, at
den ikke er nødvendig, at den kun er en
menneskelig hypotese. De siger, at hvis et lys er placeret
midt i et værelse, så er den bedste måde at nå frem til det på,
at gå direkte frem til det. Hvorfor kredse omkring det i
cirkler? Hvis man går direkte frem mod lyset og løfter det op
og inkorporerer det, da er man helt og holdent ude over
spørgsmålet om reinkarnation og karma. Det er kun
menneskets vægring ved at gå direkte til livets centrale
punkt eller livets faktum, der fastholder det i "livets
ubønhørlige trummerum". Hvis vi vil acceptere det centrale
faktum, som er det lys, der oplyser hvert menneske, der
kommer til verden, vil vi være nået til målet, og al denne
gåen rundt i ring vil ophøre og være tilendebragt.
Alle disse store problemer, der hjemsøger menneskers
tankegang, bliver løst helt og holdent, når man lever
mestrenes liv, eller det liv, hvor man selv er mesteren og er
sit sande åndelige "jeg". Jesus sagde med myndighed, at
sandheden skulle frigøre os. Mennesket befrier sig fra
forestillingen om, at det ikke er Gud, ved at afvise de
negative erklæringer. Hvis mennesket til stadighed
fastholder erklæringen: "Jeg er Gud" som et hemmeligt
faktum i sin egen natur, vil det være frigjort fra den negative
erklæring om, at det ikke er det. Det er altid bedre at erklære
det, der er sandt, end det, der er usandt.
Endog evnen til at analysere begrebet "jeg er" er et direkte
åndeligt vidnesbyrd om guddommeligheden. Hvis det ikke
eksisterede, så ville det jo slet ikke kunne analyseres, og det
ville heller ikke falde én ind at forsøge at foretage en sådan
analyse. For at blive ét med denne guddommelighed behøver
man blot at acceptere den og afvise alle negative tanker og
erklæringer om dens eksistens. Al analyseren og alle forsøg
på at indskrænke den til formaliteter holder én borte fra den.
Selv inden for mekanikken producerer vi en ting først og
redegør for den bagefter. Alle forsøg på at analysere den på
forhånd ville blot indikere, at den ikke var mulig. Dette
gælder ethvert skridt fremad i udviklingen, også inden for
det materielle område. Hvor meget desto mere skulle det da
ikke være tilfældet med ting, der så fuldstændigt ligger uden
for vor nuværende tankesfære. Flyvemaskinen blev aldrig
anerkendt som værende mulig, før den faktisk fløj. En første
analyse viste, at den ikke kunne flyve. Men nu har vi en
uendelig række forklaringer på, hvorledes og hvorfor den
kan. Kendsgerninger må altid komme først og forklaringerne
og ræsonnementerne bagefter.
Hvis man er overforsigtig og ikke sig selv helt bevidst, kan
det synes, som om man fastholder sin guddommelighed ved
hjælp af en blind tro, men det er ikke nødvendigt. Hvis man
derimod opfatter den helt og holdent ved blind tro, har man
igen foretaget en separation og vil aldrig nå målet. Det er
langt bedre at sige "jeg kan" og dernæst gå direkte videre til
"jeg er". "Jeg kan" er det potentielle faktum, men "jeg er"
er dets fuldbyrdelse i bevidstheden. Jesus sagde: "Jeg er
vejen, sandheden og livet". Vi kan aldrig blive noget, vi ikke
er, og vi kan heller ikke være andet end det, vi er. Hvis vi
kan blive hvad som helst, som man siger, så er vi det. Det er
i virkeligheden ikke et spørgsmål om at blive, men om at
være. Fordi I har accepteret denne "jeg kan ikke" -holdning
under en eller anden omstændighed eller ydre vilkår, har I
accepteret en splittelse. Jesus sagde, at man ikke kan gå på
kompromis med synden, med andre ord, at man ikke kan
afvige fra et faktum og samtidig udtrykke det.
Da Jesus overvejede forslaget om at forvandle stene til brød,
gik det op for ham, at stenene jo allerede eksisterede, og han
behøvede ikke at forvandle stenene til brød, da han blot
kunne række sin hånd ud, så ville brødet være der. "Det, der
bør være til stede, er til stede", er mestrenes lære. Hvis Jesus
havde brug for brød, behøvede han ikke at spekulere på
stenene. Han vidste, at var der brug for brød, så var det også
til rådighed, og han behøvede blot at takke for det.
Det ville være umuligt for mennesket at have behov for
noget, hvis det ikke allerede eksisterede. Kunne I have behov
for luft, hvis luften ikke eksisterede? Behovet indikerer det
eksisterende faktum, og det eneste, man behøver, er at give
slip på følelsen af behov og acceptere det faktum, der ligger i
behovet, og som allerede eksisterer. Det, der bør være til
stede, er til stede. Dette gælder det, vi refererer til som
kroppens fysiske begrænsning. Det er udelukkende en
hypnotisk påvirkning af tanken og har ikke nogen som helst
baggrund i virkeligheden. Mennesket frembragte sansen for
det materielle og ikke kroppen. Den "dødelige" krop er den
hypnotiske krop, og når mennesket vågner op fra denne
hypnotiske tilstand, vil alt dette stå for ham som et mareridt.
Han vågner op for ikke at drømme mere. Hvis han føler
behovet for et åndeligt legeme med udstråling, og som er fri
for begrænsning og som udtrykker det vidunderlige legeme
aflys, som er hans stadige drøm, da er det et forvarsel i hans
bevidsthed om den totalt vågne tilstand. Tanken, behovet og
ønsket er vidnesbyrd om det faktum, at en sådan tilstand
allerede eksisterer for dette menneske, og det eneste, han
behøver, er at acceptere dens tilstedeværelse. Denne ideelle
tilstand er menneskets sande tilstand.
Dette legeme behøver ikke at blive åndeliggjort; det er det
allerede, men menneskets falske forestillinger om det, har
lukket dets tankegang af for dets udstråling og ubegrænsede
muligheder. Ånd er altid ånd. Det var mennesket, der skabte
den materielle opfattelse. Der er kun ét legeme, og dette
legeme er åndeligt. Det er den levende Guds tempel, og Gud
er i sit tempel; lad alverden fryde sig for Gud. Hvis I kalder
legemet materielt, er det det samme som at fornægte Gud og
profanere templet. Hvis I kalder legemet eller enhver sand
tilstand for materiel, fornægter I Gud. I dyrker da en materiel
tilstand mere, end I dyrker Gud. Det er på den måde, I
kommer under hypnose. I samme øjeblik I fornægter Gud,
kommer I under hypnotisk indflydelse, og i samme øjeblik I
ser kroppen som noget materielt, er I under en hypnotisk
påvirkning, hvorunder I fornægter Gud.
Kroppen er et middel, hvorigennem I kan bringe Gud til
udtryk, og det er det bedste instrument, der kendes, til at ud-
trykke ånd. Det er så afgjort skabt, for at I hvert øjeblik kan
præsentere Gud, ikke materialisme, hypnose eller psykisme,
- og ikke for at fremvise fænomener, men for at udtrykke
ånd. Vi er Gud, og vi kan ikke foretage nogen adskillelse.
Hvis vi fuldkommen afviser enhver form for adskillelse eller
splittelse, ville vi være ude over enhver materiel tilstand og
ethvert psykisk fænomen. Det er på denne måde, mennesket
kommer til at erfare og forstå den eneste rette kraft. Alt er en
enhed: én kraft, én virkelighed. Og alt virker og fungerer
under den ene kraft og den ene nærværelse i
overensstemmelse med dens egen lov. Den forfalskes ikke af
nogen anden opfattelse, men skrider frem som sig selv inden
for sit eget fuldkomne område.
Man kan ikke differentiere mellem den individuelle sjæl og
den universelle sjæl eller over-sjælen. Dvs. man kan ikke
skille noget fra helheden. Som Jesus sagde: "Det er som at
slå Guds princip i stykker". Der findes en generalisation,
hvorunder alle mennesker virker, men det er en samling af
universelle enheder. Der findes en individuel identitet, men I
er én ud af en helhed af universelle enheder, og det er alle
mennesker. Alle udgør tilsammen en enhed, der fungerer
under de samme harmoniske vilkår. Altid i harmoni. Der er
ikke tale om at differentiere fra harmonien, men om at
samles i harmoni.
Et Gudsmenneske er et geni; Kristus, der fremstår; et
menneske, der udtrykker Gud uden forbehold eller
begrænsninger. Grunden til, at børn ofte udtrykker det, vi
kalder usædvanligt geni, er den simple, at børn endnu ikke er
blevet hypnotiseret med den begrænsningens opfattelse, der
dominerer deres omgivelser. Hvis de har held til fortsat at
undslippe denne hypnotiske påvirkning, vil de vedblive med
at være genier, eller deres eget guddommelige jeg, gennem
hele deres jordiske liv. De opfatter ikke sig selv som
jordiske, men som universelle og som Kristus i sig selv til
hver en tid.
Selv at være mestre, at være det, vi er, er det, vi til enhver tid
skal arbejde for. Østens vise - eller mestre - siger aldrig
noget, der ikke understreger, at Amerika har 130 millioner
mestre. Det vil sige, at alle og enhver er mestre. Og det
gælder naturligvis hele verden. For dem er det noget
verdensomfattende. Hvert menneske er mester. Selve
menneskets begrænsning er for dem et bevis på dets
egenskab af mester, idet kun en mester - eller herre - ville
være i stand til at fa sig selv til at synes noget, han ikke er.
Den højeste form for præsentation af princippet er det, som i
almindelighed af verden kaldes fremkomsten af en Avatara
eller frelser. Hyldestråbet: "Se kongen" betyder, at
mennesket lever i nær kontakt med princippet - ikke, at en
stor personlighed kommer, men en, der lever i nær kontakt
med princippet. Andre hylder ham som Avatara eller geni.
Men han er blot et menneske, der står frem i den
personlighed, som potentielt er hvert eneste menneskes
kongeværdighed. Han havde blot modet og overbevisningen
til at opfatte sig selv som det, har<?r. "Kongen kan ikke gøre
uret", for i samme øjeblik han gør det, accepterer han sig
selv som noget, der er lavere end det at være konge, lavere
end hans guddommelighed, og derved er han blevet noget,
der er lavere end hans egen kongeværdighed. Kongen er
herren, mesteren, geniet, der udtrykker sig i sin sande natur,
og deri består hans kongeværdighed. Han er herre over sig
selv, for han udgør sit eget kongedømme. Himmeriges rige
består i det indre. Denne kongeværdighed, som han udøver,
er også hans budskab til alle mennesker. Ikke, at han er
konge, men at alle mennesker er konger i deres eget
kongedømme, herre over sig selv og deres omgivelser, fordi
de lever i virkeligheden, - de lever i det væsen, der er dem
selv, og i tingenes virkelighed, som den reelt er. Dette er den
vej, han viser andre, - eller det liv, han lever, bliver til hele
menneskehedens livsvej.
Hans tilsynekomst eller genkomst på jorden er ikke afhængig
af nogen åndelig åbenbaringstilstand, for han er selv dette i
sin fulde udfoldelse. Han går direkte gennem denne tilstand
og lever i enhed med ånden hele tiden. Åbenbarelsestanken
stammer fra mennesket og dets egne teorier. Mesteren har
blot accepteret den tilstand, hvori han fra begyndelsen blev
skabt - som Guds lighed - evighedens eller
guddommelighedens personificerede væsen.
31. Disse illuminerede sjæle, mestre eller Avatara'er skriver
ikke bøger, fordi deres lære er så yderst enkel. Der kan ikke
siges eller skrives noget om "jeg er", for det er i sig selv
fyldestgørende. Det liv, de lever, er i sig selv en åbenbaring,
det er livets bog gjort til virkelighed, åbnet op som en
skriftrulle, der ikke behøver andet bevis end sin blotte
tilstedeværelse. Når man når toppen, er der ingen trin, der
fører derop. Trinene er blot den lære, der førte dertil, og når
man når toppen, trækker man trinene med sig op. Derfor er
der ingen lære at give videre. Der er blot livets faktum, livets
sandhed afsløret som det, den er, som den altid har været og
altid vil være. Trin på vejen, som mennesker ville undervise i
og skrive om, er ikke andet end afspejlinger af den grad,
hvori mennesket giver slip på falske opfattelser. Det kan lige
så godt give slip på dem alle på én gang, for - som mestrene
siger - "det at tænke sig selv et sted hen er det samme som at
være der".
TIL BRUG FOR UNDERVISEREN
Pkt. 1 og 2 bringer os tilbage til alle tings evige enhed og til
det uopløselige forhold, der består mellem Gud og
mennesket. Dette punkt kan ikke understreges for stærkt, for
de vise har altid lært os, at der ikke er noget, der hedder Gud
og mennesket, men kun Gud. Mennesket er en enhed i og
med "det uendelige" og rummer således i sig selv
uendelighedens muligheder, og alt står til rådighed for ham.
Mennesket er et i og med universet.
Pkt. 3, 4 og 5. Mennesket kan ikke være en uafhængig
organisme
i universet, for hele hans væsen er afhængigt af den
oprindelse, hvorfra han er udgået, og hans herredømme -
eller funktion som mester - er helt og holdent afhængigt af,
om han indtager sin rette plads i universet. Dette er historien
om den fortabte søn, der vender tilbage til sin faders hus, det
sted, hvor han bor og lever i det rette forhold til sin
oprindelse. Han er intet i sig selv.
Pkt. 6. Kongers guddommelige ret, eller menneskets
guddommelighed, ligger i dets udøvelse af den magt, der
ligger i menneskets position i universet, - ikke i at herske
over andre, men i sit eget kongedømme - sig selv - under de
love, der styrer alle ting. "Det menneske er større, der kan
styre sit sind, end den, der kan indtage en stad". Det er
herredømmet indadtil, der er mestrenes styrke. Mesteren taler
ikke om, hvad det vil sige at være mester. Kristus forsøgte
ikke at afsløre sin guddommelighed, men at gøre alle
mennesker bekendte med deres egen guddommelighed.
Pkt. 7. Mennesket er en personificering af det guddommelige
princip eller universet udtrykt gennem individet. Mennesket
er Gud udtrykt som en person eller personificeringen af det
universelle og upersonlige.
Pkt. 8, 9 og 10. Erklæringen: "Jeg er Gud" hører ikke til i
den opfattelse, mennesket har afsig selv, men er
"oversjælens" projicerede og ideelle menneske. Af denne
grund har de vise aldrig over for verden erklæret: "Jeg er
Gud". De vidste det med sig selv, erkendte det over for Gud,
men over for verden blev de et udtryk for dette faktum, men
lod det stå for sig selv. Dette er pagtens ark, den stille accept
af det hemmelige forhold, der består mellem skaberen og
hans skabning.
Pkt. 11, 12 og 13. Brahm var et navn for Gud, og en Brahm
betyder en Gud. Før jeg var en individuel Gud, var jeg en
universel Gud, for den ene er afhængig af den anden. De er
en og samme ting, har altid og vil altid være det. "Jeg er med
jer alle dage"
Pkt. 14. Der kan ikke etableres nogen materiel forklaring på
mennesket, for det materielle kan ikke frembringe intelligens,
og intelligens kan ej heller blive til ånd. Ånden er årsagen
eller oprindelsen, og som oprindelse udstyrer det sin
skabning med tankens evne og en legemliggørelse eller
menneskeligt udtryk. Der er ikke nogen bestemmelse for
noget andet end det at være et udtryk for ånden eller
oprindelsen.
Pkt. 15 og 16. Vanen med at tillægge andre visse evner, som
man ikke tror mulige for én selv, er en praksis, der for stedse
afholder et menneske fra at nå til at erkende sig selv som
mester. Man burde altid tænke: "Hvis andre kan gøre det, så
kan jeg også, for det, der er muligt for ét menneske, er det
også for alle andre. Menneskets opnåelse af de højeste
resultater er blot en åbenbaring af mit eget jeg". Mennesket
har opnået og manifesteret det, som jeg er, og det bør altid
være vor opfattelse.
Pkt. 17. At opfatte alle mennesker som legemliggørelsen af
den samme potentielle karakter eller at opfatte alle
mennesker som Kristus er det samme som straks at bortvejre
alle forskelle; for alle størrelser, der er lig med en bestemt
størrelse, er også lig med hinanden. Dette er hemmeligheden
bag den nye tingenes orden, hvor fred og god vilje vil blive
skabt på jorden. Kun i en atmosfære af forskelle kan
begærlighed og stridigheder udvikle sig.
Pkt. 18 og 19. Kan vi ikke én gang for alle erkende, at denne
løben til og fra på jorden er fuldstændig omsonst, og at det
hele skyldes den kendsgerning, at vi undgår det, der er
sagens kerne. Accepterer vi livets centrale faktum, bliver vi
fuldkommen frigjort fra alle disse opfattelser og processer,
der ligger på et lavere plan end dette faktum. Hvis man når
sit mål, er man frigjort fra den proces, det er at nå frem, og
mennesket må lære at begynde sit liv ved begyndelsen, som
er Gud.
Pkt. 20. "Man kan, hvad man vil" er et gammelt mundheld,
men det har en betydning, der rækker endnu længere, nemlig
til:
"Man er, det man vil". Det er lige så umuligt at ville eller
ønske en ting, der ikke allerede er et faktum, som det ville
være at ånde, hvis der ikke fandtes nogen atmosfære. Det,
der fungerer i menneskets natur, er en indikation af det
faktum, inden for hvilket funktionen sker. Det ville være
umuligt for et behov at opstå i menneskets natur, hvis der
ikke allerede var sørget for muligheden for det som et
fuldendt faktum i Guds natur. Og dette faktum går forud for
menneskets ønske, for ønsket er en erkendelse af, at dette
faktum allerede eksisterer.
Pkt. 21. Forsigtighed er den forsinkende faktor, - når det
gælder fakta, er dristigheden ikke formastelig. Det vil blot
sige at acceptere, at det, der allerede er blevet bevist gennem
andres liv, i lige grad gælder for én selv.
Pkt. 22. Det er ikke nødvendigt at forvandle én form til en
anden, for denne anden er lige fuldt til rådighed. Man må
træne tanken til at erkende dette, at arbejde inden for
realiteternes domæne og ikke altid forsøge at gøre en realitet
til en anden form for realitet. To og to er fire, og tre og tre er
seks, og der er ingen grund til at gøre det ene udsagn til det
andet, for de er begge to vel etablerede kendsgerninger.
Pkt. 23. En fortsættelse om den samme sandhed.
Pkt. 24. Der er ikke tale om, at man skal lave om på sin krop
eller forandre sin tilværelse, - man skal blot erkende
virkeligheden og tage afstand fra alle falske opfattelser om
det hele.
Pkt. 25. Legemet er altid den levende Guds tempel. Det
trænger til at få bortjaget vekselererne, de handlende i
relative værdier og tankerne om egen profit. Hærskarers
herre og kongernes konge må gives adgang til bevidstheden,
så den gennem kroppen kan udtrykke det, den er.
Pkt. 26 taler for sig selv.
Pkt. 27. Mesteren, geniet, det guddommelige menneske er en
og samme, og det er blot mennesket, som det er, uden
meninger om racens erfaringer.
Pkt. 28. Mennesket behøver ikke at arbejde på at være andet
end sig selv, for når dette "jeg" træder frem, indgår det i
fuldkommenhedens rige. Men det får for stedse travlt, for
det er først lige begyndt på sit værk.
Pkt. 29. Hvert individs guddommelige "jeg" er sin egen
Avatara eller frelser, men han må acceptere sin frelser, være
dette jeg.
Pkt. 30 er en fortsættelse af pkt. 29.
Pkt. 31. Når mennesket når frem til sin guddommelige
tilstand, er livets bog blevet åbnet for alle mennesker som en
dokumentrulle, bogens segl er brudt, og mennesket fremstår
som det, det er.
Kapitel IX,
LIVET.
"Mestrenes liv" er livet selv på den måde, de lever det. De
lever livet sådan, som det er. Deres holdning til livet er den,
at det er princippets måde at handle på, aldrig delt eller
adskilt fra sin oprindelse. De lever livet i overensstemmelse
med dette princip, og således viser de, hvordan alle kan leve
i pagt med livets princip. For dem er livet ikke en
eksistensteori, men et virkeligt faktum, et faktum uden
begyndelse og uden afslutning. Individet må nå til denne
entydige livsholdning, der udspringer af den entydige
tankeholdning over for livet. De siger, at det er Gud, der
kommer til udtryk gennem det menneskelige individ, den
mest ophøjede og udsøgte kanal, hvorigennem livet
manifesterer sig. Livet kan således manifestere sig i en mere
udsøgt og komplet form gennem det menneskelige individ.
De ser denne eneste ægte livsform udstråle gennem alle ting.
I realiteten er alt det, der eksisterer, selve essensen af dette
liv. Menneskene postulerer, at livet blev til, da denne
skabning blev til, hvorigennem livet kunne manifestere sig,
men livet eksisterede faktisk før denne skabning og
frembragte den endog. Det var blot skabningens begyndelse,
men ikke livets begyndelse. Livet har altid eksisteret og vil
altid være til. Hvis vi udvælger en livsform eller måler livet
på en specifik måde, kan vi måske manifestere det i denne
udvalgte form. Det flyder af sig selv frit og universelt uden
afbrydelse eller begrænsning. Som følge heraf kunne vi
udvælge og bruge denne livskraft, om man så må sige, på en
degenereret måde, hvorved vi ikke tillader det at manifestere
sig i sin højeste grad eller potens. Menneskene kan bruge det
på den måde, men det er den enkeltes eller gruppens fejl og
ikke på nogen måde selve livets fejl. Livet er, hvis vi lader
det få lov til det, princippets alvidende, altseende og
alteksisterende aktivitet. Hvis vi giver livet lov til at flyde
igennem os i dets højeste udfoldelse, kan vi ikke undgå at
leve som et udtryk for selve disse tilstande, der er en del af
livets natur.
Når vi accepterer livet, som det er, bliver kroppen en levende
enhed, der udtrykker livet i sin højeste potens. Når det ikke
udtrykker sig i sin højeste potens, er grunden den
begrænsning, som den menneskelige enhed sætter for livet.
Vi styrer det i mange retninger, men i realiteten er der kun én
retning, og det er livet i sit fulde udtryk.
Hinduernes opfattelse af de halvfjerds år som menneskets
tilmålte tid er den, at dette er det punkt, hvor mennesket når
sit højdepunkt. Ved halvfjerds skulle mennesket nå sin
myndighedsalder - sit maksimum - eller sin højeste
livsrealisation. Dernæst siger de, at mennesket skal leve fem
gange så længe, som det tager ham at nå sit højdepunkt. Den
vestlige verden har fuldstændig taget fejl af denne mening.
Mennesket behøver ikke engang at være begrænset til det
spand af år. De begrænser slet ikke mennesket. Hvis man
opnår de halvfjerds år, burde man fuldende hele livet og
opfylde alle livets betingelser. Det er ikke det samme som at
begrænse livet. Fem gange er ikke en grænse, for I kan gøre
det til fem tusind gange, hvis I vil. Sædvanligvis begynder
mennesket, når det har nået de halvfjerds år, at tænke mere
ad åndelige baner. Denne tendens begynder at udvikle sig
efter de fyrre år.
Når Jesus sagde: "Midt i livet er I i døden," advarede han
ikke mennesker om, at de altid står ansigt til ansigt med
døden. Han udtrykte sin forbavselse over, at døden fandt sted
blandt menneskene, når de levede midt i livets uendelighed.
Mennesket bør blot leve livet, som det er, acceptere det, som
det er, og ikke måle det i år og med materielle normer. I er
en del af det evige liv her og nu, hvis I blot erkender det.
Livet er ikke noget, der
kommer senere, det er her netop i dette øjeblik, I oplever nu.
Folk skiller sig selv ud fra det liv, der er, ved at forsøge at
leve i fortiden eller i fremtiden. Men fortiden er død, og
fremtiden fødes kun i det evige nu. Hele livet i det uendelige
rum bevæger sig i dette øjeblik, og hvem der end vil, kan
drikke frit af dette liv. I behøver ikke engang at forsøge på at
leve evigt, for hvis I overhovedet lever, så lever I i det evige
liv, og det eneste, I behøver, er at leve det sådan. Glem
fortiden og prøv ikke på at kaste jer selv ud i fremtiden, for
det er nu'et der er det eneste acceptable tidspunkt. Det er nu,
I er i evigheden.
Der er en teori om, at mestrene ofte modtager deres erkendelse i deres
syvogtredivte års forår. Men der er ingen
begrænsning for dette undtagen den, der lægges af det
enkelte individ. Syvogtredive betyder på sanskrit "evighed",
fordi man kan gentage syvogtredive eller syvtallet lige så
mange gange, man vil, fordi det fuldender oktaven. Det
refererer ikke engang nødvendigvis til år, men til den
individuelle bevidstheds forlængelse ind i det universelle liv
eller til dets sande, åndelige udtryk.
I stedet for, at den opvågnen, der kommer til menneskene, er
et spørgsmål om år, betyder det simpelt hen, at mennesket
bliver personligt modent, og mange af de opfattelser, som
menneskeslægten giver den enkelte, annulleres ved denne
sjælens modning. Falske opfattelser fortrænges fra
bevidstheden, ligesom den svulmende knop trænger de blade
til side, der har omsluttet den, og den indre karakter træder
frem. Det er ikke hensigten at den gamle mand skal have sin
anden barndom, når han bliver som barn igen, men han
bliver barn for at kunne indgå i det himmelske rige. Han
mister sansen for den materielle verdens betydning og for
dens mange problemer og begynder at leve i livets realisation, således som det
udfolder sig i ham.
Vore videnskabsmænd fortæller os, at der ikke eksisterer noget menneskeligt
legeme, der er over syv år gammelt. Det
vil sige, at cellerne hvert syvende år bliver fuldstændigt
fornyet. Dette er ikke en begrænsning aflivet, for livet
bevæger sig i cykler og ikke i år, og man kan ikke begrænse
en cyklus. Den har ikke nogen egentlig begyndelse og
afsluttes ikke. Det er den evige proces, der opfylder sig selv,
og den evige fornyelsesproces, der foregår inden i det
instrument, hvorigennem livet kommer til udtryk. Livet
ophører ikke med de syv år, eller for den sags skyld
nogensinde. Livet er evigt. Der findes ikke noget, der ikke
har liv. Alle planeterne lever. Alt har liv. Selv stenen lever.
Når vi udtrykker livet i dets sande og ubegrænsede naturlige
udtryk, kan og vil vi blive vore egne bøger og lærere. Hvis I
også kan anerkende det faktum, at alle kroppens celler
fornyes hvert syvende år, vil I begynde at erkende livets
muligheder. Hvis I holder jeres tankegang fornyet hele tiden,
efter som livsprocesserne udfolder sig, vil I begynde at se, at
livet lige så godt kan fortsætte cyklus efter cyklus, er
kontinuerligt. Knopperne på et træ er lige unge, hvad enten
træet er gammelt eller ungt. Og knoppen har hele træet i sig.
Det træ ældes kun med den begrænsning i år, som
menneskene sætter for det. Der er intet, der bliver gammelt
undtagen ved den opfattelse, menneskene påtvinger det.
Skriften siger, at Han har givet os herredømme over alle
ting. Livet kan ikke måles i år, og vi burde ophøre med at
forsøge på det. Livet kan kun måles med sig selv, og livet er
evigt, altid nærværende og uden grænser. Det er den vitale
handling, der udgår fra hele det system, der kaldes universet
eller Gud. Mennesket sætter begrænsning på tiden ved at
skildre tiden efter, hvad der passer det selv, og denne
skildring sætter ikke på nogen måde grænser for livet eller
tiden, undtagen hvad angår menneskets egne muligheder.
Dette er efter al sandsynlighed det eneste plan og den eneste
tilstand, hvor døden anerkendes. Kristus sagde: "Lad de
døde begrave de døde." Det sande menneske sætter ikke
nogen grænse for tiden, - det gør kun det dødelige
menneske. Vi kommer kun ind på det dødelige eller det
fysiske ved at placere tiden eller at betegne tiden efter, hvad
der passer menneskene. Vi er fortsat med at opbygge en hel
verden af antagelser, en stor barriere af antagelser mellem os
selv og den sande tilstand. Vi er blevet
påvirket til at betragte denne barriere som uoverstigelig, og
som følge heraf har mange af vore filosofier fortalt os, at
livet er uerkendeligt og ikke kan løses. Naturligvis kan det
ikke løses, når man sætter barrierer op imod det.
Mestrenes liv tilbringes ikke med det, verden ville kalde
lukrative beskæftigelser. De er ude over dette stadium.
Deres liv er altid et liv i tjeneste, og mange af dem går
omkring fra sted til sted og hjælper til i praksis med ting,
som vi ville kalde materielle. Vi har aldrig set dem tage
imod noget til sig selv. Vi har set dem uddele mad og tøj og
forsyninger af enhver art. En mester er en tjener. Hvis han er
mester, er han hævet over denne verden, og den kan ikke
give ham noget. Han må vende processen omkring og til
gengæld selv give verden noget.
I denne tjeneste synes det ikke, som om de udsøger nogen,
og folk søger heller ikke nødvendigvis dem. Mestrene
møder folk i nød og med behov for hjælp i deres daglige
tilværelse, når de færdes blandt mennesker. De hjælper også
til med at opnå en universel holdning både ved
tankevirksomhed og ved tankeprojicering. De projicerer
også fuldkommenhedens forhold og vilkår overalt i verden.
Men naturligvis er de altid parate til at hjælpe, når et
menneske beder dem om det. Vi har set dem hjælpe ikke
blot enkeltpersoner, men store grupper af mennesker. Men
selv medens de arbejder med sådanne opgaver, sender de
åbenbart påvirkninger ud til resten af verden, som i tidens
fylde vil helbrede de tilstande, de arbejder med lokalt. De
siger, det er nødvendigt at arbejde lokalt for at hjælpe folk til
en bedre forståelse, og i mange tilfælde skabes den bedre
forståelse ved at forsyne dem med mad og tøj eller bedre
levevilkår.
Mestrene går faktisk ud blandt folk, og folk beder dem ofte
om hjælp, og de vilkår, de er underkastet, bliver forbedret
næsten øjeblikkeligt. Hjælpen gives kun for at demonstrere
en bedre måde at nå frem til resultaterne på end den, man
hidtil har anvendt. De går slet ikke ud for at prædike eller
samle proselytter. De færdes blandt folk, og de, der
genkender dem, kan bede dem om hjælp til hvad som helst,
de ønsker - helbredelse, mad, tøj, husly - hvorefter de
modtager det. Men de gør folk opmærksom på, at det er dem
selv, der gør det, og ikke mestrene. Det, de modtager, er
ikke noget, mestrene har, men de pågældende mennesker har
selv opbygget det, der bringes dem, ved deres egen
tankeholdning, - det er ikke noget, andre har, men noget, de
selv har, og som tilhører dem. I øvrigt er der heller ikke
nødvendigvis tale om, at man må bede om hjælp for at
modtage den.
Udtalelsen om, at tjeneren er sin løn værd, betyder ikke, at
man må gøre helbredelse til noget kommercielt. Det betyder,
at den, der tjener på denne måde, er værdig til et højere liv,
værdig til at være mester - eller herre - og ikke tjener.
Naturligvis er mesteren den største tjener, for hele hans liv
tilbringes i tjeneste, - det er det felt, han arbejder på, og hvor
han udtrykker sig som mester.
Hvad angår føde, indtager mestrene langt mindre, end vi
gør. Vi har oplevet, at de ikke spiste mere end nogle få gram
ris om dagen, men de optager tilstrækkeligt med pranisk stof
til at ernære sig fysisk i lange perioder, hvis det er påkrævet.
De tygger deres føde grundigt. De kan tygge disse få gram
ris en hel dag, og når de er færdige med det, har de optaget
tilstrækkeligt prana til mindst fireogtyve timer. De har ikke
nogen faste spisetider, for de arbejder ikke med samme
tidsbegreber, som vi måler tiden i. De spiser, når som helst
de føler trang til det. Vi har aldrig oplevet, at de har
respekteret nogen spisetider, sådan som vi gør det. De kan
klare sig helt uden føde i månedsvis.
Så vidt vi ved, sover de meget lidt, ikke over to timer i
døgnet, og de er sig bevidst i disse to timer. Det er et
velkendt faktum, at man kan klare sig uden søvn, hvis man
forstår at leve uden at spilde sin energi eller indsnævre sin
bevidsthed ved at holde sig selv adskilt fra de universelle
kræfter. Den vestlige
verden og den måde, den lever på, gør mere eller mindre
søvnen til en betingelse forårsaget af en såkaldt toksisk
tilstand i kroppen. Denne toksiske tilstand modarbejder i stor
udstrækning kroppens genopbygningsproces, og tusinder af
mennesker er i denne toksiske tilstand i stedet for at være i
en ægte søvn tilstand. Da Jesus sagde: "Vågn op, I som
sove," mente han, at man skulle rejse sig fra denne
comatilstand, hvorved man ville komme fri af den
påvirkning, man er kommet til at ligge under for.
Mennesker i den vestlige verden indtager mindst ti gange så
megen føde, som kroppen behøver, og bruger dernæst energi
til at fordøje denne føde. Den energi, som bruges til at
fordøje disse ni tiendedele overskudsføde, som vi ikke
behøver, kunne bruges langt mere effektivt til at opbygge
kroppen med. Det er et velkendt faktum, at den vestlige
verden i dag spiser mindst ti gange så meget, som det er
sundt at spise. Hvis vi tog livet eller energien direkte fra
æteren, ville vi hele tiden tilføre vores krop energi i stedet
for at forbruge den til at assimilere føde. Den ville gå direkte
til hvert organ i kroppen og genopbygge og forny den.
Det er ikke påkrævet at være sammen med en mester eller at
opnå kontakt med en mester for at forstå livet og dets
muligheder. Livet er fuldtud forståeligt overalt på jorden.
Det er allestedsnærværende, og hvem som helst kan komme
i kontakt med det, hvis blot han retter sin opmærksomhed
imod det og koncentrerer om det og vender sig bort fra de
udvendige former, som livet antager, og hvorigennem livet
udtrykker sig.
Hvis blot I indtager den enkle holdning, at hele det liv, I kan
leve, er selve livet og begynder at ophøje livet, da vil I
opleve det samme, som hvis I levede sammen med mestrene.
Der er overhovedet ikke noget enestående ved deres liv. Som
regel er de mennesker, der opsøger dem, kun på udkig efter
noget særligt. Men hvis vi lever livet, kan vi ikke undgå at
forstå det. Livet er en proces, hvorved den indre kraft
arbejder sig frem til at tage form i det ydre. Det er universets
vitale princip, der animerer alt i rummet og i alle former for
liv.
Der er mange, der har den opfattelse, at mestrene foreskriver
visse regler for daglige øvelser, et vist dagligt program af
mentale og fysiske øvelser, men det er ikke tilfældet. Der er
naturligvis mange, der begiver sig ud i denne form for lære
til et punkt, hvor eleven erkender sig selv som mester. Og da
står vejen åben for at møde den egentlige mester. I det
øjeblik, mennesker tror, at der er nogen anden form for liv
end det eneste sande liv, da er de fuldkommen ude af
harmoni. Vanskeligheden ligger altid i personens mentale
opfattelse. Der er ikke tale om menneskets fald og død i
åndelig forstand, det kom blot ud af harmoni med livet, og
det er det, der har resulteret i alle menneskenes
vanskeligheder. I samme øjeblik livet bliver svært at leve, er
det ikke noget liv. Et sådant menneske er kommet uden for
livet i samme grad, som uharmoniske tilstande opstår, og
disse tilstande burde være ham en advarsel om at vende
tilbage til livet, som det virkelig er.
Børn er lykkelige, fordi de lever livet fuldtud. De begrænser
ikke tilværelsen på nogen måde. I samme øjeblik vi sætter
grænser for livets udfoldelse, ophører vi med at leve helt og
fuldt. Der findes ingen vilkår, der kan begrænse livet. Livet
ville ikke kunne begrænse sig selv. Livet kan ikke holdes på
afstand undtagen ved ens egen holdning til det. Der er ikke
to individer, der har den samme opfattelse aflivet. Dette
illustreres ofte på følgende måde: Det siges, at kun børn og
visse mennesker er lykkelige; børnene, fordi de ikke har
udviklet sansen for materielle værdier; de vise, fordi de ved,
at det materielle ikke har nogen værdi. For dem har den ydre
form ingen betydning, - det har kun det at leve livet.
Man kan betragte livet gennem et meget snævert hul i en
mur og sige: "Jeg ser hele livet." Og synsfeltet kan omfatte
en bakke, hvor der ikke er andet end klipper. Den næste
person ser måske træer, og den følgende ser levende
skabninger bevæge sig omkring. Hvis vi kun betragter livet
gennem en lille åbning, hypnotiserer vi snart os selv til at tro,
at der ikke er noget andet liv inden for hele det store univers
af liv. Hvis vi blot ville acceptere den holdning at se
universet som en legemliggørelse og et udtryk for det ene og
uendelige liv, da ville vi udvide vort syn til
at omfatte hele livet, og da ville der slet ikke være nogen
som helst begrænsning for os.
Mestrene tager aldrig noget liv, der er bevidst. Det er ikke
nødvendigt at dræbe bevidst liv, for mennesket kan
assimilere alle livselementerne i sin bevidsthed, bringe dem
til live i sig selv, leve dem og altid være ét med dem.
Følgelig er det slet ikke nødvendigt at dræbe bevidst liv.
Mange spørger, hvorfor folk i Indien er bange for de lavere
livsformer. Ikke alle i Indien er mestre, selv om de har lært,
at der kun er én form for liv. De erkender ikke alt det, de har
lært, lige så lidt som amerikanerne indser eller lever efter
det, de har lært. Der er kun nogle få af de lavere klasser, der
er bundet på denne måde, fordi de har lært at dyrke den
tilstand. Det er derfor, de frygter dem.
Men hvorfor prøver mestrene ikke på at løfte folk ud af
denne tilstand? Hvorledes skulle de kunne løfte folk ud af en
tilstand, hvis de ikke bryder sig om at blive løftet? De kan
ikke indgive folk deres egen tankegang. De kan kun vise den
vej, de selv har fulgt. Hvis ikke man vil acceptere den vej,
må man følge sin egen, indtil man er parat til at følge en
bedre. Alle de højere kaster, selv de mægtige maharaja'er,
arbejder for bedre tilstande i Indien, men de kan ikke på
massernes vegne komme over denne indstilling eller
forvandle dem til højere tænkende mennesker. Det arbejde
må altid overlades til den enkelte.
Det er en forkert opfattelse at tro, at mestrene lever et
asketisk liv. Vi har aldrig oplevet, at det har været tilfældet.
Man kan finde dem iført lændeklæde eller i de højeste
kredse. Og man vil slet ikke se dem isolere sig fra andre. Der
er nogle få sammenlignet med deres samlede antal, der lever
afsondret for i højere grad at kunne give hele verden visse
forbedringer i vilkårene. Men der er blot tale om nogle
grupper, der samles med dette særlige formål. De lever slet
ikke noget asketisk liv.
Man kan se en yogi, der lever et asketisk liv en vis tid og kun
med et bestemt formål, men de tillader aldrig at blive
hypnotiseret af tanken om askese. Yogi betyder at leve for et
stort eksperiment. Mange af de såkaldte "hellige mænd" i
Indien lever en fuldstændig asketisk tilværelse, men som
regel er de tiggere og ikke mestre. Mange af dem er så
snavsede og så uhumske, at man ikke kan forestille sig det.
De er som igler på menneskeheden og intet andet. Men det er
ikke dem, der er mestre. Blot fordi et menneske vandrer
omkring og fremsiger matra'er eller sidder i Samadhi, er det
ikke derfor nogen mester.
Vi har aldrig erfaret, at nogen af mestrene, der har nået
betydelige resultater, har bedt nogen om noget, men de giver
hele deres tid til fremme af menneskehedens vilkår. De beder
ikke engang om noget med det formål at give det til andre.
De har, som de selv siger, alt hvad de behøver og mere til.
De går ikke omkring og beder andre om at give. De
organiserer ikke velgørende institutioner. De drager hele
tiden ud for at hjælpe, men afholder sig fra at knytte sig selv
til resultaterne, de fremkalder. Der er tusinder af mennesker i
Indien, der ustandseligt giver til andre, og dog har vi aldrig
erfaret, at nogen af dem har modtaget en penny af nogen. De
tiggere, der kalder sig selv "hellige mænd", er det kun, fordi
de selv kalder sig det. De har intet at gøre med mestrene.
Livet er altid et spørgsmål om at give. Det at trække på det
universelle liv, der flyder frit gennem hele det uendelige
rum, er alles privilegium, og måden at leve livet på burde
være at modtage fra denne kilde og dernæst at give det
videre til alle omkring sig og inspirere dem til at søge livet
der, hvor man selv har fundet det. Dette er ikke blot
mestrenes arbejde, men det arbejde, alle mennesker burde
udføre. Dette er at leve livet, som det bør leves, og det er rent
faktisk det eneste liv, der findes. Det blot at tage imod fra
andre er slet ikke noget liv, men en eksistens, der konstant
bliver mere begrænset. At søge livet i den materielle verden
er ensbetydende med at miste det.
TIL BRUG FOR UNDERVISEREN
Pkt. 1. Det burde gøres klart for menneskehedens store
masser, at livet, således som det afdækkes af de åndeligt
oplyste, altid er blevet beskrevet i sit universelle og evige
aspekt. Det liv, der manifesterer sig i de levende former, er
kun et ydre udtryk for det vitale indhold, der fylder det
uendelige rum. Livet er ikke begrænset til et periodisk udtryk
i formen, men er og forbliver stedse den skabende krafts
handling, som i første instans fremkaldte formen eller
skabningen, og denne skabning blev frembragt med det ene
formål at give dets eget væsen udtryk. Der er ikke nogen, der
lever fuldtud, før man erkender, at livet bevæger sig i og
igennem én og til evig tid altid søger et fuldere, friere og
rigere udtryk.
Pkt. 2 og 3. Da livet er universelt, udtrykkes det universelt i
enhver form, og når følelsen af noget delvist eller adskilt
forsvinder fra menneskets tankegang, kan det i højere grad
indgå i livets aktivitet og i mere fuldkommen grad bringe sig
selv i pagt med dets formål. Det lader til, at det kun er i den
menneskelige bevidsthed, der opstår komplikationer, og livet
og bevidstheden er så uløseligt forbundet, at før mennesket
kan realisere livet i dets største fylde, må det udvide sin
bevidsthed til at erkende og leve livet, som det er. Det ser ud,
som om kun menneskets mentale reaktioner hindrer det i at
opnå dette mere tilfredsstillende liv.
Pkt. 4, 5, 6, 7 og 8. Teksten i disse afsnit viser klart, at det er
den livsperiode, hvor menneskets udadvendte tankegang, den,
der er udviklet via dets materielle kontakter, i så høj grad
griber ind, ikke blot i menneskets liv, men i dets evner helt
generelt. Det er denne periode med falske vurderinger af
livet, af menneskets verden og afsig selv, der hæmmer hele
menneskets tilværelse, og det er kun i tiden før denne tilstand
og lejlighedsvis efter den, at mennesket synes at have den
ægte glæde ved livet. Geniet er et menneske, der synes i en
vis grad at undslippe denne periode med tankeundertrykkelse,
- et menneske, der har mod og styrke til at følge sin egen
afstukne kurs og ikke lade den øvrige verdens begrænsende
tankegang hindre sig. Grunden til, at mennesket i sine senere
år synes at leve et mere åndeligt betonet liv, er den, at det
falske løber sig selv ud - som et 8-dages urværk - og da
kommer den sande natur igen til kræfter. Hvis denne
bevidsthed var blevet bevaret gennem undertrykkelsens år,
ville menneskets krop heller ikke være blevet tappet for sine
vitale kræfter, og dets bedste og virksomme år ville være
blevet udvidet uden begrænsning.
Pkt. 9. Kroppens alder bestemmes ikke af det spand af år, vi
kalder livet. Kroppen fornyer bestandig sig selv, og de celler
og væv, der danner kroppen, erstattes konstant ved en
fuldkommen naturlig proces. Det er det mønster, disse
opbygningsprocesser tvinges til at fungere under, der giver
kroppen sin alderskondition. Vi burde konstant forny vore
tanker i overensstemmelse med livets sandhed, da ville
mønsteret for kroppens fornyelsesprocesser blive af en sådan
art, at resultatet ville blive en mere fuldendt og vital krop.
Pkt. 10. Mennesket er livets bog, Guds lov. Livets styrende
princip er skrevet i menneskets indre, og den periode, vi lever
i, burde være en selvopdagelses- og en
selvudtrykkelsesproces. I udfoldelsen af menneskets egen
natur lærer det hemmelighederne i sit eget væsen at kende.
Studér jer selv på nært hold, undersøg de dybeste længsler i
jeres egen inderste natur, se, hvorledes de folder sig ud, så vil
I nå til forståelse.
Pkt. 11. Ifølge skriften er synden årsag til døden. Synden er
hver tanke og følelse, der er ude af harmoni med livets
hensigter. Disse tanker og følelser udgør en modsætning til
livet, således som det burde komme til udtryk gennem
mennesket. At fjerne denne forhindring ville naturligvis være
løsningen. I stedet for at fare frem i en bevidsthed, der
berøver kroppen sin livgivende kraft, burde man vende sig
bort fra denne falske bevidsthed og derved frigøre kroppen
fra sin bevidsthed om døden. "Lad os glemme alt det, der
ligger bag, og kæmpe os fremad."
Pkt. 12, 13, 14 og 15. Livet drejer sig om fremgang og ikke
om økonomisk udbytte, sådan som vi forstår det. Udbyttet er
afhængigt af vor fremgang og vor fremgang bestemmes af
arten og kvaliteten i vort udtryk. Det menneskelige udtryk
bør ikke være den konstante projicering af vore egne
begrænsede meninger, men udtryk for et liv i
overensstemmelse med vor egen natur, og disse dybere
impulser er altid sande og ægte. Det er kun, når vi synker
ned til det plan, hvor vi har at gøre med det, vi kalder det
nødvendige eller hensigtsmæssige, at vi begynder at gøre
vold på vor indre fornemmelse for, hvad der er ret.
Pkt. 16, 17 og 18. "Mennesket lever ikke afbrød alene." Man
behøver blot tilstrækkelig føde til at skaffe materiale til
kroppens naturlige genopbygning. Det, der er derudover,
giver blot kroppens funktioner en ekstra belastning. Man
burde i langt højere grad tære på det stof, der er til rådighed i
menneskets skabende princip, da ville man finde virkelig næring. Ligesom føde er
det råmateriale, der er nødvendigt
til kroppens opbygning, således bruger søvnen den energi,
der er blevet spildt ved, at vi i perioder har levet et uægte liv.
Pkt. 19, 20 og 21. Vi må lære at komme i kontakt med det,
der er til gavn for os, og dets kilde. Det, vi søger, kommer
ikke fra andre, og det vil ikke gavne os at kontakte en mester
eller en lærer, medmindre vi derved inspireres til at søge det
i os selv, som mesteren eller læreren repræsenterer for os.
"Enhver, som siger 'herre, herre' til mig, skal ikke komme
ind, men kun den, der gør min Faders vilje."
Pkt. 22. Livets værdier skal søges i sjælen, i det egentlige
'jeg', den indre mester, og ikke i verden. Verden ejer kun den
værdi, der gives den ved en opvågnen til den sande
bevidsthed.
Pkt. 23, 24 og 25. Prøv på at finde frem til livet, som det
virkelig er i sin store universelle sammenhæng, som afsløres
i jeres egen natur gennem jeres højeste idealer og dybeste
længsler. Kun når vi udmåler livet efter vore egne
begrænsede opfattelser, bliver det begrænset i sin måde at
manifestere sig på gennem os. Forlad jer på det universelle
liv som jeres forsyningskilde.
Pkt. 26. Menneskets individuelle ret til at komme til udtryk
kan ikke tilsidesættes i livets sande processer. Det er ved
egen kraft, vi rejser os og ikke ved andres indsats. Det at
leve på andres vegne og uden egen indsats er destruktivt for
vor egen karakter og vort eget vel.
Pkt. 27 til 30. Liv er handling, at ytre sig, at give. Det er lige
så nødvendigt at give for at leve, som det at ånde ud i
åndedræts-processen. Man skal modtage fra sin kilde og
dernæst give ud fra denne kilde i de højeste udtryksformer,
der er mulige. Man optager noget fra et princip ved først at
tage det ind i sin bevidsthed, og dernæst udtrykker man det i
en ydre præstation. Dette gælder lige så vel i
livsprocesserne. At modtage uden at give eller at give uden
at have modtaget er det samme som at gøre livet statisk ved
overmættelse eller total udtømning. At modtage fra jeres
kilde og udtrykke det, I har modtaget, ved at manifestere
jeres større evner og muligheder er den måde, livet skal
leves på.
Kapitel X,
UNIVERSET.
Universet er summen af alle ting, synlige og usynlige, som
fylder det uendelige rum. Universet er den store helhed
sammensat af alle sine dele. Man kunne sige, at universet er
et andet navn for Gud, for Han sagde om sig selv: "Jeg er
den, som jeg er, og der findes ikke nogen ved siden af mig".
Det er summen af alt liv, alt stof, al intelligens, al magt. I det
er indeholdt al viden, for det er alviden. Det er summen af al
magt, for det er almagten. Det er summen af alt stof, for af
det er alle synlige ting dannet. Det er summen af al
kærlighed, for det er knyttet sammen i ét enkelt system og
fungerer som en enkelt enhed. Kærligheden er integritetsprincippet, - det
princip, der binder og holder universet
sammen som en enhed og holder alle dets funktioner igang i
fuldendt harmoni og regelbundethed.
Mestrene tænker på universet som alle tings universelle ud-
tryk, hvori ethvert forhold og enhver omstændighed er en del
af dette univers eller dette universelle udtryk. Et menneske
kan blive adskilt fra eller selv i sin tankegang skille sig ud fra
dette univers. Derved bliver dette menneske en enhed, som
alene i tanken er skilt ud eller adskilt fra helheden. Men han
er dog ikke i realiteten adskilt derfra, - han er stadig en del af
det store univers. Man kan i sin tankegang blive skilt så langt
fra dette universelle udtryk, at man omgiver sig med en
afstand til andre eller en følelse af begrænsning. Det kan ske,
at man trækker sig så langt bort fra det universelle i sin
tankegang, at man falder nedad eller går tilbage i evner og
formåen og således i et vist mål bliver skilt fra det
universelle, hvor man ellers i virkeligheden hører hjemme.
Det er naturligvis umuligt at adskille sig selv fra det
universelle, for det ville være ensbetydende med at reducere
sig selv til en ikke-eksisterende tilstand. Men når man vender
tilbage til dette universelle princip i sin bevidsthed, bliver
man ét med det og løftes op i en tilstand af større formåen.
Dette illustreres af historien om den fortabte søn. Han
vandrede gennem mange egne og satte alt til, men der
ventede ham en velkomst i hans faders hus, da han vendte
hjem, så selv broderen, der var blevet hjemme, blev
misundelig over den modtagelse, han fik. Men faderen
vidste, at denne modtagelse altid var parat. Det er et
allegorisk billede af, hvorledes man i sin tankegang kan
fjerne sig meget langt fra det universelle og erkende, at man
lever af det, man fodrer svinene med, og dog er alt til
rådighed, når man beslutter at vende tilbage til sin faders hus.
I virkeligheden var faderen sig ikke engang adskillelsen
bevidst. Det gjorde ikke nogen forskel, hvor langt bort
sønnen var rejst.
Enhver følelse af adskillelse, isolation eller begrænsning er
kun noget, man forestiller sig, for en egentlig adskillelse er
en faktisk umulighed. Hvis det var muligt, ville universet
ikke være en helhed. David illustrerede dette faktum i sin
erkendelse af, at det var umuligt at udskille sig fra det
universelle system, ved at sige: "Hvorhen skal jeg flygte fra
din ånd", og om end han drog til jordens yderste grænser,
steg op til himlen eller ned til helvede, så ventede det samme
universelle princip ham. Man kan ikke adskille det
uadskillelige.
Det er det samme, når døden indtræffer. Mange føler, at der
her er en adskillelse, men det er der i virkeligheden ikke. Vi
kan være akkurat lige så nært knyttet til dem, som vi føler har
forladt os, som vi var i det, som vi opfatter som livet. Den
eneste adskillelse finder sted i vor bevidste tankegang. I det,
vi kalder superbevidstheden, er der slet ikke nogen
adskillelse. Hvis vi slap denne tanke om adskillelsen, ville
der ikke være noget tegn på adskillelse, for adskillelsen
eksisterer kun i bevidstheden. Man kunne måske med større
sandhed sige, at adskillelsen kun eksisterer i "u-bevidstheden", nemlig når man
ikke er sig den sande tilstand bevidst.
Adskillelsen er kun noget tilsyneladende, for i realiteten kan
den ikke forekomme. Hvis universet er én enhed, og alt det,
der indeholdes deri, er evigt forbundet i ét enkelt system,
hvorledes og hvor ville der da kunne forekomme nogen
adskillelse? Ergo kan det kun være en tilstand, man
forestiller sig. Uvidenheden om de virkelige kendsgerninger
er den eneste form for adskillelse, der kan forekomme, men
trænger oplysningen ind, vil den blive helt elimineret. Se,
der er kun én Gud, og alle ting og alle folkeslag lever i Ham,
og ved at leve i Ham er de ét i og med Ham.
Vi er som mennesker et fuldendt univers i os selv, og det
fungerer i fuldendt harmoni, hvis vi giver slip på enhver
tanke om disharmoni eller adskillelse. Tanken om harmoni
bringer os tilbage til enheden {princippet. Vi kan tænke os
selv så langt bort fra det harmoniske, at dårligt helbred og
sygdom samt uharmoniske vilkår bliver resultatet, men disse
ting repræsenterer kun en manglende harmoni. Hvis vi
holder os i fuldendt harmoni med det universelle i vore
tanker, kan der ikke forekomme uharmoniske tilstande i vort
liv overhovedet, for når vi vibrerer i harmonisk relation til
det universelle princip, kan intet uharmonisk manifestere sig.
Og dette er noget, der helt og holdent er muligt.
Den eneste måde, hvorpå vi kan gøre det muligt for det
uharmoniske at manifestere sig, er ved at reducere
vibrationerne i vores krop og ikke ved noget andet. Vi
tillader det at ske, der burde være umuligt. Når vi betragter
fuldkommen harmoni som en umulighed, så tilbeder vi
disharmonien i stedet for at tilbede harmonien. Det var det, Jesus lærte, da han
sagde, at mennesker i sig selv altid er
fuldendte. Han refererede direkte til denne harmoni eller
fuldendthed i princippet, som vi i virkeligheden altid
manifesterer, og som vi ikke kunne undgå at manifestere,
hvis blot vi ville slippe det personlige, egoistiske ønske om
at blive betjent af vore medmennesker i stedet for altid selv
at tjene.
Vore forventninger skulle komme ovenfra, og vor holdning
over for den øvrige verden burde være den at give.
9. En af de sikreste måder at isolere sig selv fra det
harmoniske
eller fuldkomne på, er at kræve andres tjenester i stedet for
selv at
yde tjeneste hele tiden. Og det gør ikke nogen forskel, om vi
retter vor tjeneste mod ét individ eller mod en million
mennesker. Når vi kræver andres tjenester, befinder vi os altid i
adskillelse fra helheden, men når vi tjener alle andre, er vi i
fuldendt harmoni med det universelle. Når vi giver noget af os selv til
andre, kommer vi nærmere og nærmere til det universelle
fællesskab, hvor vi hører hjemme.
Det tærer ikke på vor energi at give os selv i tjeneste, at vise
andre kærlighed eller at sprede forsoning, men det kræver
energi at sprede disharmoni eller at fremkalde uharmoniske
vilkår eller at sprede negative tanker og tale. Alle positive
eller forsonende ord tilfører os energi, så længe vi udtaler
dem. Og ikke nok med det, - vi skaber en påvirkning, der
vender tilbage til os selv og omgiver os med udstrålende
energi.
Man behøver ikke at blive undervist af en mester eller at
læse sig til i bøger, hvad der er i pagt med de universelle
livsprocesser i én. Man er helt klar over, hvornår man er i
modstrid med livets lov på samme måde, som man er det,
når musikkens love brydes. En falsk tone opfattes straks af
enhver, hvad enten man har studeret musik eller ej. I samme
øjeblik, der opstår en ufredelig eller ubehagelig tilstand i
menneskets natur, ved det godt selv, at det er kommet i strid
med sin egen naturs lov. Det er ikke blot et brud på dette
menneskes egen naturs love, men det frembringer også
ufuldkomne tilstande i det legemlige. Alle forkerte eller
ufuldkomne følelsesmæssige eller mentale tilstande er
forsyndelser mod menneskets sande natur. Alt det, der
fremkalder en harmonisk effekt i menneskets natur, som
giver det en følelse af fred, frihed, kraft og harmoni, er i
direkte harmoni med livet, og der kommer kun harmoniske
tilstande ud af det.
Mennesket er nøjagtig som et reagensglas i et kemi-laboratorium. Hvis vi
tilsætter harmoniske opløsninger, far vi
harmoniske resultater. I modsat fald skaber vi en uharmonisk
tilstand, i hvilken vi enten får uharmoniske resultater eller
slet ingen resultater overhovedet. Vi kan måske konstatere
stærk turbulens i et reagensglas, men det er ikke
ensbetydende med manglende harmoni, hvis ellers det er de
rette kemikalier, der er anbragt i glasset. Og det samme gør
sig gældende i vores krop. Vi skaber aldrig disharmoni, hvis
vi kun indgiver eller udsender harmoniske tanker og følelser.
Det er os fuldkommen umuligt at skabe disharmoni, hvis det,
vi udsender, er harmoni, og det skyldes den omstændighed,
at vi omgiver os selv med en påvirkning, der er fuldstændig
harmonisk. Og hvis det udelukkende er harmoni, der
omgiver os, kan disharmoni under nogen form ikke manifestere sig på tværs af
denne påvirkning. Det kontrolleres
altsammen af bevidstheden, og vi bliver os det harmoniske i
den grad bevidst - langt mere end vi kan blive det af det
uharmoniske, for harmonien er jo vor naturlige tilstand.
Dette opnås ved at nægte at kaste vort indre blik på det
disharmoniske.
Hvis nogen synes, at de ikke klart kan skelne i spørgsmålet
om bevidsthed, så kan de udøse kærlighed så godt, de
formår, og nægte at udsende andet end kærlighed. Dette vil
bringe dem lige frem til harmoniske konklusioner. Jesus
satte kærligheden over alt andet. Der findes en lille bog af
Henry Drummond med titlen: "Love, the Greatest Thing in
the World" (Kærligheden, det største i verden), som viser
vejen til en harmonisk løsning af enhver situation, der kan
opstå. Det er den enkleste lille bog, der nogensinde er
skrevet, og den har vundet stor udbredelse. Det tager kun
cirka ti minutter at læse den, men det tager et helt liv at
efterleve det, der står i den. Når man lever efter den, er der
fuldendt harmoni og fuldkommen fred.
Hvis man indtager en negativ holdning og fornægter det
åndeliges eksistens, ændres det åndelige ikke derved. Det
kunne ikke ændre ånden, for ånden er i al evighed
uforanderlig, men har man falske forestillinger, vil det
derimod sinke éns egen udvikling. Vi bør ikke bekymre os
om, hvad andre mennesker gør eller om, hvad vi synes, de
bør gøre, for vi kan ikke vide, hvornår deres handlinger eller
præstationer bringer dem i direkte harmoni igen. Jesus
sagde: "Løs ham og lad ham gå". På den måde gav han
manden det privilegium at kunne antage kristus-
bevidstheden. Han så alle som en kristus. Selve denne
udtalelse: "Jeg ser Kristus i alle ansigter og i alle
skikkelser", er betegnende for hans holdning.
Lad ikke verden fortælle jer, hvordan den er, for det kan den
ikke. Den er ikke sådan, som den ser ud til at være. Den ser
ud til at være begrænset, men det er den ikke, for den er
skabt ud af universet, og videnskaben fortæller os, at hver
celle er en gengivelse af universet. I må lære at finde ud af,
hvordan verden er, ved at erfare, hvordan universet er, og I
vil da være i stand til at fortælle verden, hvad den er. Kun på
denne måde kan I blive frie, for I udtrykker kun det, der er
jeres egen bevidsthed. Se ind gennem overfladen, indtil I ser
den indre realitet, og I vil da opdage, at "intet i denne verden
er særskilt, men at alle ting ved en guddommelig lov er
indbyrdes forbundne", og der findes en fuldendt harmoni og
frihed for jer selv og for verden.
Dette er det sande kristne budskab: "Da det første menneske
fødtes, fødtes Kristus". "Jeg var til før Abraham", - "den
herlighed, som jeg havde hos Dig, før verdens begyndelse".
Føj kærligheden til alle disse ord, så er de i harmoni med
Kristus og hans lære. Vi kan omslutte et menneske med
kærlighed i en sådan grad, at påvirkningen af den overvælder
mennesket og på et øjeblik kan ændre hele dets liv og
tankegang. Vi dominerer ikke mennesker ved at omgive dem
med kærlighed, for det er deres naturlige miljø. Vi skaber
blot en påvirkning, mennesker kan acceptere, og ændrer på
denne måde hele deres livsløb, og vi kan også ændre hele
vort eget livsløb og vore tankebaner. Vi ser blot det andet
menneske, som det virkeligt er; ser det, sådan som Gud ser
det. Dette er ikke nogen hindring for eller påvirkning af dette
menneske, tværtimod frigør det den pågældende fra
forhindringer og påvirkninger, fordi vi har omgivet ham med
den samme
påvirkning, hvori han blev skabt, den tilstand, der er
naturlig, når alle mennesker lever i virkeligheden, som den
er.
Det er langt bedre at elske sine fjender og at bede for dem,
der forfølger én, fordi man derved blot ophøjer sig selv og
på samme tid hjælper dem til at blive frigjort fra de
karaktertræk, der får dem til at optræde som éns fjender.
Man gør både sig selv og dem en dobbelt tjeneste. Det er
giveren, der modtager noget, idet gaven kommer tilbage til
ham selv. Dertil kommer, at såkaldte fjender ofte i højere
grad end vore venner bringer vore tanker frem i lyset.
Hvis vi har en formodet fjende, som gør os stor uret eller
skade, da kan bevidstheden opfyldt af fuldendt kærlighed
fuldstændigt ændre hele situationen. Dette er menneskets
privilegium og ikke dets pligt. Og et privilegium motiverer
os stærkest til at tjene andre. Det er et virkeligt privilegium
at kunne elske sine fjender og ophøje dem, fordi vi derved
ophøjer os selv. Det er den største opløftelse, der findes, at
ophøje sine fjender og se dem stå endog højere end én selv.
At udøve dette er den højeste form for ægthed, for det at
være ægte vil sige at være uden fejl. Det er at være helstøbt.
I samme øjeblik I lukker et menneske ude fra jeres
bevidsthed, giver I dette menneske et større privilegium, end
I giver jer selv. I må ophøje ham, så har I afsluttet sagen.
Hvis I mister ham og lader ham gå, før han ophøjes, er sagen
ikke afsluttet, for I har stadigvæk jeres egen bevidsthed, der
skal heles. Det foregår således: I har aldrig kendt dette
menneske, før han kom ind i jeres bevidsthed. Nu er I jer
ham fuldtud bevidst, fordi der opstod en eller anden
situation, i hvilken I eller han trængte til hjælp. I samme
øjeblik I har fundet frem til det, der var behov for, og har
afsluttet forholdet til denne person ved ophøjelsen, kan I
slippe ham og lade ham vende tilbage til det, han kom fra,
før han kom ind i jeres tilværelse. Når så jeres pligt er
opfyldt og ophøjelsen fuldført, er begge parter frie. Begge
kan gå sine egne veje, akkurat som I gjorde før. Hvis dette
ikke sker, forbliver der et ar i jeres bevidsthed.
I må forstå, at al ufuldkommenhed kun eksisterer i vor egen
bevidsthed. For jer forekommer der ingen
ufuldkommenheder hos andre mennesker, som I ikke har
været i kontakt med. Men i det øjeblik, I erkender en
ufuldkommen tilstand ved kontakt med disse mennesker,
bliver ufuldkommenheden bragt ind i jeres bevidsthed.
Førend fuldendt harmoni kan blive genskabt i jeres natur,
må denne uharmoniske tilstand udviskes, og kærligheden er
den eneste holdning, der kan gøre dette, for kærligheden er
det universelle opløsningsmiddel, - den bringer alt tilbage
til sin oprindelige tilstand i universets store plan. Kun på
denne måde kan I være frie, og kun på denne måde kan I
frigøre den anden person.
Det er umuligt at "løse dem og lade dem gå" uden det
element, der hedder kærligheden. Medlidenhed med den
anden person eller med jer selv er ikke vejen til frigørelse.
Medlidenheden binder jer altid fastere til det ufuldkomne. I
kan have medlidenhed med jer selv til en sådan grad, at I
binder jer fastere og fastere. I kan også have så stor
medlidenhed med andre, at I ender med at gøre nøjagtigt,
som de gør. Medlidenhed reducerer alting til den laveste
tilstand i den pågældende situation, medens kærligheden
ophøjer de samme elementer til deres retmæssige plan i det
universelle system. Kærligheden er udtryk for den ædleste
tanke, I kan have. Jesus ophøjede sig selv og alle omkring
sig gennem kærligheden. Kærligheden er selve universets
kerne, og i fuldendt kærlighed er alle ting forenede i den
universelle helhed.
For den enkelte vil universet forekomme stort eller småt alt
efter, hvad den enkeltes bevidsthed dikterer. Det kan være et
enkelt atom, det kan være et fuldendt legeme, eller det kan
være det fuldkomne og komplette univers i Guds universelle
helhed. Når vi siger "universelt", og vi ikke begrænser vore
tanker til
nogen særskilt del, taler vi sandt. Da er vor tanke altfavnende
ligesom lyset, der omgiver og fylder hele rummet. Der findes
en sætning i Mahabharata'en, der udtrykker dette på en god
måde: "Når jeg ser lyset, ser jeg det universelle". Det er,
fordi lyset er det, der befordrer og bringer det universelle til
sin fuldendte realisation. I samme øjeblik, vi ophøjer et ord,
bliver det til lys. Universet er uden grænser. Der findes ingen
grænser uden for dem, der sættes af den menneskelige
opfattelsesevne. Dyret begrænser aldrig sig selv. Det er kun
mennesket, der sætter grænser for sig selv.
Teorien om universet, der udvider sig, er ikke korrekt bortset
fra, at det udvider sig i vor tanke, eller rettere: vi udvider vor
opfattelse af universet. Vi opdager altid, at det er større, end
vi troede. Universet udvider sig og indsnævres konstant efter
vor egen opfattelse, men ikke i sig selv, for universet er
summen af det uendelige. Mange mennesker betragter
universet som et enkelt solsystem, men et solsystem er kun
én celle eller ét atom i et univers af utallige solsystemer.
Der er kun én lov, der styrer universet, fordi universet er én
enhed. Vi behøver ikke at adlyse en eneste lov, som er lavere
end denne ene lov. Der er kun én lov, og det er den eneste, vi
bør adlyde. Et menneske behøver end ikke at adlyde den lovs
manifestation, som hedder tyngdeloven. I behøver end ikke
at adlyde en lovs bevidste manifestation, - I behøver kun at
adlyde den lov, der styrer disse manifestationer. I det øjeblik,
I bliver u-bevidste over for manifestationer af love, bliver I
fuldt bevidste om den lov, der er alt, altet, eller Princippets
universelle udtryk. Og da adlyder enhver lovs manifestation
os. Vi har fuld autoritet, fuldt herredømme over enhver lovs
manifestation.
Tanken om, at der er lavere love såsom materiens lov, bragte
opfattelsen af det materielle eller dødeligheden frem. Det var
ikke Adam, - det var den, der kom efter Adam. Materien er
blot en bevidsthedsholdning, ligesom tanken blot er en
bevidstheds-holdning. Med andre ord: materien er blot en
fastlagt mental vane. Tanken og materien er i virkeligheden
blot udtryksmåder, og ingen af dem burde begrænses i
menneskenes betragtninger. Adam gav naturligvis udtryk for
en bevidsthed, men ikke for en dødelig bevidsthed eller for
bevidsthedens dødelighed. Dette blev knyttet til Adams navn
længe efter hans fremkomst.
For en mester eksisterer der ikke noget materielt univers. Det
synlige univers er for ham åndens manifestation og er derfor
åndeligt i sit væsen og styret af åndens lov. Det er denne
viden, der giver ham magten, og deri ligger hemmeligheden
ved al menneskelig magt. At kende åndens lov og leve i
harmoni med denne lov er altid ensbetydende med magt i
ubegrænset omfang. Og denne åndens lov er kærlighedens
lov. Det er kærligheden, der styrer det uendelige rum og alle
de former, der projiceres i rummet. Det er derfor skriften
siger, at hvis I bliver i kærligheden, da bliver I i Gud og Gud
i jer. Kærligheden er harmoni og bevarer derfor alle ting i
harmoni ikke blot med sig selv, men med hinanden. Når
mennesket er i en kærlighedens bevidsthed eller i en tilstand
af fuldendt fællesskab med alle ting, da er det i en tilstand af
fuldendt harmoni med alle ting og alle mennesker.
Kærligheden kunne man også kalde samhørigheden eller en
bindende kraft, der bevarer alle ting i forbindelse med deres
oprindelse. Når de arbejder i harmoni med deres oprindelse,
arbejder de i harmoni med alle udtryk af den samme
oprindelse. Men kærligheden vil opløse det, der ikke er i
harmoni med den universelle orden, for den forlanger af alle
ting, at de holder sig til deres egen naturs princip, hvilket er
ånden. Derfor udsletter kærligheden had, begær, selviskhed
og egoisme samt det ego, der er resultatet af disse
bevidsthedstilstande.
Mennesket er en gengivelse af det fuldendte univers og er et
fuldendt univers i sig selv, når det regner sig selv som en del
af helheden. Hvis mennesket gav slip på enhver tanke om
trosretninger og dogmer, ville det være fuldstændig ude over
spørgsmålet om overtro. Det ville være helt uden
begrænsninger. I samme øjeblik, vi befrier os selv for
begrænsninger, kan det ved fotografiets hjælp i dag bevises,
at lys udstråler fra hver celle i kroppen.
På samme måde udgår der lys fra hver celle i universet. Den
kilde af lys og energi, der fylder universet og giver det sin
kraft, og som gør det samme i vore legemer, er den store
centrale sol. Kosmisk betyder stor, og det er dette hele,
mennesket er en del af.
TIL BRUG FOR UNDERVISEREN
Pkt. 1 og 2. Denne lektion behandler ligesom de umiddelbart
foregående, det universelle i alle ting og viser, at alle
håndgribelige former er indeholdt i en helhed og er
uadskillelige dele af helheden. Den behandler også det
faktum, at hver enkelt organisme er en miniatureudgave af
det, som universet er, i hele sin uendelighed. Formålet med
disse første to afsnit er at hjælpe eleven til en erkendelse af,
at hele den umådelige magt og kraft, der rører sig i det
uendelige rum, også findes i det enkelte menneske, og at det,
mennesket opnår i livet, bliver bestemt af det omfang, hvori
det bliver sig disse kræfter bevidst og arbejder i harmoni
med dem.
Pkt. 3 og 4. Mennesket isolerer kun sig selv ved uvidenhed
og ved at fastholde sin egen forestilling om en isolation. Der
er intet i Guds holdning, der isolerer mennesket eller sender
det ud i mørke og magtesløshed. Gud har altid til hensigt at
manifestere sig og komme til udtryk gennem mennesket.
Mennesket behøver blot at eliminere sine egne obstruktioner
mod det guddommelige formål.
Pkt. 5. Der er ikke noget, der hedder døden! Det, der synes at
være døden, er blot en tilstand, i hvilken mennesket har for-
trængt sit væsens guddommelige faktum så fuldstændigt, at
det ikke længere kan holde kroppen i funktion. Kroppens liv
er den ånd, der skabte den, og når kroppen ved uvidenhed
fuldstændigt domineres af falske opfattelser om livet, har
kroppen mistet al sin livgivende kraft og kan derfor ikke
længere fungere. Det er det, der kaldes døden. Det åndelige
menneske, det menneske, Gud har skabt, og det eneste
menneske, Gud kender til, lever lige så evigt, som Gud er
evig. Jeres tanker lever videre, når de legemer, hvorigennem
I har udtrykt dem, bliver tilintetgjort, og Guds opfattelse af
mennesket lever videre, når den fortrænges fra det, der var
tænkt som et redskab for dets udtryk. De forbliver ét i og
med faderprincippet, og hvad enten de lever i kød og blod
eller ikke, kan alle mennesker være sig det evige fællesskab
bevidst, der består, såfremt den uvidenhed, der forårsager
følelsen af adskillelse, trænges ud af bevidstheden.
Pkt. 6 og 7. Uvidenhed er menneskets eneste fjende. Viden
om kendsgerningerne bringer mennesket i harmoni med det
uendelige rums kræfter, som alle er venligtsindede og virker
konstruktivt til gavn for mennesket. I princippet kan der ikke
forekomme nogen form for modstand, og derfor fungerer alt,
hvad der er i universet, i overensstemmelse med menneskets
natur; og menneskets position er det direkte formål eller
redskab, i og igennem hvilket uendelighedens kraft og
muligheder manifesterer sig.
Pkt. 8, 9 og 10. Det er umuligt for nogen at finde fred og
harmoni, så længe de forventer, at alt og alle skal gøre det
for dem, som kun de selv kan gøre. Der er ingen, der kan
give os det, som vi allerede ejer, eller vække det til live i os,
som vi selv nægter at komme til udtryk. Det er ikke verden
eller dens mennesker, der kan give os det, vi har behov for,
eller som kan betjene os med det, vi har fornødent. Enhver
god og fuldendt gave kommer ovenfra. Universets lov
bevæger sig fra princippet, Gud, gennem den individuelle
manifestation og giver dernæst af sig selv og af sin egen
sande natur til verden i tjeneste. Hvis vi vender processen
om, dvs. forventer, at verden og dens mennesker skal give os
noget, så vi kan blive lykkelige og harmoniske og på den
måde nå frem til vor guddommelighed, kan vi ikke møde
andet end skuffelser. Gud er begyndelsen og
menneskehedens store tjener. At modtage Hans ånd er at
blive Guds børn, og vor holdning over for verden er da at
give vore egne store gaver videre til alle omkring os og
derved at yde en god og gavmild tjeneste.
Pkt. 11. Menneskets egen natur er livets bog, og hvis
mennesket studerer sin egen inderste naturs evige tendenser
og tillader sin naturs største dybder at udvide sig og vokse, da
vil det forstå sig selv, universet og universets lov. Og der vil
ikke være behov for at modtage undervisning fra anden side.
Pkt. 12. Dette burde være åbenbart for enhver, der har kendt
til oprør og fred i sin egen natur. Kun når falske elementer
påføres menneskets natur, kommer disse urolige tilstande, og
kun når man tager imod det, der er harmonisk, lever man i
harmoni. Mennesket er kemikeren, der i sit eget indre blander
det, der frembringer smerte og glæde.
Pkt. 13, 14 og 15. Det er akkurat lige så let at skelne, hvad
der er i harmoni med ens natur og med Guds hensigt med éns
liv, som det er at skelne mellem harmoni og disharmoni i
musikken, og dette er lige åbenbart for den, der aldrig har
studeret musik, som for den øvede musiker. Det er akkurat
lige så let for den mest uvidende at afsløre ufred og
disharmoni, som det er for en mester. Vi må lære at skelne og
nægte at hengive os til mentale eller følelsesmæssige
reaktioner, der sløver vor sans for det fuldkomne.
Pkt. 16. Det var ikke Adam, men uvidenheden, der fik
mennesket til at glemme sin guddommelighed, og det er
uvidenhed, der lægger bånd på os, når der i virkeligheden
ikke er noget, der binder os. Uendeligheden fylder tid og rum,
og det er vor mission at vågne op til det faktum, at hele
uendeligheden virker gennem os, og at vore evner kun måles
ved dette faktum.
Pkt. 17 til 21. Det største, Kristus lærte, var kærligheden, for
kærligheden er ikke blot enhver lovs opfyldelse, den er også
løsningen på ethvert problem, der opstår i tilværelsen.
Kærlighed er universets lov, og når den bliver det enkelte
menneskes ledende motiv, bringes mennesket i harmoni med
alle kræfter i det uendelige rum. Den, der bliver i
kærligheden, bliver i Gud. Kærligheden må først udvikles i
individet som noget, der er uadskilleligt fra det uendelige.
Når man er ét med det uendelige, er man ét med alt det, der
manifesterer sig ud af det uendelige. Dette betyder ikke, at I
skal elske ufuldkommenhederne i verden, i jeres
medmennesker eller i jer selv. Lad disse ufuldkommenheder
falde ud af jeres bevidsthed og foren jer med det guddomme-
lige, der ligger bag denne ydre maske, hvorigennem I ikke kan se eller erkende
Gud.
Pkt. 22 og 23. Jeres univers er det, I ser. "Det land, som I
skuer, det vil jeg give jer som jeres arv". Bag alle ting er
lyset, for i begyndelsen var lyset. Lyset blev til liv for
mennesket. Selv vore videnskabsmænd i materien siger, at
lyset er grundlaget for alt, hvad der er skabt. Menneskets
egentlige skikkelse er derfor ikke en krop af kød og blod,
men et legeme af lys, der omfatter det fysiske legeme, for
lyset udgør det fysiske på akkurat samme måde, som ilt og
brint udgør vand. Når uvidenheden forlader vor bevidsthed,
vil vi se og manifestere lyset.
Pkt. 24 og 25. Hvis man adlyder De forenede Staters
forfatning og giver enhver ret til "liv, frihed og lykkens
forfølgelse", adlyder man da ikke automatisk enhver af
landets love? Lydighed mod den højeste lov indebærer
automatisk opfyldelsen af enhver forpligtelse over for alle
andre love. Universets lov er kærlighed, og hvis man lever i
kærlighed, i bevidst enighed og fællesskab med Gud og
mennesker, da vil man ikke gøre noget som helst, der strider
imod andre og lavere love. Til gengæld ville man leve
uendelig frigjort og ubundet, og man ville ikke føle nogen
form for begrænsning forårsaget af disse mindre
betydningsfulde love.
Pkt. 26 og 27. Universet og alt, hvad det indeholder, er ét
enkelt system, og det er vor opgave at indse dette. Det er
ikke, fordi det betyder så meget for universets skyld, men det
gør en stor forskel for det enkelte menneske, for dets
frigørelse afhænger af, om det erkender tingene sådan, som
de er.
Kapitel XI,
JERES EGET 'JEG'.
Da Jesus lærte: "Medmindre I bliver som små børn, kan I
ikke komme ind i himmeriges rige," gav Han os en af de
dybeste sandheder. Et barn er endnu ikke blevet hypnotiseret
af verdens forestillinger om begrænsning og lever naturligt i
harmoni med sin oprindelse. Det er derfor, de fleste voksne
godt kan lide at være sammen med børn. De udstråler
universets naturlige harmoni, og det er menneskets naturlige
miljø. Hvis blot vi kunne slippe alle de tanker, der har bundet
os til verden, ville vi finde frem til den beslutsomhed, der
stemmer overens med universets liv, hvorpå vi ville udføre de
gerninger, der altid søger at komme til udtryk gennem vor
natur. "Hvor end I møder selvet, lad det ligge," skrev de
gamle hinduer, og det er stadig det centrale i mestrenes lære.
Kun når modstridende vaner udelukkes fra menneskets
oprindelige natur, kan det gøre sig håb om at leve det liv, der
er det eneste sande. De fleste af vore forsøg på at leve er så
fuldkommen modsat livets formål og naturlige tendens, at det
kun fører til legemets opløsning. "Der er en vej, som fore-
kommer menneskene at være den rette, men den fører til
døden," sagde Jesus.
Vid dette: Der er ikke noget, der virkelig begrænser mennesket og fastholder det
i en tilstand af usikkerhed og ineffektivitet, andet end menneskets egne tanker.
Når disse tanker renses ud, kan mennesket med lethed indgå til det
universelle liv, og da begynder der at komme vidnesbyrd om
dette livs naturlige muligheder. "Den dag, I mindst venter
det, kommer menneskesønnen", - det var den store mesters
vise råd. Enhver tanke, der fra verden kommer ind i
menneskets bevidsthed, er blot en refleks af de indtryk, der
således modtages, og mennesket er ikke nogen reflektor.
Mennesket er det guddommeliges udtryk, og kun når
mennesket lader sin naturs dybeste impulser komme til
udtryk, lever det livet, som det virkelig er.
Det guddommelige formål med livets lov er at fuldkommen-
gøre og forædle menneskets natur, til den er et fuldendt og
helstøbt udtryk for livets lov. Når livet leves på denne måde,
uden reservationer og hæmninger forårsaget af den
hypnotiske påvirkning fra indpodede tanker, bliver
menneskets natur konstant forædlet. Dette kræver den
enkeltes uophørlige styrelse af sig selv, indtil éns natur er en
enhed, der kun udtrykker det ene formål. Denne kraft er da
fuldkommen i det ydre, lige som den allerede er et faktum i
det universelle. Kun på denne måde kan mennesket opfylde
sin bestemmelse og modtage de universelle kræfters fulde
støtte. Mange mennesker kan ikke forstå, hvorfor Gud ikke
manifesterer sig gennem deres egne tanker og giver dem det,
de tror, de ønsker sig. Gud virker lige så lidt gennem
menneskers tanker, som naturens lov handler gennem
ufrugtbare frø på anden måde end ved at nedbryde dem. Gud
eller ånden virker for sin egen sag, der går ud på at opfylde
sin egen tanke og sit eget formål, og mennesket må bringe sig
i harmoni med dette universelle formål. Da, og kun da, vil
mennesket nå frem til den tilstand, der svarer til en
fuldkommen barnelighed, hvor livet leves naturligt. Et
naturligt liv er fuldendt og frembringer fuldendte resultater.
Vore tanker er enten helt ufuldkomne eller ufuldstændige. De
har ikke den natur og den hensigt, der ligger i den universelle
tendens, og derfor bør de blot kasseres eller tilsidesættes, så
at de højere påvirkninger kan blive hele vort væsens
bestemmende faktorer.
I siger, at I har lært, at naturens første lov er loven om
selvopholdelsen, og det er det også, men det betyder ikke, at
man skal opretholde sit eget liv på bekostning af andre. Livets
lov går ud på at bevare og fremme livet. En mesters liv
fremmer og bevarer liv, fordi han lever i harmoni med det
eneste liv, der findes. Hos ham findes hævnen ikke, og hele
hans motiv er at
beskytte livet mod ethvert angreb. Det er hemmeligheden
ved et liv som mester, og det er det, der skal beherskes. Før
man har herredømmet i sin egen natur over det, der vil
ødelægge livet, er man uden for livet. Men når man er
frigjort fra det, der kan ødelægge livet, har man helt og
holdent del i livet. Jesus selv fordømte ikke dem, der
korsfæstede ham, men frigjorde dem fra deres egen
uvidenheds karma gennem tilgivelsens lov.
Forholdet er det, at drager man et andet menneske til ansvar
eller forsøger man at give en anden skylden for noget, da
lukker man blot sig selv inde i den samme uvidenhed. Beskyt
livet, hvor det end manifesterer sig. Bevogt jeres eget og
andres liv, når uvidenheden trænger sig på. Beskyt jer selv
og andre mod enhver tanke eller handling, som kunne føre til
andet end livets fulde og mest harmoniske udtryk. At gøre
noget som helst andet er selvmorderisk. Sørg til stadighed
for at højne jeres eget liv ved at beskytte alt andet liv
omkring jer. Men at beskytte andre er ikke blot at beskytte
dem mod fysisk overlast, men mod deres egen og andres
uvidenhed. Frigør jer selv og andre fra den menneskelige
tankes hypnotiske magt og betragt jer selv og andre som den
Højestes frie sønner. Kun på denne måde kan I indgå til livet,
og det at indgå til livet vil sige at blive herre over jer selv.
Hvis nogen gør jer skade eller fortræd, frigør ham da
øjeblikkelig i jeres sind og frigør ham fra muligheden af
andres kritik eller fordømmelse. Bevar ham altid fri i det
universelle liv.
Mange mennesker tænker aldrig over, hvorfor kunstnere maler en glorie aflys
omkring helgener og mestre. Det er, fordi
de er illuminerede, og der finder altid en illumination sted,
når uvidenhedens slør eller hypnosens tåger fjernes. Man ser
endog i en vis udstrækning dette samme lys omkring børn, og det er udstrålingen
af dette lys, der får os til at føle os
fredfyldte og rolige, når vi er sammen med meget små børn.
De er fuldkommen frigjorte redskaber for det universelle liv.
Det er den påvirkning, man føler, og det lys, man ser
omkring en mester. Han er blevet som et lille barn, - han er
frigjort fra de verdslige tanker, der slører lyset. Lys er liv, og
når man er helt og holdent i livet, er man også i lyset - man
er dette lys. Et menneske, der lever helt i lyset, løfter alle
andre op i dette samme lys, således at de er villige til at lade
sig påvirke af det. Der er ikke noget overnaturligt ved, at folk
ser lys udstråle fra en mester. Det er helt naturligt, for det er
livet i dets naturlige form. I har alle muligheder i jer selv, og
I er i stand til at erkende livet, som det er, i de mennesker,
der omgiver jer, hvis blot I vil åbne øjnene for det. Det
eneste, der kan være en hindring, er jeres uvillighed til at
give slip på det, I er kommet til at tro på som værende jeres
tilstand eller forfatning. Fjern sløret og se, dér er lyset.
Hvis I skal komme videre, må I forestille jer selv som
værende mester. I må optræde som mestre. Der er ikke
nogen, der kan lære jer at være mestre, eller nogen der kan
give jer denne tilstand, for det er allerede i forvejen givet jer.
Men det er øvelse, der behøves. I må leve sådan, som en
mester lever, tænke, som en mester tænker, og handle som en
mester, før I ved, hvad en mester er, og kan genkende én, når
I møder ham.
Hvordan tror I egentlig, en mester ville reagere på de situationer, I står
overfor hver dag? Prøv på at klarejeres problemer
på samme måde. Hvordan ville en mester tale til sine
omgivelser? Prøv på at tale på samme måde. Hvordan ville
en mesters holdning være til sine medmennesker? Prøv på at
udtrykke den samme holdning. Kunne I forestille jer en
mester, der bekymrede sig om forretninger? Ville en mester
deltage i sladder, i had eller blive jaloux eller vred? Ville han
vige tilbage for en særlig opgave? Kort sagt, her er der et
mønster for, hvordan I selv tror, en mester ville reagere, og
det er på samme måde, I bør forholde jer til tingene. Hvis I
indtager den samme holdning til livet i bevidstheden om, at
dette er den bestemmelse, der er fastlagt i universet, og som I
er ét med, da vil I opdage, at kimen til jeres eget liv som
mestre begynder at spire og gro, til det når sit fulde format.
Kan I nu ikke tydeligt se, at det, mestrene altid har lært, er
sandt, nemlig at det ikke er nødvendigt, at I sidder i Samadhi
i
timevis eller gennemgår mystiske ritualer eller religiøse
ceremonier for at nå frem til illuminationen? De har
forberedt vejen. De har bevist, at når man arbejder uden for
forstandens område med de tanker, der hører hjemme der, og
blot træder ud i livet, som det virkelig er, da befinder man
sig i det område, der er en mesters tilstand, og ved at
fortsætte med dette, indtil det er éns egen holdning til livet,
bliver man selv mester. Slip det 'jeg', som I synes at være, og
begynd med at leve livet, sådan som I inderst inde føler, I
skulle, så vil I også opdage, at det virkelig er jeres liv.
Det er heller ikke nødvendigt, at I rejser til Indien for at
finde jeres mester eller lærer, sådan som mange elever tror.
Jeres lærer og mester er jeres eget inderste jeg. Mestrene og
Jesus rejser ikke verden rundt for at finde deres viden og
deres kraft. De ser ind i sig selv - på det, der er Gud i deres
eget væsen, og det er derfor, de er mestre. Så længe, I uden
for jer selv søger det, der skal findes inden i jer selv, vil I
ikke finde det. Det er på den måde, I altid vil være i stand til
at genkende en virkelig mesters lære. De, der lever uden
illuminationen, vil fortælle jer, at I må finde en lærer uden
for jer selv, men en mester fortæller jer, at I må finde
læreren i jer selv. Dette er det grundliggende punkt, som
Kristus forsøgte at gøre klart for verden. "Se her og se
hisset" er anti-krists lære. "Faderen, som bor i jer", er Jesu
sande lære.
Nu er det, I må gøre det i det ydre, som I finder i jer selv, og
som er det dybeste i jeres natur. Øvelse gør mester, og det er
ved at øve jer i at leve som mestre, eller ved at leve sådan,
som live. skal leves, og som I instinktivt føler, en mester
ville leve, at I vil opdage, at alt det, I har søgt efter, allerede
er til stede som en realitet. Det eneste, der er nødvendigt, er,
at I træder ud af den rolle, som I har levet, og ind i en ny
tilværelse, hvor I lever livet, som det skal leves.
Når man lærer at leve med sjælen, det egentlige "jeg", og
ikke med forstanden, bliver alt i livet klart og forståeligt. I
ved, hvad I skal gøre og hvad retning, I skal tage, og livet
bliver enkelt og harmonisk. Det er livet, sådan som det var
meningen med det, og sådan som det virkelig er, - livet
sådan, som vi i den yderste konsekvens må leve det. Børn
lever kun i tankens verden, når vi har lært dem det. I
begyndelsen lever de naturligt, og vi skulle hellere blive som
de, fremfor at gøre dem lig os. Det betyder ikke, at vi skal
leve livet uden intelligens og uden tanker. Men det betyder,
at vi lever i sand intelligens, og at vore tanker bliver
resultatet af et oprigtigt udtryk for vort indre væsen.
13. Det er klart, at det vil kræve nogen beslutsomhed at
foretage denne fuldstændige omvæltning fra det, vi lader til
at være, til det, vi virkelig er, og til at træde ind i livet, som
det er. Hvad end en hindu tror på, giver han alt for det. Han
er parat til at vandre hundreder af kilometer for at opfylde
det, som han tror er hans åndelige pligt. Når vi bliver lige så
fast besluttede på at være det, som vi instinktivt føler, vi
burde være, vil vi nå målet uden vanskelighed. Vi må holde
op med at håbe og ønske og i stedet give os til at gøre og
være.
EN KORRESPONDENT SKRIVER
NB: I betragtning af den interesse, det vil have, og de nyttige
forslag til eleverne, der findes i det følgende brev fra Mrs.
Grace G. Hahn, lader vi det indgå i lektionen på dette sted.
Mrs. Hahn var medlem af den samme ekspedition til Indien
som Mr. Spalding.
"Jeg vil forsøge at fortælle om noget af det, vi har oplevet
siden mit sidste brev.
Mr. M. M. Ghose, som er en ven af Mr. Spalding, inviterede
os som sine gæster på en tur med en flodbåd til Dacca,
Swami Paramanandas "ashram" (Swami = religiøs lærer).
Det ville være svært at beskrive den jungle, vi sejlede
igennem. På sine steder var floden så smal, at to både næppe
kunne passere hinanden. På andre steder var den derimod 7-
800 meter bred. Alt gik vel, efterhånden som rejsen skred
frem, men den tredje
dag om aftenen ved otte-halvnitiden, da de fleste af os sov i
vore køjer, følte vi et frygteligt bump og hørte høje skrig. Vi
blev hurtigt klar over, at vi var stødt sammen med en anden
båd. Der var naturligvis nogle minutters forvirring og skræk,
og vi fik at vide, at den anden dampers lægter sank på nogle
få minutter. Vi havde fået skader, men der var ikke gået
menneskeliv tabt. Vi kunne ikke sejle videre, så vi ankrede
op for natten. Lysene var ødelagte, og bådene lækkede svært.
Vor værts lille søn trådte roligt ind midt i kredsen af
opskræmte mennesker på dækket og sagde: "Gud har frelst
os alle, Baba (far), kan jeg så ikke godt gå i seng?" Der blev
stille i nogle sekunder, og vi blev alle klare over, at den lille
hindudreng havde givet os noget at tænke over. Vi gik roligt
hver til sit med en fornemmelse af, at alt var, som det skulle
være. Her var spiren til en mester, der kunne berolige en hel
bådfuld af mennesker ved sin rolige tillid og enkle barnetro.
Næste morgen fortsatte vi langsomt til den næste by og tog
toget tilbage til Calcutta. Vi skal møde nogle betydelige
hinduer. En Mr. Sircar overrakte Mr. Spalding sin bog, og
jeg vil gerne citere et enkelt afsnit af bogen, da det greb mig
stærkt: "Hele sandheden og livet i sin fagreste blomstring
kan ikke opleves, medmindre alle kræfter både naturlige og
åndelige kan styres og bruges til livets udfoldelse i voksende
skønhed". Vi har tilbragt mange, mange timer sammen med
ham og føler os meget beriget af det.
På Calcuttas universitet hørte vi en eftermiddag en historie,
som jeg finder det vel værd at fortælle, da der er noget at
lære af den. Historien foregik år 600 f. Kristus. Selv dengang
var der uoverensstemmelser om læren, så en del af
tilhængerne skilte sig ud fra hovedgruppen og forsøgte at
overtale læreren til at skifte synspunkt. Efter nogen tid indså
lederen af den udskilte fraktion, at det var nytteløst, og
besluttede at tage sagen i sin egen hånd. Han lagde sig i
baghold, og da læreren kom forbi, trak han sit sværd. Da den
overfaldne lærer segnede om, kaldte han angriberen hen til
sig og bad ham sætte sig hos ham et øjeblik, da han ønskede
at tale til ham med sine sidste ord. Venligt og kærligt sagde
han da til ham, at han skulle fortsætte sin vej lige frem, da
der da ikke ville være nogen, der ville få at vide, hvad der
var sket, hvorved mange mennesker ville blive skånet for at
skulle hævne hans død, for i virkeligheden gik han videre til
en større forståelse, men hvis han vendte tilbage samme vej,
som han var kommet, ville han blive årsag til, at mange
andre måtte lide på grund af det, han havde gjort. Den store
mester gav sin lektion til den mand, der troede, han kunne
gøre ham fortræd.
Vi forlod Calcutta sidste mandag og ankom til Swami
Omkars "ashram". Det var sådan et dejligt, fredeligt sted på
landet tyve kilometer fra jernbanen. Efter et par dages hvile
blev hver af os enkeltvis kaldt ind til samtale med swami'en.
Som jeg sad der og lyttede til det, han sagde med sin stille og
rolige stemme, så jeg det skær af lys, der var omkring ham
og bag ham. Jeg var tryllebundet i nogle sekunder og bange
for, at det ville forsvinde, men det holdt sig, så længe jeg var
der. Værelset havde et særligt lysskær, som Mr. Spalding så
ofte har beskrevet det for os. Det var første gang, jeg
oplevede det, og det er en oplevelse, jeg altid vil huske og
glæde mig over.
I aftes blev jeg igen begunstiget med to timers samvær med
swami'en. Han forklarede i detaljer betydningen af det at
være mester og af at leve en mesters liv. Mestre bliver først
og fremmest deres egne mestre eller herrer. Herredømmet
over vrede, jalousi, begær, egoisme, besiddertrang -
hustruen, der ejer manden, og manden, der ejer hustruen -
selviskhed og tusind andre ting, som vi har belemret os selv
med.
Vi kom tusinder af kilometer for at møde en mester, - en,
som er nået frem til det, som vi både kan og må gøre
hjemme hos os selv og i vore egne omgivelser. Akkurat som
koen, der synes, at græsset er grønnere på den anden side af
hegnet, selv om der er rigeligt, hvor den står. Swami'en
regner to ord som det grundlag, hvorpå vi kan starte på
vejen, og det er ordene øv jer. Øv jer hver dag ved at
praktisere det, I allerede ved. Øv jer i at beherske jeres
vrede. Øv jer i at elske alt i universet. Det er et højt krav, jeg
sætter til jer, men ved stadig øvelse, time for time og dag for
dag
vil vi snart se resultaterne og således være rede til nye
lektioner i livets skole. Disse stille mænd kender værdien af
loven om herredømmet over sig selv, og derfor blander de
sig ikke med dem, der endnu ikke har lært at være stille i det
mindste i nogen tid hver dag. Hvorledes kan vi nogen sinde
gøre os håb om at få kontakt med dem i vor vestlige
sindstilstand, der er præget af kaos? Argumenter smækker
kun døren i. Kun et åbent sind og intuitionen åbner dørene
på vid gab. Dette har jeg indtil nu lært i Indien. Jeg troede,
jeg vidste det før, men når man kommer i berøring med en af
disse hellige mænd, bliver man hurtigt klar over, at det kun
var teori. Det kræver øvelse i virkelig forstand og sjælens
oprigtige trang dertil at beherske sit eget "jeg" og virkelig
blive sådan, som de er.
Der er en prægtig hindudreng her på 12 år. Han er en lille
mester i sin vorden. Han forudser ethvert ønske eller behov,
før vi er i stand til at udtrykke det. Øjnene er sjælens spejl,
og derfor må man se den udstråling, der er i den drengs smil,
for at kunne tro det, når han står stille foran én og ønsker at
betjene én. Han stod ved min dør i aftes og syntes at vægre
sig ved at gå. Da jeg endnu ikke er vant til hinduernes skik
og brug, ventede jeg på, at han skulle give udtryk for, hvad
han ville, og da han gik frem imod mig med sit vidunderlige
smil, så han mig lige ind i øjnene og sagde: "Jeg holder så
meget af Dem". Så vendte han sig og var borte på et øjeblik.
Under vore meditationslektioner sidder han ubevægelig og
stille i en time. Nogle af de ældre falder i søvn, men det gør
han ikke.
Vi tilbragte en lykkelig uge sammen med swami'en og begav
os så sydpå til Madras. Mr. Spalding rejste i forvejen til
Tiruvan-namalai, hvor han traf Paul Brunton, forfatteren til
"The Secret Search of India" (dansk udgave: Bag Indiens
lukkede døre. Strubes Forlag). Mr. Spalding telegraferede til
os om at komme, og efter en nats rejse skulle vi møde Mr.
Spalding og Mr. Brunton. Vi blev ført til en af de største
nulevende indiske helgener, Sri Ramana Maharishi's
"ashram". En hel del mennesker sidder på gulvet i mange
timer med korslagte ben blot for at være sammen med dette
fantastiske menneske. Han er en af de hellige mænd, der
ofrer sin tid på sine elever. Han taler aldrig, medmindre der
er blevet stillet ham et spørgsmål, og før han svarer, sidder
han stille, indtil svaret kommer indefra. Dette møde alene er
hele rejsen værd.
Fra Tiruvannamali tog vi til Pondicherry. Her lever der en
betydelig mand, men han viser sig kun offentligt tre gange
om året. Næste gang er den fireogtyvende februar. Denne
"ashram" er en af dem, man vil huske længe. Her lever der
et betydeligt antal mandlige elever, og man føler sig stærkt
tiltrukket af dem. Deres ansigter stråler af det liv, de lever,
og man lades overhovedet ikke i tvivl. Her erfarede vi, at der
ville finde en "mela" - et pilgrimsmøde - sted i Allahabad
den trettende januar. Vi tog til Calcutta og derfra videre til
Allahabad. Aldrig vil jeg glemme det syn, vi så ved denne
"mela". Der var pilgrimme fra alle egne af Indien, der kom
for at bade i Gangesflodens hellige vand. Det er her, de to
floder Ganges og Jumna løber sammen. Vandet er iskoldt,
og alligevel kaster de sig ud i det. De er kommet langvejs fra
under frygtelige strabadser for at deltage i dette religiøse
ritual. En million mennesker med den ene tanke: at bade i
Ganges på denne specielle dag. Der var så mange forskellige
måder, hvorpå de gennemførte dette. Nogle var nøgne, andre
opførte sig på en måde, der grænsede til vildskab, nogle sad
på elefanter og kameler, andre på oksekærrer, men alles mål
var Gangesfloden. Jeg var meget imponeret over den
religiøse begejstring, der uden for enhver tvivl blev lagt for
dagen. Hvad var det, der kunne få en million mennesker til
at komme til Ganges-floden? Det var ud over min forstand,
og et spørgsmål syntes at køre rundt og rundt i hovedet på
mig: Hvad er det, jeg søger efter på dette sted? Da jeg var
kommet tilbage til hotellet, syntes svaret at komme, og det
gik ud på følgende: Du søger efter det egentlige grundlag for
et broderskab. Hvordan kan man være ét med hele
menneskeheden, hvis man kun ser på de ydre former; hvis
du tror, dette er en flok psykopater; hvis du fastholder, at
sort er sort, og hvidt er hvidt? Ser du ikke den samme
kærlighed banke i hjertet hos den moder, der kærtegner sit
snavsede, syge
og forkrøblede barn, som vælter sig i snavs, plages af
fattigdom, hjemløshed og sult, og som vandrer milevidt
under forfærdelige strabadser blot for at bade i
Gangesflodens hellige vand? Hvad andet end den medfødte
gnist af guddommelighed ville kunne få dem til at fortsætte
for at lægge det hele for fødderne af det, de opfatter som
Gud? Vi dyrker Gud i luksus, - de har intet. Deres fødder er
trætte og ømme, deres energi er alt, hvad de ejer, og dog
giver de den for at komme en gang om året, og hvert sjette,
tolvte og fireogtyvende år for at mødes i fællesskab og bade
og tilbede på deres måde. Tænk engang, en million
mennesker på et lille område, fredelige, lykkelige, syngende
og glade. Der ses ikke tegn på forvirring eller stridigheder,
enhver respekterer de andres ret til at tilbede på den måde,
de nu synes bedst om.
For mig at se udtrykkes det ægte broderskab her under
ufattelige vilkår, tusinder af vilkår, som vi aldrig havde
tænkt kunne forekomme, og dog udtrykker disse pilgrimme
en kærlighed, og deres øjne afslører uudgrundelige dybder,
som vi vel kunne misunde dem. Og alle dyrker de Gud, Gud,
Gud. Der er mange forskellige sprog, der er rige og fattige,
halte, forkrøblede og blinde. Men et smil vil altid fremkalde
et smil. Faktisk synes de at være forbavsede over, at vi vil
nedlade os til at hilse dem efter deres egen skik. Jeg gad
oprigtigt vide, om vi ville smile under de samme
omstændigheder. Kunne eller ville vi på hænder og fødder
kravle til Gangesfloden for at tilbede Gud med hele vort
væsen, når vi næppe var i stand til at holde sammen på sjæl
og krop? Jeg spørger bare: Kunne vi det?
Vi så sadhu'er med filtret hår og kroppen dækket med aske,
nøgne med undtagelse af et lændeklæde. Jeg spurgte,
hvorfor nogen skulle behandle deres krop på denne måde, og
svaret var, at de havde opgivet al stolthed og ikke længere
beskæftigede sig med denne verden. Det er nu deres
opfattelse af tingene, og når alt kommer til alt, handler og
tænker vi alle, som vor samvittighed dikterer os og alt efter
vor personlige udvikling.
Vi vil gerne tage os godt ud og pynter os, medens de går til
den anden yderlighed og tilbringer hele deres liv i huler og
rundt omkring i Himalaya-bjergene i deres meditationer om
Gud. De må først realisere disse ting i sig selv, før de kan gå
ud i verden og lære andre om deres åndelige erfaringer. Vi
har mange ismer, trosretninger og dogmer, der meget ofte
blot er teoretiske og intellektuelle. Tusinder af disse
pilgrimme, der strømmer til fra alle egne af Indien for at
deltage i denne store "mela", lever faktisk en guds-
tilværelse, sådan som de forstår det. Der er naturligvis
mange professionelle tiggere iblandt, men man lærer hurtigt
at kende forskel. Intuitionen er den bedste ledetråd. Tiggere
er og bliver tiggere, hvad enten de befinder sig i Indien eller
i Amerika. Her ser vi dem i renkultur, medens vi andetsteds
ofte møder dem i de bedste samfundslag.
Vi var vidner til, at en mand vendte tilbage fra Ganges
støttende sig til en stok, medens hans tjener kom lige bag
ham bærende på hans krykker. I kan drage jeres egne
konklusioner.
Vi står foran endnu en stor dag. På fredag, den
fireogtyvende, indtræffer det sjette års "mela" - eller
pilgrimsmøde, så vi bliver og overværer det. Jeg fortsætter
dette brev, når begivenheden er ovre. Mr. Spalding har taget
to fra ekspeditionen med sig til Ganges i dag. Jeg er blevet
hjemme for at få sendt dette brev af sted til jer".
Grace G. Hahn
TIL BRUG FOR UNDERVISEREN
Når dette kapitel skal gennemgås, bør Mrs. Hahns brev
læses for klassen, da det er en fuldendt illustration til
lektionen. Begivenhed for begivenhed, således som
ekspeditionen oplevede dem, forklares i lektionen, og
underviseren kan nemt drage parallellerne mellem lektionen
og eksemplerne i brevet.
Pkt. 1. Det ældgamle eksempel med barnet er ikke
ensbetydende med, at vi bliver uvidende eller uintelligente.
Det betyder, at vi lever livet, således som det strømmer frem
fra vor inderste natur. Det er derfor, børn har svært ved at
forstå voksne. De har ikke fået deres sind fyldt med tanker,
og de lever kun efter det, de føler inderst inde. Når disse
indre følelser er blevet fuldkommen sløvet af alle de tanker,
der er blevet proppet ind i børnene, bliver de sløve og
ineffektive ligesom de ældre. Tanken er ikke den vigtigste
faktor i et liv rigtigt levet, men den er resultatet af at leve
rigtigt. Hvert skridt i den menneskelige udvikling kom som
et resultat af en eller andens inderste overbevisning, og
tanken blev udviklet for at beskrive det, man var nået frem
til.
Pkt. 2. Mennesket er i virkeligheden slet ikke begrænset på
nogen måde, for det er en gengivelse af det uendelige. Det
begrænser blot sig selv via sin egen tanke. Lev livet således,
som det udfolder sig indefra, så vil I finde frem til livet,
sådan som det er, og finde nøglen til jeres eget liv som
mestre. Tanker, ord og handlinger er de måder eller
redskaber, hvorigennem livet udtrykkes, men de udgør ikke
den norm, hvorefter livet leves.
Pkt. 3 og 4. Universets formål er at fortsætte og
fuldkommengøre livet i hele sin udstrækning. Det
opretholder kun det i mennesket, der er i harmoni med livet.
Det tilintetgør det i menneskets natur, der modarbejder livet.
Man siger, at det onde bærer kimen til sin egen undergang,
og det er sandt, men kimen til det ondes undergang er det
iboende gode, og når det gode manifesterer sig, tilintetgør
det det onde og lader intet tilbage andet end det gode. Og
livet er det gode, der altid er til stede, og som altid virker for
at fuldbyrde sig selv.
Pkt. 5. Det er ikke intelligent at give sig selv eller andre
skylden for noget. Det eneste, der er intelligent, er at
beskytte jer selv og andre mod alt det, der er mindre end det
universelt guddommelige. Når vi bliver lige så opsatte på at
bevare vor egen og andres potentielle natur, som vi er på at
bevare vor jordiske ejendom, vil verden være fyldt med
virkelige mestre.
Pkt. 6. Sejer selv i spejlet. Er der noget lys i jeres ansigt, når
I er kede af det? Når I stråler af glæde, er der så lys i jeres
ansigt? Forestil jer det lys, der ville udstråle fra jer, hvis I
levede et liv, som svarer til jeres idealer, og som er jeres liv i
samme grad, som I er i stand til at leve det, og som I burde
leve det.
Pkt. 7, 8 og 9. "Hvis I ønsker at komme til at kende Gud, så
lad som om Han er der".
Hvis I ønsker at vide, hvordan en mesters liv er, så lev selv
et sådant liv. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan lære det
at kende. Intet menneske kommer til at kende det, der hører
Gud til, medmindre Guds ånd, der er i ham, afslører det for
ham.
Pkt. 10 og 11. Den afgørende forskel mellem den lære, der
udbredes af de illuminerede og dem, der ikke er det, er den,
at de illuminerede lærer jer at gå ind i jer selv for at lære
tingene at kende. Alle andre søger uden for sig selv og lærer
andre at gøre det samme. Der er ingen sandsynlighed for, at I
finder det uden for jer selv, som I ikke har kunnet finde i
jeres eget indre. Verden giver jer blot det tilbage, som I selv
giver den.
Pkt. 12. Man burde studere forskellen mellem sin forstands
og sin sjæls tilstand. Forstanden siger sådan og sådan, og at
kun dette eller hint er muligt. Sjælen ved, at den er udødelig,
at den er mesteren, og den ændrer sig aldrig i det, den gør.
Jeres dybeste ønsker er identiske med den måde, hvorpå en
mester ville reagere.
Pkt. 13. En fuldstændig forpligtelse over for et ideal er
hemmeligheden ved dets virkeliggørelse. Det er ikke det at
ønske og håbe på, at noget skal lykkes, men støt og
vedvarende at arbejde hen imod målet, der er
fuldkommenheden.
Kapitel XII,
PRANA.
Det er i dag et velkendt faktum, at den kosmiske livskraft
omgiver og gennemtrænger enhver tilstand og ethvert atom,
og at denne livskraft kan trækkes ind i os selv med den luft,
vi indånder. Enhver handling kan ske i overensstemmelse
med denne livskraft, og hver tanke, vi tænker, kan komme til
at være i harmoni med den.
Læg mærke til, at det siges, at livskraften kan trækkes ind
"med den luft, vi indånder". Det er ikke selve det at trække
vejret, der trækker denne livskraft ind i mennesket.
Medmindre man udtrykkelig er opmærksom på dette
samtidig med vor fysiske vejrtrækning, tilegner vi os det
ikke. Det er en livskraft, der er så meget finere end den
fysiske luft, at den ikke påvirkes blot af fysiske processer,
lige så lidt som man ville kunne tiltrække elektricitet blot
ved den fysiske vejrtrækning. Naturligvis bliver en vis
mængde elektricitet - eller det, vi kalder elektricitet -
tiltrukket vort system ved hver handling, og det samme
gælder den kosmiske livskraft, som sommetider kaldes
Prana. Hvis I lægger mærke til det, så gør alt det, I retter
opmærksomheden imod, et indtryk på sindet. Dette indtryk
udvikles til en tanke, og tanken udtrykkes i ord. Dette er en
slags åndelig vejrtrækning, ikke sandt? Nu er der en indre
opmærksomhed - I kalder det en dyb længsel - efter at
blive fuldkommen ud i alle hjørner af ens væsen. Når den
ydre opmærksomhed forbindes med denne indre
opmærksomhed, eller når den til stadighed har universets
fuldkommenhed for øje, således som det er tilfældet for det,
som Seneca kaldte "sjælens øje", da drages de kosmiske
kræfter, der findes omkring os, ind i vort væsen. Mystikerne
har altid lært, at opmærksomheden er hemmeligheden bag et
heldigt udfald, når man har at gøre med de kosmiske kræfter.
En dyb, oprigtig og stadig opmærksomhed rettet mod de
omgivende sfærer, en fuldkommen afslappet fysik, en
altabsorberende interesse og åbenhed i sindet udgør
nødvendige forudsætninger, når det gælder om at realisere
dette "indre åndedræt", som det kaldes. Dette er "sjælens
åndedræt", hvilket vil sige, at man lader sit indre væsen
trænge ind i sine medfødte sfærer, den altgennemtrængende
livskraft, eller de åndelige sfærer, som Steinmetz kaldte
dem, indtil den ved denne aktive opmærksomhed drages ind
i hele menneskets væsen.
Da denne livskraft er kosmisk, må den gennemtrænge alle
elementerne. Dette er i virkeligheden den kraft, der
stimulerer al cellevækst og tillige omfatter kroppens vækst
såvel som planternes. Den indgår faktisk i enhver form for
vækst og er selve det, der opretholder livet. Den bliver også
det, som absorberer livet, for ligesom enhver anden kraft er
den både positiv og negativ og reagerer i sig selv, akkurat
som hvirvlende luftstrømme agerer og reagerer indbyrdes.
Man kunne sige, at luften ånder eller bevæger sig og på
samme tid handler i sig selv og påvirker sig selv.
Metoden, der anvendes ved bevidst tilegnelse af den universelle, kosmiske
livskraft, eller prana, kaldes normalt
pranayama. Man kunne også kalde det prana-indånding eller
udøvelsen af bevidst indånding af den kosmiske livskraft.
Det er vanskeligt at definere den nøjagtige procedure, og det
ville tage for lang tid og for megen plads at angive hele
teknikken ved det praniske åndedræt. Til at begynde med
omfatter teknikken almindelig vejrtrækning, dernæst kan
enhver med omhu og i oprigtighed finde frem til sin egen
metode, når processen skal afbalanceres. Som nævnt
ovenfor, er opmærksomhed det mest fundamentale, når
processen skal praktiseres, dvs. opmærksomhed over for den
højeste energikilde, der findes, - den altomgivende
tilstedeværelse, vi kalder Gud. Tanken og sindet må være
helt fri for anspændelse, og den metode, der er bedst til at
frigøre sindet for anspændelse, er næste skridt i den rette
procedure. I virkeligheden
er prana - eller det åndelige stof - så fint og følsomt, at det
tilbagekastes af den mindste modstand. Har I nogensinde
forsøgt at fange et fnug eller et dun, der svævede i luften?
Enhver anspændt eller hastig bevægelse for at gribe det
viftede det blot længere bort, men tog man det roligt og
ligesom lod det selv bevæge sig ind i ens hånd, viste det sig
at være den rette teknik. Det er det eksempel, der kommer
nærmest. Det er også ligesom at prøve på at huske noget,
man ikke kan komme på. Hvis man anstrenger sig voldsomt,
kan man ikke huske noget, men hvis man lader tanken hvile
og roligt bevæge sig omkring emnet, så kommer det, man
gerne ville huske, hurtigt frem i erindringen. Således er det
med prana, det drages ind i ens natur ved ro og
tillidsfuldhed. Enhver fase i sindet må frigøres, og kroppen
må være fuldkommen afslappet. Man må have en
fornemmelse af fuldkommen frihed og ubegrænsethed, som
om kroppens celler bevægede sig bort fra hinanden, indtil de
næsten stod adskilt fra hinanden. Denne øvelse fortsættes,
indtil man helt og holdent mister fornemmelsen af fysisk
begrænsning, og da har man mentalt og fysisk den rette
modtagelighed over for dette universelle stof. Det kan da
trænge ind i hver celle i kroppen, - det bliver det nærende og
styrkende element for alt liv og især for det menneskelige
legeme. Denne metode til styring af kroppen holder den ung
og livfuld.
5. Det er en øvelse, der giver styrke og kraft og giver
kroppens celler mulighed for at udvide sig, hvorved kroppen
får en større iltning. Det er en fuldendt åndelig luftning af
hver celle i kroppen ved de oprindelige sfærer, hvoraf den
skabtes. Ligesom man i en lysstråle finder de forskellige
farver, således finder man i prana alle livselementerne, som
udgør den egentlige kerne i alle de mindre kræfter. Prana er
ikke ilt, men det, der giver ilten sit liv, og som er selve
essensen i ilten. Det er det, der giver elektriciteten sin kraft
og sindet sin bevidsthed. Med andre ord: Prana er den
virkelighed, der lever i, og som er baggrunden for og
opretholder alle de mindre kræfter. I skriften kaldes det Guds
ånd. Prana-yama - den åndelige vejrtrækning - muliggør den
rette ekspansion af alle de stoffer, der optages i kroppen til
gavn for dens vækst, og på grund af denne ekspansion iltes
eller "luftes" alle stofferne, som vi kalder det, når vi
udsætter noget for luftens eller solens påvirkning, så det kan
blive friskt. Materialer, der pakkes for tæt sammen, bliver
"indeklemte", men hcldes de adskilte, så luften og især lyset
kan trænge ind, bliver de friske. Det samme sker, når
kroppen slappes af, når sindet og ånden frigøres, når hele
naturen udvides for bevidst at lade prana trænge gennem alt,
- da bliver hele naturen forfrisket, genoplivet, vederkvæget
og får næring. Dette er pranayama eller det åndelige
åndedræts kunst. Men det er opmærksomheden, der er den
fundamentale hemmelighed ved øvelsen. I må jo også være
opmærksomme på solen for at kunne få det største udbytte af
et solbad.
Det er ved denne øvelse, visse yogier er i stand til at ophæve
deres fysiske eksistens i en vis tid. Dette sætter hele systemet
i hvile og fornyer det ved kontakten med dets oprindelse. Det
bringes tilbage, og de oprindelige livselementer kontaktes
igen af selve kroppen. På samme måde og med samme
resultat kan de ophæve åndedrættet. Det er ligesom at
komme op til overfladen og trække vejret, efter at man har
været neddykket i nogen tid. At forsøge på at ophæve jeres
eksistens og åndedræt ville være det samme som at drukne jer
selv bogstaveligt. Men at udvide sig og slappe så meget af, at
man begynder bevidst at føle de livgivende sfærer, gør én så
levende og vital, så forfrisket og mæt, at man ikke føler
behov for det ydre åndedræt eller kroppens ydre aktiviteter.
Man bliver levende indefra.
På samme måde, som denne øvelse giver kroppen vitalitet,
giver den også sindet fornyelse. Grunden til, at mennesker
ikke tænker klart, er den, at sindet er for anspændt, for
sammentrængt, om man så må sige, så at det ikke fungerer
frit. Når man praktiserer pranayama, udvider hele ens natur
sig og fungerer mere frit og fuldstændigt. Det er som at løsne
lejerne på en maskine, når de er for stramme, og give olien
mulighed for at trænge ind. Så bevæger den sig med større
lethed. På samme måde kommer erindringen strømmende fra
tusind forskellige kilder, og man kommer til at huske det,
man var fra begyndelsen.
Det kommer uden nogen som helst anstrengelse, og alt, hvad
man gerne vil vide, kommer man straks og uden
vanskeligheder i tanke om. Da prana gennemtrænger alt, må
der være et nært forhold mellem prana og denne
tankefunktion. Prana tillader ikke, at der forekommer nogen
splittelse i funktionen, thi det forener alle de menneskelige
funktioner med det universelle. Prana er naturligvis
universelt og åbner mulighed for alle aktiviteter, tusinder og
tusinder af aktiviteter på samme tid. Prana er en
strålingsenergi, der er basis for alt stof. Stoffet er naturligvis
i sin oprindelige tilstand energi, og energi er stof. Det, vi
forstår ved energi og stof, er kun to aspekter af én og samme
primærenergi, og denne primære energi er prana - eller
ånden.
Vi kan med større sandfærdighed sige, at prana er et af de
elementer, der indgår i ånden, for ånden er ikke blot energi,
men også intelligens og stof. Den er mere kompliceret end
æter. Den vestlige verden definerer æter som prana, skønt
der er en forskel på, hvor fintfølende de fungerer og opfører
sig. Æter er noget, der udvikler sig, medens prana altid er
aktivt. Æter er prana, der er ved at blive til, eller på vej mod
manifestation. Alle naturens bedste kræfter såsom
elektricitet og ydre drivkræfter er sektioner og medier, hvori
og hvorigennem prana virker.
Når det menneskelige legeme eller nogen anden skabning
går i opløsning, vender de tilbage til prana, først til de
forskellige former for energi og dernæst tilbage til den
universelle og primære kraft. Hvis prana konstant blev
modtaget i hele menneskets væsen, ville det fysiske i al
evighed blive styrket, eller det ville blive mere og mere
vitalt, mere og mere levende, og den sidste fjende ville være
overvundet. Der er nogle, der overvinder alderdom og død
ved hjælp af en forståelse af prana under hele livsløbet. De
genopbygger kroppen ved pranas påvirkning. Dette sker i
lille målestok, hver gang man sover eller hviler sig, men når
man dertil lægger en bevidst opmærksomhed over for pranas
tilstedeværelse og slapper sind og krop fuldkommen af, da
indånder opmærksomheden det altid tilstedeværende prana,
så det gennemtrænger hele ens skikkelse og væsen, og
således opnås den højeste grad af fornyelse i sind og krop.
I vil forstå, at intelligensen er skabningens primære attribut,
og bevidsthedens aktivitet er prana, eller skabningens vitale
kraft, og stoffet er den form, hvorigennem begge handler.
Intelligens, liv og stof er elementernes treenighed, deres
første oprindelse, således som det defineres i den vestlige
verden. Intelligensen er det vidende aspekt. Livet er det
levendegørende eller vitale aspekt. Stoffet er det aspekt, der
har formens eller skabningens egenskab. Prana anvendes
normalt som omfattende både stof- og livselementerne, og
disse er de redskaber eller medier, hvorigennem
intelligensen direkte handler og bestemmer de skabte former.
Denne primære intelligens, livet og stoffet, er blot den al-
mægtige Gud i aktion, men det må blive et bevidst faktum
for hvert enkelt menneske. Det bliver noget selektivt for den
enkelte og er noget, der er til bevidst nytte for den enkelte alt
efter, om man udvælger det.
Den kosmiske stråle, som Millikan omtaler, er en pranisk
bølge. Man vil opdage ni sektioner i den kosmiske stråle,
som alle ni afgjort er af pranisk oprindelse. De kan være til
stor gavn, hvis de bruges rigtigt. Disse ni stråler udgår fra
den praniske energi på samme måde, som de syv farver
udgår fra én stråle af rent, hvidt lys. Skabningen er blot en
opdeling og kombination af påvirkninger - eller energi, som
vi kalder det - der udgår fra de praniske ætre.
Når vi søger tilbage til alle tings centrum, er det rent lys, og
dette er det indre lys, Jesus talte om. Det er forklaringens
eller illuminationens lys. Jo større menneskets åndelige
opvågnen er, desto stærkere er lyset. Har I ikke lagt mærke
til, at et menneske, der vækkes til glæden, har noget
strålende ved sit ansigt? Når man er åndeligt vågen, er lyset
tilsvarende klart. Det er grunden til, at kunstnere maler Jesus
med en glorie af lys. Lyset er liv.
Dette er "det lys, der oplyser ethvert menneske, der kommer
til verden", og det er den ild, hvorigennem de indviede i de
okkulte lærer måtte vandre for at kunne udvælges til
illumination eller forklaring. Dette lys omgiver os
fuldstændigt og udgår fra de praniske ætre. Det er det lys,
der er skabelsens begyndelse og dens afslutning. Når I
kommer til at leve i lyset, ligesom I nu lever i det kødelige,
vil I blive udødelige, for lyset dør aldrig. Jeg lagde mærke til
en rapport om et mærkeligt lys, der skinnede i Transjordan,
skønt arkæologerne var fuldkommen overbeviste om, at der
ikke var spor af en ældre civilisation. De, der fulgte lyset,
fandt frem til og afdækkede meget hurtigt nogle arkæologi-
ske fund. Det er også sket i Persien. Vi har endnu ikke set
det i Gobiområdet. Men der går historier om, at lyset altid
viste sig i det område. Vi har faktisk en komplet beretning
om, at lyset viste sig over det første Babelstårn, et tårn, der
blev bygget af sten i form som en trinpyramide. Dog kan
dette lys kun ses med det "énrettede øje", dvs. med en så
koncentreret opmærksomhed, at alle menneskets sanser og
evner styres i én retning, og den retning må være den, som
skriften kalder "Hans åsyns lys".
Dette er lyset fra Det ny Jerusalem, som er omtalt i Johannes'
Åbenbaring. Johannes vidste, hvordan han skulle bruge det
praniske lys. Han udvidede sit syn, så han kunne se det hele.
Det er naturligvis langt ud over det, vi forstår ved
clairvoyance, selv om clairvoyance er en fase af det og
faktisk er et skridt tilbage i udviklingen. Det er som at leve i
genskinnet fra det virkelige lys, det lys, der oplyser ethvert
menneske, og som er inden i det selv.
Vi må gå fremad mod dette lys, så vil de lavere sanser, der
holder os tilbage eller borte fra vor fødselsret, slippe deres
tag. De begrænsede aktiviteter leder os bort fra udfoldelsen,
og brugen af det praniske lys, der sker ved de højere sanser.
De psykiske evner vil falde på plads og blive værdifulde
værktøjer, når det praniske lys udfolder sig. Det praniske lys
vibrerer ved langt højere frekvenser end de psykiske kræfter.
I øvrigt er medievirksomhed og såkaldt psykisk udvikling
ikke skridt på vejen mod udfoldelsen af det direkte praniske
lys.
Pranisk lys kan altid påkaldes til at besejre nedbrydende
kræfter, der mod-står det, akkurat som lys kan anvendes til at
bortvejre mørke. Det kan blive centrum for jeg er.
Erklæringen: "Jeg er styrken i det praniske lys, og jeg
projicerer det og fremkaster det som værende almægtigt",
vil hver gang bryde denne tilstand af modstridende kræfter
eller stemmer. Men det må fremsiges med den stemme, der
tilhører Kristus-personen, som er det virkelige jeg er i hvert
individ. Dette jeg er er ikke over dig eller uden for dig, men
midt i centrum af dit væsen. Det var det, der var Jesu tanke,
da han sagde: "Jeg har intet undtagen det, der kommer i
Kristi navn og gennem Kristi kraft". Dette er den højeste
legemliggørelse af prana.
Kristi forklarelse fandt sted, da Jesu bevidsthed blev forenet
med det faktum, at intelligensen, livet og stoffet, når alt kom
til alt, var en enhed, og det var denne enhed, han kaldte
Faderen, eller oprindelsen, som alle spektrets forskellige
farver, der vender tilbage til ét rent, hvidt lys.
Der er kun én bevidsthed, ét princip og én sans. Dette bliver
kun kompliceret, når vi i for høj grad beskæftiger os med
differentieringer eller tilsyneladende forskelligartede
funktioner og evner. Opfatter man forstanden som noget, der
fungerer med mange forskellige evner, splitter man blot sig
selv yderligere og drages længere og længere bort fra sin
oprindelse. Se, vi har kun én Gud. Med denne ene tanke,
eller holdning, at de praniske kræfter altid fungerer i os og
omkring os, bliver vi forenet eller ét med helheden. Johannes
sagde, at det, der er uden for, i virkeligheden er i det indre.
Han bragte det ret frem til den store praniske kraft, der altid
er til stede og altid er aktiv, og denne aktivitet er den eneste,
der forekommer i alt, hvad der er skabt, og i hele rummet.
TIL BRUG FOR UNDERVISEREN
Den foregående lektion, der af Mr. Spalding blev holdt for
Indien-ekspeditionen, behandler et emne, der er af væsentlig
betydning for enhver elev. Lektionen afdækker det nære
forhold, der består mellem de hinduistiske videnskabsmænd
ved Calcuttas Universitet samt andre af Østens
videnskabsmænd og Orientens religion. Vi nærmer os hastigt
den tid, hvor de store forskelles mure helt vil falde, og hvor
den endelige forening af religion og videnskab vil finde sted,
idet de vil blive almindeligt anerkendt som værende én og
samme ting, endskønt de ofte kan nærme sig et enkelt
spørgsmål fra modsatte sider.
Pkt. 1. I spørgsmålet om at leve livet fuldtud bør det gøres
ganske klart, at mennesket ikke opretholder livet ved det,
man sædvanligvis har betragtet som væsentligt. Menneskets
egentlige næring må nødvendigvis søges i de kræfter, der
medvirkede i begyndelsen, da mennesket blev skabt. I disse
kræfter findes alle de elementer eller grundstoffer, hvoraf
alle synlige former er skabt, og kun ved en bevidst kontakt
med disse oprindelige kræfter kan mennesket gøre sig håb
om at leve livet fuldtud med alle de muligheder, livet
rummer.
Pkt. 2. Det "kosmiske åndedræt" er ikke noget fysisk
åndedræt, men er en bevidst kontakt med de livskræfter, der
rører sig i de åndelige ætre, der omgiver os. At trække vejret
er at modtage luftens grundstoffer i sig og dernæst udånde
det, som kroppen ikke optager. Den åndelige vejrtrækning
består i, at mennesket i sin bevidsthed optager det, der findes
i de åndelige ætre, og det foregår ved hjælp af sindets rolige
og intense opmærksomhed. Man sætter det ofte i forbindelse
med det fysiske åndedræt, men det bør ikke forveksles med
denne proces. Hvad man end betragter, så modtager man
indtryk af det i bevidstheden, og alt, hvad man gør, er et
udtryk for det, der således har efterladt indtryk hos én. Ved
at rette opmærksomheden mod de åndelige sfærer drager
man disses grundelementer ind i sit væsen, og hele ens livs
udtryk styrkes og forøges på grund af det, der optager éns
opmærksomhed.
Pkt. 3. Man burde tænke over denne gennemtrængende
tilstedeværelse af alle de kræfter, der ligger i det at være,
indtil man bliver sig disse kræfter lige så bevidst, som man
nu er det, hvad de ydre former angår. Dette er
hemmeligheden bag udviklingen af ubegrænset magt eller
det at være mester.
Pkt. 4. Det praniske åndedræt er ikke noget, der er mystisk
eller vanskeligt, og det kræver ikke omfattende instruktioner.
Man lader sig uden vanskelighed bage af solskinnet, for det
er nu engang solens natur at påvirke alt, hvad den skinner på.
Men de vitale kræfter, der findes i de åndelige sfærer har en
endnu større kraft. Og en afslappet og rolig opmærksomhed
er hemmeligheden bag dette.
Pkt. 5. Fysiske spændinger opstår ved muskelkontraktioner,
der skyldes mentale kontraktioner, og disse forårsages ved,
at man koncentrerer sig om de tilsyneladende
begrænsninger, der er i egne og omgivelsernes muligheder.
Et videre perspektiv i opfattelsen aflivet frigør sindet, som
igen frigør kroppen. Giv hele dit væsen en god pranisk
udluftning hver dag, så skal du bare se, hvordan alle evner
og muligheder forøges.
Pkt. 6. At ophæve livsfunktionen i en vis tid er ikke blot et
spørgsmål om at standse kroppens fysiske processer. Det er
det samme som at identificere sig med en højere funktion,
som tilgodeser alle det fysiske legemes behov, og da er de
såkaldt normale funktioner ikke nødvendige. Det højeste
overgår altid det, der er lavere, og opfylder de behov, der
findes på det lavere niveau. Forsøg ikke på at holde op med
at spise eller trække vejret eller at få hjertet til at gå i stå.
Koncentrér jer om den guddommelige tilstedeværelse, indtil
I opdager, hvorledes det styrker hele jeres væsen.
Pkt. 7. Vitalitet eller livsenergi er ikke et resultat af føde
eller
vejrtrækning. Det er den aktivitet, der følger, når universets
livskraft igen lever i det menneskelige væsen.
Pkt. 8. Ånd er det, der virker i hele universets
skabelsesmaskineri, det er Gud, når han handler. Denne
virksomhed involverer alle de elementer, der indgår i Guds
væsen, og indeholder derfor alle skabelsens elementer.
Pkt. 9. Død og forfald er blot et udtryk for manglende kraft
fra den oprindelige livskilde og fra éns indre "jeg", og det
samme gælder fiasko og fattigdom.
Pkt. 10 og 11. Det universelle princip ved, hvad det gør, og
det ved, hvad vi bør gøre for at opfylde dets formål og
hensigter. Retter vi konstant opmærksomheden mod åndens
virke, ved vi det og får samtidig kraft til at gøre det.
Pkt. 12 og 13. Lys er liv, men der findes højere former for
lys, ligesom der findes højere former for ætre og energi. Kun
det menneske, der praktiserer Guds tilstedeværelse, kan vide
nøjagtigt, hvordan dette lys er, men den, der hengiver sig til
dyb meditation, fanger ofte et glimt af det.
Pkt. 14. Sand clairvoyance - klarsyn - er ikke det at se
former og skikkelser, men det er den sindets årvågenhed,
som ser og erkender de rene åndens handlinger.
Pkt. 15. Vent ikke på at nå til et vist præstationsniveau, før I
føler jer værdige til at slå ind på den vej, der fører til
forklaring eller illumination. Træd ind i lyset og lad det
brænde alt det falske bort. Giv slip på jeres fejl, jeres
sygdomme og de vilkår, I ikke ønsker. Se frem mod lyset, så
eksisterer disse ting ikke længere.
Pkt 16 og 17. Pranisk lys, eller åndeligt lys, er ikke noget,
der er vanskeligere at opnå end det fysiske lys. Det er altid
på vej hen imod jer og strømmer lige hurtigt gennem jeres
højeste idealer og jeres mindste behov, og det med en
uendelig hastighed, akkurat som det fysiske lys, der
øjeblikkeligt skærer igennem en stor eller lille sprække.
Pkt. 18. Når alt reduceres til én enhed, forenkles hele vort liv
og åndelige udvikling.
Kapitel XIII,
KVANTETEORIEN.
Der er fysiske principper involveret i et studium af kvanteteorien. Det er
teorien om energiens fordeling i naturen. Den
blev udviklet ved Berlins Universitet som et resultat af en
undersøgelse af strålingen fra sorte objekter. Denne
undersøgelse førte til den konklusion, at alle former
udstråler en bestemt energi, og at der ikke findes nogen form
i hele verden, der er en død masse. Enhver tilstandsform
indeholder en grad af energi, og denne energi er en distinkt
del af den energi, der fylder det uendelige rum. Den mængde
energi, der udstråler fra hver enkelt tilstandsform, er direkte
proportionel med formens forhold til den universelle energi.
På samme måde som et pendul svinger i en kortere eller
længere bue alt efter den kraft, hvormed dets svingninger
blev startet, således bevarer alle tilstandsformer den mængde
aktiv energi, der var påkrævet, da de blev udsendt. Denne
energi bevares af den pågældende form i samme grad, som
den bevarer sit forhold til den energi, der udsendte den. Hvis
pendulet standser, er det, fordi dets drivkraft er ophørt med
at udøve sin indflydelse på det. Stoffet bliver mindre og
mindre aktivt, efterhånden som det mister noget af sin
kontakt med den oprindelige drivkraft, der satte det i
bevægelse. Når denne energi ophører med at virke i formen,
går den til grunde.
Hvad angår det metafysiske, har dette stor betydning for
mennesker i den vestlige verden. Bevægelsen i De forenede
Stater kom under depressionen, og alt, hvad det betyder, er,
at den ikke var baseret på noget faktum. Det vil igen sige, at
den var baseret på en halv sandhed. Der findes et faktum bag
vor metafysik, men dette faktum blev overset og misforstået
af de fleste og af dens eksponenter i De forenede Stater.
Dette vil altsammen blive diskuteret, når vi behandler
kvanteteorien.
Østens verden, som består affolk med en højere tankeverden,
har kendt de fakta, der er fremsat i kvanteteorien tidligere.
De beskæftiger sig kort sagt kun med ét faktum: Alle tings
universelle natur, og som en følge heraf har de et fast
grundlag for både videnskab og metafysik. Den vestlige
verdens psykologi er kun at betragte som børns leg. Den er i
høj grad baseret på teorier. Når som helst man beskæftiger
sig med inddelinger af det mentale, det materielle og det
fysiske, må man nødvendigvis basere mindst 75% af sine
beregninger på teorier. Opdeling og adskillelse fra helheden
er ikke enhed, og enhed er ikke forenelig med opdelinger, og
grundlaget for det skabte er, at det er en enhed. "Jeg er den,
jeg er, og der findes ingen ved siden af mig", er den evige
erklæring af den kendsgerning, at alle ting repræsenterer én
enhed. Det direkte brud på denne fundamentale enhed består
i at betragte sindet som bestående af faser eller forskellige
egenskaber, når sindet i virkeligheden er én enkelt enhed,
ikke blot i det enkelte individ, men også som en del i og af
universet. Materielle former er ikke noget, der er isoleret fra
eller uafhængigt af universet, men er ét med det universelle
stof. Det fysiske menneske er ikke en isoleret fase i et
skaberprogram, men er indeholdt i og ét med universets
energi. Bryder man denne universelle enhed, isolerer man
sig selv i en hypnotisk tilstand, hvor man synes at være et
separat væsen, og man afskærer derfor sig selv, mister sin
vitalitet og ødelægger til sidst sin evne til vedblivende at
manifestere sig på dette plan. Fornægter man det forhold, der
er mellem det synlige og det usynlige, skubber man sig selv
ud af sin egen fysiske krop ud i usynligheden.
Østens filosofi er slet ikke baseret på teorier. Den er baseret
på et klart, videnskabeligt faktum eller princip. Dette er den
samme tanke, som Einstein fremsætter i kvanteteorien. Han
har fremlagt det med større tydelighed end nogen anden
videnskabsmand i
den vestlige verden. Der er mange, der siger, det er dette, der
er springet mellem videnskaben eller fysikken og den sande
religiøse opfattelse.
I Østen betragter man ikke religionen som noget teoretisk.
Man beviser i virkeligheden, at det ikke er teori, og herved
realiserer man selve dette faktum og de muligheder, der
ligger i det. Man ser aldrig Østens filosoffer fremsætte
teorier om noget. Deres udgangspunkt er altid
kendsgerninger. Det er naturligvis ikke kendsgerninger, blot
fordi de hævder det, men fordi der ligger et videnskabeligt
faktum bag. Dette faktum blev klart afsløret af Jesus, da han
sagde : "Jeg og Faderen, vi er ét", hvormed han fastholdt sit
eget fællesskab med helheden. Dette er grundlaget for at leve
livet fuldtud, og det er kun i samme grad, som denne enhed
bevares, at det lykkes mennesket at udsende den energi, der
var medvirkende til dets tilblivelse. Det er grundlaget for
kvanteteorien, således som den anvendes set ud fra et rent
religiøst eller metafysisk synspunkt, og det er grunden til, at
Østens filosoffer ofrer så megen opmærksomhed på
kvanteteorien. De oplever, at verdens videnskabsmænd
vender tilbage til det, der i tusinder af år har været
grundlaget for deres egen religiøse tankegang.
Einstein sagde ikke direkte, at alt er ånd. Følgelig gjorde
man gældende, at det fysiske eller materielle ikke var noget
faktum, man han viste, at det er baseret på én fælles
bestemmelse. Han definerede det som ét alment princip, der
- som han sagde -samlede al fysik under én hat. Dette er
nøjagtigt det, som Østens ypperste tænkere længe inden var
nået frem til: At der er kun ét princip, ét videnskabeligt
grundlag, og at dette grundlag er noget personligt.
Men den vestlige verden går ikke tilbage og drager sine
slutninger ud fra dette princip. Den arbejder sig igennem til
princippet udefra, og det er derfor ikke nødvendigvis nogen
sand ræsonneren, dvs. denne form for ræsonneren er ikke
sand videnskabelig. Al sand ræsonneren arbejder ud fra
princippet frem til dets manifestation og ikke fra
manifestationen baglæns til princippet. Forestil jer, hvordan
det ville være, om man forsøgte at regne en opgave baglæns
fra resultatet, eller forsøgte at arbejde sig bagud til princippet
ved at studere størrelsen, formen og den almindelige
opbygning af en samling figurer. Det er lige netop det, man i
den vestlige verden gør i dens forsøg på at løse livets gåde.
Ved denne proces bliver man stærkt engageret mentalt, eller
som vi siger: intellektuelt. Og som vi allerede ved, bliver
deres intellektuelle viden altid revideret, fordi den ikke
bekræfter sig selv. Dette er baggrunden for en af vore
moderne videnskabsmænds udtalelse om, at alle
videnskabelige værker, der er skrevet for mere end ti år
siden, burde brændes. I Østen bevæger man sig ud over det
intellektuelle - eller det alment intellektuelle. Den højeste
form for intellektuel virksomhed er naturligvis: at ræsonnere
sig frem ud fra et sandt princip, der er baseret på det
grundliggende faktum. Den hypotese, man i Østen
fremsætter, placerer dem på et sandt intellektuelt grundlag,
idet de bringer hypotesen frem til en klar tanke.
9. Intellektet i den vestlige verden dækker et stort
område, men
når ikke til nogen absolut konklusion i sine hypoteser eller
teorier. Al videnskab i den vestlige verden er baseret på denne
eller hin hypotese eller teori, og man er nået til et punkt, hvor man
ved, at der eksisterer visse bestemmende fakta, men man går
aldrig direkte til den enkle fællesnævner: det grundliggende
princip, når man behandler disse fakta. Østens filosoffer har altid
baseret
deres præmisser på ét naturligt faktum, - og dér er også
grundlaget
for kvanteteorien. Et universelt faktum, hvorfra alle former
udgår og
fungerer, og som er den livgivende kraft i hele skabelsen -
den
universelle fordeling af energi.
10. Forskellen mellem den hinduiske opfattelse og
monismens
teori er den, at sidstnævnte eliminerer alt andet end naturens
eller skabelsens blinde kraft. Hinduerne har altid opfattet den
som en aktiv, intelligent kraft, der vidste, hvad den gjorde, -
en
energisk kraft og en kraft, der frembragte et intelligent
skaber-
værk, der bevægede sig hen imod et intelligent formål, samt
at
enhver, der ville arbejde sammen med den intelligens, der
ligger i denne kraft, kunne opnå alt igennem den.
Kernen i hele sagen er derfor at besidde den rette viden. Det,
vi har kaldt viden, er passé. Den sande viden ligger uden for
sanserne. Det sande grundlag for viden er at kende den
motiverende kraft og de mål, den bevæger sig henimod, idet
det er denne motivation, eller den indre retning af denne
motiverende og universelle kraft, der i begyndelsen
fremkaldte alle tings tilblivelse, og som vil skabe alle ting
gennem ethvert menneske, der opfatter og arbejder i harmoni
med dens hensigt.
Sand viden eller erkendelse kommer gennem samadhi eller
stilhed. Den kommer ved en indre følelse eller intuitiv viden,
og det er det, vi med rette kalder forståelse. Med alt, hvad I
formår, skaf jer forståelse. Når vi adlyder det, vi føler inderst
inde, så når vi vort mål, og da har vi den rette viden, thi den
er da baseret på princippets virke i os. Dette er den måde,
hvorpå al sand viden fremkommer, ikke blot hvad åndelige
ting angår, men også i forbindelse med de principper, vi
anvender hver dag. Vi opdager visse principper og anvender
dem. Dernæst ser vi resultater, og ud fra disse resultater
formulerer vi vor viden.
Når man tager den viden helt uden for hypnosens område,
kommer man ind til det fundamentale faktum eller den
fundamentale sandhed. Der eksisterer ikke nødvendigvis
nogen viden i det fundamentale faktum. Dette faktum fandtes
før og er større end al viden. Viden eller erkendelse kommer,
som hinduerne udtrykker det, direkte fra det fundamentale
faktums udtryk.
Når Bibelen siger: "Kødet gavner intet", så betyder det ikke,
at kødet ikke er noget værd, - men det har ingen eksistens
uden ved ånden, som skabte det. Kødet skaber intet, for det
er ikke nogen skaber, men er selv det skabte. Det er ånden,
der skaber. Kødet er åndens fysiske udtryk, som mestrene
siger. De skelner ikke mellem kød og ånd, mellem det
materielle og det åndelige. Derfor er det det samme for dem,
og det er baggrunden for de resultater, de opnår. Ordet, der
blev kød, er den sande åndelige skikkelse.
Når ånden arbejder i manifesteret form, adlyder den manifesteringen af en lov,
og hvis man kan erkende denne lov, kan man faktisk komme til at erkende ånden.
Som Paulus sagde:
"Troen er åndens virkeliggørelse". Det betyder, at troen, når
den fører til erkendelsen, er virkeliggørelsen af alt. Så
erkender man i stedet for at tro. Det er på dette punkt,
sanskrit aldrig afviger. Dette åndens vidnesbyrd, som først er
tro og dernæst erkendelse, har skaberkraft. Gennem dette
vidnesbyrd er det, mennesker altid er skabende, ikke gennem
deres sanser eller deres sans for det materielle eller fysiske,
men ved hjælp af alt stof, som er ånd.
Troen er sindets aktive princip. Når sindet handler efter sin
indre viden eller erkendelse, modnes det til viden eller bliver
selv den absolutte viden. Åndelig intuition er direkte viden, -
det er som at tappe den uendelige bevidsthed direkte fra
kilden. Den evne til at opnå direkte viden er medfødt hos
hvert individ. Nogle realiserer det tidligere end andre,
hovedsagelig fordi de er hypnotiseret i mindre grad end
andre. Det vil sige, at jo mindre man er underkastet racens
accepterede viden, som i virkeligheden er uvidenhed, jo
lettere er det at følge det, man ved per instinkt, og det, man
føler er sandt. Det foregår til enhver tid i den enkeltes indre
og må bringes frem i lyset.
Jesus sagde: "Jeg har intet undtagen det, der kommer i Kristi
navn og ved Hans kraft", og han gjorde derved sig selv
direkte modtagelig for den åndelige intuition til enhver tid.
Det, Jesus gjorde, var faktisk at lære menneskene, hvorledes
de skulle bære sig ad i hver af livets faser, for at de kunne
blive ét med Faderen, ligesom Han var ét med Faderen, og
Hans kontakt foregik altid gennem Kristus, Guds ord, som er
det indre faktum i alle mennesker. "Kristus er alt og er til
stede i alle", og Kristus er den indre realitet i hvert individ.
Der findes kun én form for intuition, ligesom der kun findes
en form for fysisk syn. I kan med jeres øjne se og opdage alt,
hvad I vil. I kan lede efter skønhed og hæslighed og bruge
det samme syn til at betragte det med. Det ene kan være
ønsket og det andet uønsket. I kan træne jeres intuition til at
udsøge det styrende princip og dets virksomhed, - I kan
træne den til at søge de psykiske planer og finde ud af, hvad
der foregår dér, - eller I kan træne den til at søge mod jeres
næste og finde ud af, hvad der er hans inderste tanker og
motiver. Men vendes intuitionen i retninger, hvor det ikke
drejer sig om at finde frem til selve princippets virksomhed,
da er det en perversion af denne sansen bag alle sanser, og
resultatet bliver hypnose, for det slører individets klare
opfattelse. Den eneste måde, hvorpå man kan undgå enhver
antydning af hypnose, er ved at træne intuitionen i at følge
den direkte erkendelses kanaler. Dette er lysets vej, og
enhver perversion af den intuitive sans fører ud i mørket.
Okkultismens gamle teori om, at sanserne må dræbes eller
ledes i modsat retning, er ikke i overensstemmelse med
læren i den rene hindufilosofi. De siger, at alt er ånd, at
sanserne er ånd, men må bruges på denne måde, og at deres
sande åndelige betydning må bevares. De bliver
udtrykskanaler for det, som intuitionen lærer dem, og som
kommer fra ånden. Denne direkte erkendelse er også en
direkte manifestation. Hvis vi blot ville acceptere det
faktum, der afsløres {princippet, så ville dette faktum straks
blive en realitet for os. Så enkelt er det. Men vi i Vesten har
simpelt hen druknet det i forviklinger.
Når I ret forstår, at det, I kalder stof, er rent åndsstof, så kan
I også se, hvorfor dette er sandt. Hinduerne siger: "Sammen-
trænger man en terning, da har man en anden beskaffenhed.
Udvider man den, har man også en anden beskaffenhed". I
definerer ikke dette som en materiel eller fysisk
beskaffenhed, for sammenpresningen eller udvidelsen
ændrer ikke terningens natur, men kun atomernes indbyrdes
placering. Vand eller is er i lige høj grad H2O uanset dets
form, og denne evne til at udvide sig eller at trække sig
sammen er stoffets fjerde dimension. På samme måde er
evnen til at udvide noget fra en størrelse til en anden ved en
ukompliceret omplacering af atomerne stoffets fjerde
dimension og ændrer ikke dets iboende karakter. Når alle
ting er sammensat af åndeligt stof, da er der ikke nogen
skillelinie mellem det, vi har kaldt ånden, og dens
manifestation. Kun når mennesket er i en hypnotisk tilstand,
forestiller det sig, at der er noget ved siden af alle tings
enhed og alle tings fælles oprindelse. Ved denne hypnotiske
tilstand påtvinger mennesket det skabte nogle falske
egenskaber, og disse fordrejninger er produkterne af
menneskets egen uvidenhed.
TIL BRUG FOR UNDERVISEREN
Pkt. 1 og 2. Den lære, der kan drages af denne udredning om
kvanteteorien, giver en særlig lejlighed til at indprente den
enkelte det faktum, at det, han savner, skyldes at han selv
har fjernet sig fra sin første og egentlige oprindelse. På
samme måde som en motor standser, når strømmen til den
afbrydes, eller lyset går ud, når man slukker på kontakten,
således ophører mennesket med at fungere i samme grad,
som det adskiller sig selv fra Guds ånd.
Pkt. 3. Når det blot drejer sig om at manipulere verden med
sin tankevirksomhed og forsøge at demonstrere ved brugen
af affirmationer, udtømmer mennesket før eller siden sin
evne til at opnå resultater. Kun ved dyb meditation over alle
tings enhed og menneskets enhed med Gud, bringes
menneskets formåen til live igen, så det vender tilbage til
den magtposition, der retmæssigt tilhører det. Mennesket i
sig selv kan intet udrette, - det er ånden, der levendegør, og
når menneskets sind og væsen igen får liv gennem ånden,
bliver dets ord og handlinger levende, og først da har
mennesket genvundet sit herredømme.
Pkt. 4, 5, 6 og 7. Det gør en kæmpeforskel for mennesket,
om det går ud fra en sand eller fra en antaget eller falsk
hypotese. De konklusioner, man når frem til i sine
beregninger, afhænger af det grundlag eller det princip, man
går ud fra. Hvis grundlaget er falsk, må konklusionen også
blive det. Eftersom skabelsen begyndte i den store
universelle helhed, kan mennesket ikke finde noget
væsentligt udgangspunkt for sine aktiviteter, med mindre det
vender tilbage til dette udgangspunkt. Man kan ikke tilpasse
et princip til sin egen tankegang, - man må tilpasse sig til det,
der ligger i princippet, og éns tanker må udvikle sig ud fra
dette princip. På samme måde må éns handlinger være i
overensstemmelse med det samme princip, og kun da kan
man gøre sig håb om at se resultater, som svarer til éns
fundamentale natur.
Pkt. 8 og 9. Disse afsnit omfatter forskellen mellem sand og
falsk ræsonneren, mellem intelligent og falsk logik. Vi får
vore tanker vendt helt forkert, når vi arbejder udefra og
indefter, eller når vi arbejder blot for ydre resultater, som vi
forestiller os vil passe ind i vore egne forestillinger om
tingene. Der findes en etableret orden i universet, og kun ved
at tilpasse os denne naturlige tingenes orden kan vi gøre os
håb om tilfredsstillende resultater.
Pkt. 10. Den kraft, der udtænkte og skabte universet, kan
ikke betragtes som en uintelligent eller blind kraft, der
handler uden en bevidst hensigt. Elektriciteten må i vort
daglige liv styres af intelligensen, ellers ville vi ikke få lys,
varme og kraft ud af den. Elektriciteten er i sig selv en blind
kraft, men når den underkastes intelligensens kontrol,
frembringer den konstruktive resultater. Således må alle
universets kræfter underkastes intelligensens styrelse, ellers
var der aldrig blevet tale om en skabelsesorden.
Pkt. 11, 12 og 13. Den rette viden kommer, når man bliver så
stille, at man føler de universelle kræfter - eller Guds ånd -
røre sig i én. Åndens aktivitet bliver ikke blot en livgivende
påvirkning, men den vækker også en forståelse i menneskets
sind. "Den Almægtiges inspiration udvirker erkendelse".
Akkurat som man først må forstå, hvordan et matematisk
princip fungerer ved stille og roligt at rette sig efter den
pågældende regel, således må man betragte det
guddommelige princips handlinger, indtil man forstår,
hvordan det fungerer. Viden er en samling af tanker og
erfaringer, og sand viden er en følge af at se Guds ånd
manifestere sig. Viden kommer ved afslutningen af en
proces. Forståelsen skelner den vej, der fører mod
resultaterne.
Pkt. 14. Hverken tanken eller materien har magt til at skabe
eller frembringe noget. Magten til at frembringe noget ligger
i ånden. Det er ånden, der levendegør. At fastholde tanker
eller at drive kroppen frem vil kun udmatte mennesket. Livet
fornyes, og evner vækkes ved fællesskab med ånden.
Pkt. 15 og 16. Det er gennem troen, at princippet afdækkes
og anvendes. I første instans bringer troen sindet hvile fra
dets egne aktiviteter, så det kan vinde ny kraft. Dernæst
sætter den sin lid til denne kraft, indtil den frembringer
resultater. Troen er en slags psykisk transformator, hvorved
ikke-realiserede præstationer eller ikke-manifesterede evner
bringes til at virkeliggøres.
Pkt. 17. Hemmeligheden ved Jesu magt lå i hans fuldkomne
tillid til det, han følte var til stede i hans inderste væsen, og
som han kaldte: Faderen, som er i mig. Guds lov er skrevet i
jeres indre, og ved i det ydre at adlyde det, der lever i jeres
indre, bringer I den indre formåen til at manifestere sig i det
ydre. Det, der rører sig dybest i menneskets natur, er det
universelle princip, der handler i os.
Pkt. 18. Intuitionen er blot en anden kanal, hvorigennem
bevidstheden kan forstærkes. Gennem intuitionen fornemmer
man livets dybeste hemmeligheder. Øver vi os i at opfatte
Guds alviden - eller altomfattende intelligens - da kan vi
forstå hvad som helst eller enhver situation ud fra den
absolutte erkendelse.
Pkt. 19. De ydre sanser er de åbninger eller kanaler,
hvorigennem vi kan udtrykke vor indre viden for den
omgivende verden. De ydre sanser burde ikke fordømmes
eller ødelægges. Gjorde vi
dette, ødelagde vi vore muligheder for at nå ud til verden
omkring os. Sørg for, at I med hele jeres væsen fungerer i
overensstemmelse med de inderste ønsker i jeres natur,
indtil I giver udtryk for det, som I er, set med Guds øjne.
Pkt. 20. At erkende alle tings sande natur - ikke som noget
adskilt og isoleret, men som én og samme ting i forskellige
udviklingstrin, er ensbetydende med at eje magten og herre-
dømmet, som tilhører jer som produkter af den første
oprindelse.
Kapitel XIV.
RESUMÉ.
Hvad angår denne ekspedition har vi forsøgt at give eleven
et indblik i mestrenes lære og den praksis, de anvender,
snarere end at berette om de fænomener, de udfører. Vi har
ikke lagt særlig vægt på vore egentlige kontakter i Indien,
men vi har dog fortalt så meget om vore rejser og kontakter,
at vi mener, vi har tilfredsstillet dem, der har haft lyst til at
vide noget om selve turen. Hvis vi skulle berette om alle de
oplevelser og erfaringer, vi hidtil har haft, ville der hverken
være tid eller plads nok til at formidle denne nødvendige
vejledning, som kan hjælpe eleven til i sit eget liv at opleve
det, som mestrene lever, og som de med deres liv er et bevis
for. De fleste elever interesserer sig mest for den filosofi og
den videnskab, som mestrene bringer i anvendelse. Kun med
en viden af denne art kan den enkelte gå igang med at
arbejde på sin egen udvikling hen imod et liv som mester. I
øvrigt er de mirakuløse bedrifter og den måde, mestrene
lever på, uden tvivl blevet beskrevet i tilstrækkeligt omfang
i de tre foregående bind af Østens Vises Liv og Lære.
Denne ekspedition har givet os megen praktisk viden, og det
er vor hensigt på dette tidspunkt at rekapitulere
hovedpunkterne, så de kan stå klart for eleven. På den måde
vil han have mulighed for at opnå et klart arbejdsgrundlag,
hvorfra han kan gå videre i arbejdet med at omforme sit liv
efter de motiver, hvorigennem de "illuminerede" er nået
frem til et liv som mestre. Dette liv kan leves af alle, men
denne tilstand opnås ikke ved læsning, studier eller
fremsætten af teorier, - kun ved at leve det liv, som mestrene
lever.
Det er klart blevet fastslået, at det liv,
gennemsnitsmennesket lever, er hypnotisk, dvs. at flertallet
af mænd og kvinder slet ikke lever livet sådan, som det var
meningen. Der er ikke én i en million, der følger sig fri til at
leve sådan, som han/hun inderst inde føler, livet burde leves.
Man er blevet offer for verdens opfattelse af én, og det er
denne opfattelse, man adlyder snarere end den lov, der råder
i éns eget indre. I denne retning og i samme grad lever man
under en hypnotisk påvirkning. Man lever i den vildfarelse,
at man kun er et menneskeligt væsen, der lever i en verden,
der kun er materiel, og som man blot håber på at undslippe,
når man dør og kommer i det, man kalder himlen. Det er
ikke det, der efter den oprindelige plan var livets bestemmelse eller livets
hensigt. Lydighed mod éns inderste natur
og det at give livet udtryk, sådan som man instinktivt føler,
det bør have, er selve grundlaget for det liv, mestrene
afslører som den sande måde at leve på.
Forskellen mellem den lære og den praksis, mestrene
anvender, og den, fakirerne står for, er den, at fakirerne blot
forstærker sindets hypnotiske tilstand. Flere og flere falske
og materielle billeder indprentes i menneskers følsomme
sind, så de kastes ud i en stadigt voksende hypnotisk
tilstand. Mestrene siger: "Det, der synes at være noget
udvendigt, eksisterer slet ikke", hvormed de mener, at det
slet ikke er det, der ser sådan ud, der er livets virkelighed.
Livets virkelighed er det, der vokser ud fra det centrale i éns
væsen. De søger på enhver måde at rense deres sind for
verdens påvirkninger, og de sidder i lange perioder i
samadhi - stilhed - for at nå frem til klart at se det, der er det
inderste i deres natur. Og dernæst forsøger de i tanke, ord og
handling at leve efter det, de har set i deres eget indre. Det
sande liv som mester består i at leve efter de instrukser, man
modtager fra læreren i sit eget indre, éns inderste "jeg", og
ikke i at søge det, der er verdens opfattelser.
Fakirernes metode er heller ikke særlig forskellig fra meget
af det, man lærer og praktiserer inden for metafysiske kredse
i den vestlige verden. Det at indsamle tanker fra lærere og
bøger og inkorporere dem i sit væsens bevidsthed er en falsk
bestemmelse, som i høj grad er hypnotisk. Selve det at
ændre sin bevidsthed efter tanker, som andre har udviklet, er
at påtvinge individet en falsk tilstand. At manipulere med
kroppen og éns gøremål eller at koncentrere sig fysisk for at
vække kroppens centre eller funktioner er blot at støde
individet længere bort fra livets sande bestemmelse, og
"denne sidste tilstand er for dette menneske værre end den
første". Instruktioner, der modtages udefra, må lukkes ind i
sindet og assimileres, analyseres og kontrolleres for, om de
er i overensstemmelse med det dybeste i éns natur, så man
kan afgøre, om de er sande for ens eget "jeg". Man gør bedst
i først at rådføre sig med sit eget "jeg" og således erhverve
sin ydre viden på første hånd. Den førstnævnte metode er
langsom og hæmmer ens udvikling, medens den sidstnævnte
er hurtig og befriende. Læg mærke til forskellen, når I
handler efter en andens instruks, og når I adlyder det, I
instinktivt føler, er det rette at gøre. Dette burde være nok til
at lære os, at den rette måde at leve på er at leve indefra og
udefter.
Livets kræfter er lydløse, og det er hovedårsagen til
mestrenes stilfærdige natur. Det er den måde, hvorpå de
bevarer harmonien med selve livet. Selv de hellige skrifter
formaner i ret stor udstrækning om, at mange ord ikke er
uden synd. Kun når vi taler i harmoni med det, vi føler
inderst inde, frigør vi os selv, så vi kan finde den fuldkomne
harmoni med livets sande bestemmelse. Har I ikke lagt
mærke til, at I føler jer frigjorte, når I siger det, I føler, og
gør det, I føler er rigtigt? Og på samme måde føler I, at I har
begrænset jer selv, når I siger noget, der ikke stemmer
overens med jeres inderste følelser.
Dette er den ikke-modstands - eller ikke-voldsfilosofi,
Gandhi fremsatte, og som er fremherskende i Hindu-læren.
Kristus understregede også denne lære. Når man taler eller
handler på en måde, der ikke er i harmoni med éns inderste
væsen, skaber man modstand, og denne modstand er den
indflydelse, der udgår fra hypnotisk praksis. Den indsnævrer
menneskets natur og hindrer det i at udtrykke sig som det,
det virkelig er. Denne modstand
opstår ikke blot i menneskets egen natur, men når den
opdages af andre, bidrager de yderligere til den, og herved
fastholdes hele verden i mørket. "Faderen, som ser til dig i
løndom, skal belønne dig åbenlyst". Der er ikke nogen, der
har noget imod, at andre udstråler den rene glæde, om end de
selv er nok så bedrøvede, men hvis man prøver på at overtale
dem til at blive glade, så gør de modstand. Hvis man siger til
en fattig mand, at han ikke behøver at være fattig, vil han
højst sandsynligt blive vred og komme med et væld af
undskyldninger som forsvar for sin fattigdom, men hvis man
bringer ham i kontakt med rigelighedens rolige indflydelse,
vil hans sjæl åbne sig. Prøver man på at skille to mænd, der
slås, går de højst sandsynligt til angreb på én selv, men
udstråler man en fredfyldt atmosfære, der har rod i éns egen
natur, er der større sandsynlighed for, at den fredfyldte
atmosfære smitter dem, så de indstiller kampen. Doktrinen
om ikke-modstand - eller ikke-vold - er ikke noget passivt,
men en dynamisk udstråling fra menneskers inderste væsen.
En ny social orden og økonomisk reform må komme som et
resultat af en vækkelse af menneskets bevidsthed. Man kan
ikke lovgive eller lave regulativer for mennesker, der er
under hypnotisk påvirkning. Man kan ikke organisere
menneskers tanker og motiver, så de indordner sig under
hinanden. Det er på dette område, alle forskelle opstår. Den
ene er måske egoistisk, den anden uselvisk. Den ene har
heldet med sig, den anden har kun fiasko. Den ene er i
besiddelse af usædvanlig styrke og begavelse, medens den
anden er svag og ubegavet. Den ene tænker kun på sit eget
materielle velfærd, den anden tænker kun på sin åndelige
habitus som noget, der er fuldkommen adskilt fra hans ydre
væsen. Hvorledes kan så divergerende tanker og følelser
samordnes til en harmonisk masse? Kun i menneskets
inderste natur ligner det sin næste i tanker og motiver, og kun
ved at bringe det frem, der lever i det indre, kan der blive
fred og harmoni på jorden.
Det er det, der findes i menneskets inderste væsen, der er
identisk med den store, universelle tanke - eller Gud. "Guds
lov står skrevet i jeres indre". Det at være mester vil sige, at
man lader det, der ellers er begravet i menneskers indre, komme op til
overfladen, og dette sker kun ved dyb
meditation og rådslagning med sit inderste væsen, der
repræsenterer den eneste mester, man nogen sinde vil finde,
og som leder én til det, der er målet med livet.
Sejren består i at lære at give slip på alle sindets, kroppens og
dagligdagens tilsyneladende vilkår og begynde livet forfra
ved dets begyndelse. Begynd med den indstilling, at I er
sådan, som I inderst inde længes efter at være, og bestræb jer
i den grad på at være dette egentlige "jeg", at I glemmer alt
andet. Når først I har fundet jer selv og er blevet ét med dette
"jeg", da er I mestre og med til at forbedre verden. Når der er
mange, der således arbejder sammen i al stilhed, spreder det
en påvirkning ud over jorden, der er stærkere end de
bevægelser, der kan fremstå som et resultat af det
organiserede industrimaskineri, af krig eller af sociale
reformer. Effektiviteten af vort liv beror ikke så meget på,
hvad vi gør, men hvordan vi gør det, og denne måde afgøres
af, i hvor høj grad vi har opdaget os selv.
Det at fremsige ord og sætte sin lid til ordenes magt eller
deres vibratoriske effekt vil aldrig hjælpe nogen til at blive
mester. Ordene vil altid være begrænset til at rumme den
kraft, der svarer til den, der er til stede i det menneskes
bevidsthed, der udtaler ordene. Kraften svarer til dybden af
den virkeliggørelse eller den bevidsthedsgrad, der ligger bag
ordene. Det er ikke ord i sig selv, der fremkalder en højere
bevidsthedsgrad, og det er heller ikke ord, der helbreder
legemet eller ændrer de ydre vilkår. Det er en vågen
erkendelse af den sande virkelighed, der frembringer ordene
og iværksætter den ydre handling, og ordene og handlingen
har en virkning og en kraft, der svarer til graden af denne
indre opvågnen.
Når man taler eller handler ud fra ydre motiver, fremkalder
man ikke blot en hypnotisk tilstand i sindet, man giver også
indtryk af, at der er to tankesæt i sindet, der står i
modsætning til
hinanden, og fører man dette videre, synes det, som om man
deler sindet op i mange uafhængige handlingsbaner. Men
sindet er en enhed og fungerer som en enhed. Det, der er en
tilsyneladende to-deling, er blot to tankesæt, - det ene er
resultatet af ydre indtryk, det andet udgår fra sindets
naturlige tilstand, som det er i sin oprindelse. Sindet gøres til
en fuldkommen og harmonisk enhed ved fornægtelse og
tilbagevisning af enhver tanke og impuls, der ikke har sit
udspring i éns inderste væsen. Dette afklarer hele
bevidsthedsstrømmen og frigør individet, så det kan tænke
og handle, som det bør, i fuldendt harmoni med den
universelle tanke. Dette er selve essensen af, hvad det vil
sige at leve som mester.
Det er menneskets største gave at kunne leve i denne
entydighed uden nogen følelse af splittelse, for ifølge
skriften blev vi givet "et sundt sind". Med andre ord, vi var
fra begyndelsen skabt til at leve i total enhed med vor
oprindelse. Mennesket blev skabt som et sundt og helt
væsen, og Jesus sagde, at vi måtte vende tilbage til denne
sundhed i sindet. "Bi i Jerusalem, indtil den hellige -hele -
ånd kommer over jer", eller indtil I vender tilbage til denne
følelse af enhed med den universelle tanke.
Ånd er oprindelse, og når mennesket vender tilbage til
oprindelsen - sit udspring - bliver det helt og sundt. Det
bliver ikke blot sundt i sindet, men sundt i legemet, og dets
forhold og gøremål bliver sunde, fordi hele dets væsen er ét
med denne store enhed, der er alle tings egentlige natur. Det
er alle tings sundhed og enhed i og med oprindelsen.
Sundhed eller enhed kan ikke betyde noget, der er mindre
end helheden. Det kan ikke referere til noget individuelt eller
nogen del af helheden. Det må referere til enheden i det, der
er helheden. Alt fungerer som et enhedscentrum eller et
centrum, hvor alle tings enhed må bevares og manifestere
sig. At gøre et faktum til noget lokalt eller noget særskilt er
det samme som helt at fjerne det fra dets natur, så det mister
sin mening i det hele taget. Når Kristus sagde: "I skal gøre
større ting end disse", eller når Emil sagde: "I kan gøre disse
ting lige så let, som jeg", talte de ud fra denne bevidsthed
om den eneste sande enhed, det sunde i individets forhold til
helheden.
Dette liv i entydighed og enhed er mestrenes liv, og alle kan
leve dette liv, hvis de vil slippe bundetheden til institutioner
og religioner, racer og nationer og acceptere fællesskabet
med universet. Dette er den "pagtens ark", der bragte Israels
børn frelst igennem, men da de havde mistet den, lykkedes
det dem ikke at frigøre sig fra deres modstandere.
Enhver splittelse er et spørgsmål om individuelle hypoteser.
Man kan i realiteten ikke adskille sig fra helheden, fordi man
er skabt i helheden som en del af den og i dens billede.
Kærligheden er den største af de kræfter, der forener tingene
i menneskets bevidsthed, og bevarer man til stadighed en
kærlig holdning, gør man fremskridt i retning af enheden.
Det er den eneste kraft, der bevarer liv, helbred og evner.
Man behøver ikke at forsøge på at elske alle og enhver, men
man må til evig tid forsøge at bevare sin natur hel ved en
styrkelse af kærligheden. Når menneskets natur vokser i
kærlighed, vil det før eller siden opdage, at det har erhvervet
en kærlig indstilling til alle mennesker, og ved denne
holdning løfter man ikke blot sig selv, men alle dem, man
kommer i berøring med, op i den samme enhed. Der findes
ikke nogen form for adskillelse i et sind, der er vågent over
for kærlighedens magt.
Man lærer ikke at leve som mester eller når til
illuminationen ved at tage til Indien og sidde ved en mesters
fødder. Man finder frem til et liv som mester ved at lytte til
det dybeste i éns egen natur og ved at adlyde det, man lærer
dér. Det sker aldrig, at man trænger til hjælp, uden at den
straks er til rådighed, hvis man blot vender tanken indad og
herfra går videre. Hele universets kraft står bag ethvert
ophøjet motiv og enhver sand tilskyndelse, der kommer fra
menneskets inderste væsen. Det er som det livskim, der
findes i sæden, og alle naturens kræfter arbejder sammen for
at bringe det frem til det fulde udtryk for alle de muligheder,
der ligger i det. Dette er mestrenes - Østens vises -
måde at leve på, og deres lære går altid ud på, at man må
forblive tro mod sit inderste væsen. Lev livet, som det er
bestemt af dit inderste væsen, og bring det til udtryk, der er
sandt i dit indre, indtil du udadtil er sådan, som du inderst
inde længes efter at være.
Når mennesket vender tilbage til dette livsmotiv, begynder
alt, hvad der er i universet at trænge sig på for at manifestere
sig gennem ham eller hende. Mennesket må ikke blot have
den fornødne intelligens til at styre dette og magten til at
gøre det, der må gøres, men det må også have det stof, der
nærer og styrker det under udførelsen. Der mangler ikke
noget, undtagen når man bevæger sig inden for hypnotiske
tanker, som har sløret virkeligheden for mennesket. Hvis
mennesket vender tilbage til sit oprindelige, medfødte
fællesskab, hvor det bevidst modtager alt, hvad universet
udøser for det, kan der ikke forekomme noget savn i nogen
fase af menneskets væsen eller vilkår.
Kvanteteorien er videnskabens udtryk for det fundamentale
livs-faktum, og der kan ikke eksistere nogen sand
videnskab, religion, samfundsstruktur eller noget sandt liv
uden for alle tings ubetvingelige og uopløselige enhed.
Dette er vejen til et liv som mester, sådan som det leves af
Østens vise, og som er det eneste sande liv, der findes. Det
kan findes lige der, hvor vi er, og i de skjulte dybder af
vores egen inderste natur. Mestrene lærer os, at frigørelsen
skal findes på denne og ingen anden måde. Kristus, der talte
gennem mennesket Jesus, sagde det samme, da han udtalte:
"Ingen kommer til Faderen uden ved mig". Den samme
Kristus, der findes i os, taler dette samme budskab. Vi kan
kun komme i kontakt med det guddommelige gennem det
guddommelige i os selv, og vores eneste mulighed for at
komme i kontakt med mestrene er selv at leve som mestre.
ANDESBJERGENES HEMMELIGHED.
Denne bemærkelsesværdige bog berører okkulte og esoteriske
sandheder, som vil være nye og fantastiske for mange
mennesker. For andre vil de være en bekræftelse.
Dybt inde i Andesbjergene - på den nordlige side af Titicaca-
søen i Peru - lever et helligt broderskab, det store hvide broder-
skab, i klostret for DE SYV STRÅLER.
Klostret i Andesbjergene er oprettet af de mestre, som opbevarer
guddommelige sandheder, der er gået i arv fra tiderne helt tilbage
til Lemuriens og Atlantis' dage.
Her i denne mysterieskole kendes den okkulte viden, som har
været skjult i tusinder af år og som vil blive åbenbaret, når
menneskeheden er nået så langt frem i åndelig udvikling, at
denne viden vil blive brugt på rette måde.
For enhver okkult indstillet vil bogen være et gribende
dokument, også på grund af de profetier om kommende
begivenheder og katastrofer på Jorden og de epokegørende
budskaber fra det store hvide broderskab.
Uddrag af bogen findes online.